For godt en uge siden ramte jeg igen Danmark. Inden da var jeg i Nepal. I en anden tid, et andet sted (fin formulering dækkende over: for en uge siden i Nepal) havde jeg noget så travlt med at sige farvel til mit nepalesiske hjem og de mennesker, som de sidste fire måneder har dannet rammen om min hverdag. Men jeg glemte at sige farvel til én. Det er dig. Du blev snydt for et farvel, for nu lukker denne blog. Faktisk er "glemt" et forkert ord at bruge, for jeg havde egentlig skrevet et sidste indlæg. Det var Nepal, som snød mig en sidste gang med sin uforudsigelighed. Det er som om, at Nepal bevidst modarbejder de planer, man laver, og i onsdags gjorde Nepal sin sidste kraftanstrengelse for at spolere mine planer, inden jeg rejste hjem. Strømmen gik nemlig, netop som jeg ville poste det sidste blogindlæg.
I en anden tid, et andet sted (for en uge siden i Nepal) sagde jeg farvel til børnehjemmet, Slisha. Jeg sagde også farvel til børnene, som bor der. De gav mig en masse vink med på vejen, og de gav mig også en t-shirt, hvorpå der stod Slisha. T-shirten gjorde mig ikke så lidt glad, for så kunne jeg rejse hjem i den og dermed slippe for at håndvaske en t-shirt til lejligheden.
Men jeg fik mere til. Jeg fik en masse leg og sjov og smil og glæde og små hænder mast ind i mine bryster, og de fingeraftryk kan jeg nok forvente bliver siddende. Det må de også gerne. Hellere end gerne. Jeg ved ikke, om man kan gøre sig nogen forhåbninger om, at man selv har sat sig nogle spor i børnene - det er jo det, man går og drømmer om, inden man tager af sted - men virkeligheden er nok, at man selv er mere mærket af dem end omvendt. Deres liv går videre med skolegang, daal bhat og måske en ny volontør (dig?!), men vi har haft det noget så sjovt og dejligt sammen, mens det stod på, og det er jeg svært tilfreds med.
Og jeg fik mere. Jeg kom hjem fra Slisha, og Grandmother havde også besluttet sig for at give mig gaver. Hun gik rundt i huset og fandt ingredienser til en komplet daal bhat - inklusiv to kilo ris - mens hun messede: "Grandmother. Give. Rice. You. Family. Father. Morther. Sister". Og jeg vidste, at det var en nobel gave, og jeg var meget beæret. Jeg har nemlig set, hvordan Grandmother sidder på terrassen og kaster linserne op i luften for at sortere skidtet fra. Bagefter samler hun nøjsomt de linser op, som ved et uheld er blæst på jorden. Det drejer sig oftest om en 10-stykker. 10 små linser samler hun op fra jorden! Det vil måske svare til at skylle mælkekartonen for at få det sidste mælk ud (det gør hun også). Ja, så du kan nok forstå, at jeg endnu engang blev svært glad og meget beæret over den flotte gave.
Så nu er jeg kommet hjem med rygsækken fyldt med ris og andre gode ting, men det er nok mest de ting, som man ikke kan putte i en rygsæk, der betyder mest. Denne rejse har været helt fantastisk, og jeg tror, at tiden vil vise, at den også er uforglemmelig. Tiden vil sikkert også vise, at rejsen har vendt op og ned på mange ting og ændret min opfattelse af en hel del. Hvad det helt præcist er, er svært at indfange i ord - det viser sig nok hen ad vejen.
lørdag den 29. maj 2010
lørdag den 15. maj 2010
Nepal på matematisk
Ved juletid kunne man i Netto købe ris i poser af 5 kg. I Nepal køber de sække med ris af 30 kg. På børnehjemmet, Slisha Home, spiser de 30 kg ris på 4 dage. 17 børn og 2 voksne. Det er 7,5 kg ris pr. dag eller 0,4 kg pr. mand pr. dag.
I de sidste fire dage har jeg boet på Slisha. Altså har jeg ifølge statistikken konsumeret 1,6 kg ris. Og når jeg tænker over det, så undrer det mig faktisk ikke. Mangt en gang har jeg mæt siddet og stirret ned i en portion ris, som vil være en fornærmelse af dimensioner ikke at spise, og spist hver enkelt lille riskorn.
Nå, men det skal faktisk slet ikke handle om ris. Det skal handle om de børn, som spiser risene. Der er som sagt 17 af dem - 11 drenge og 6 piger. Langt størstedelen er på Slisha, fordi deres fædre er blevet dræbt under borgerkrigen. Og borgerkrigen er en indviklet sag, men skylden tilskrives maoisterne, og derfor vil jeg kalde dem forpulede. Dog var nogle af børnenes fædre selv maoister, som blev dræbt af regeringens styrker, mens andre bare var almindelige mennesker dræbt af maoister, eller af regeringsstyrker, som troede de var maoister den faktisk at være det. Men hvis maoisterne ikke havde startet urolighederne tilbage i 1996, så havde alle kunnet have deres overbevisning i fred, og så var ingen døde. Ja, og hvis Emma ikke havde spist kødet, der var inficeret med dårligdom, så havde hun nok ikke fået så dårlig mave. Og hvis jeg havde taget sko på, da jeg spillede fodbold, så havde jeg ikke haft sår på mine fødder. Men sådan er der så meget, og vi kan blot pleje de gnups, vi har pådraget os.
Nå, men det skal faktisk heller ikke handle om hvis'er. Det skal handle om børnene. Nogle af børnene er efter faderens død blevet forladt af moderen, som har indgået et nyt ægteskab, og når man gør sådan noget, så kan man ikke tage sine børn fra tidligere ægteskab med. Andre mødre er stadig enlige enker, og det er småt med enkebal og kulørte lamper blandt disse, for enker har ikke mange friheder i Nepal. Uden mand har man nærmest ingen rettigheder og ingen til at forsørge familien. Derfor er en del af børnene hentet underærneret til Slisha i 2007. Der er også børn, hvis forældre blot er døde af sygdom eller slangebid, så børnene er en blandet flok fra landsbyer spredt over hele Nepal.
På Slisha Home lever de nu sammen som en familie med overordentlig mange børn, og alle har de taget efternavnet Slisha. De er så heldige at være sponsoreret af en schweizisk kvinde, så alle børnene går i skole og lærer rækkefølgen af planeter i solsystemet udenad, Nepals placering i bredde- og længdegrader og anden livsvigtig information. Og så er de vilde med at lege og hoppe rundt, og jeg kan være heldig med, at de har lidt under en smule underernæring, for ellers ville min ryg med tiden blive sammenlignelig med porternes.
Nu har jeg kun få dage tilbage med børnene, og det gør mig lidt ked. For de er alle nogle dejlige børn, som i den grad har brug for en, der klapper dem på hovedet, aer dem på kinden og fortæller dem søde ting, for det er der som tidligere nævnt kun to voksne til at gøre på 17 børn. Fra børnene kommer hjem fra skole kl. 15.30 til de går i seng kl. 20 sammenlagt med tiden fra de står op kl. 6 til de går i skole kl. 9 er der 26 min. til hvert barn, hvor forældrene kan klappe barnet på hovedet - hvis vi altså antager, at ALT tid bruges på at klappe hoveder og ae kinder. Men sådan er det jo ikke, for forældrene skal lave morgen-, middag-, og aftensmad til 17 børn, og det efterlader ca. hvert enkelt barn med 10 minutters opmærksomhed, hvilket igen er forudsaget af, at forældrene har overskud til at bruge al deres fritid på at ae og klappe. Og samtidig skal børnene også lave deres lektier, og det tager en rum tid, for de skal lære det hele udenad.
Derfor vil det være helt kanon, hvis der kom en volontør eller to herned, for så kunne der måske komme lidt orden i regnskaberne - børn har nemlig brug for at vide, at de er toppen. Og så er de vilde med at lege, og det har forældrene ikke tid til, selv hvis de virkelig gerne ville. Så hvis du er en, som kan klappe og ae og lege og grine og spise mange ris, så er der nogen i Nepal, som vil lægge hoveder til dine klap og skænke dig ris i svimlende mængder, og de kan faktisk også give dig de dejligste oplevelser og en masse lærdom. Hvis det endda skal være nemt, så kan du tjekke www.dialogosungdom.dk og så kan vi hjælpe dig med det meste. Nej, hvor bliver det bare fedt!
I de sidste fire dage har jeg boet på Slisha. Altså har jeg ifølge statistikken konsumeret 1,6 kg ris. Og når jeg tænker over det, så undrer det mig faktisk ikke. Mangt en gang har jeg mæt siddet og stirret ned i en portion ris, som vil være en fornærmelse af dimensioner ikke at spise, og spist hver enkelt lille riskorn.
Nå, men det skal faktisk slet ikke handle om ris. Det skal handle om de børn, som spiser risene. Der er som sagt 17 af dem - 11 drenge og 6 piger. Langt størstedelen er på Slisha, fordi deres fædre er blevet dræbt under borgerkrigen. Og borgerkrigen er en indviklet sag, men skylden tilskrives maoisterne, og derfor vil jeg kalde dem forpulede. Dog var nogle af børnenes fædre selv maoister, som blev dræbt af regeringens styrker, mens andre bare var almindelige mennesker dræbt af maoister, eller af regeringsstyrker, som troede de var maoister den faktisk at være det. Men hvis maoisterne ikke havde startet urolighederne tilbage i 1996, så havde alle kunnet have deres overbevisning i fred, og så var ingen døde. Ja, og hvis Emma ikke havde spist kødet, der var inficeret med dårligdom, så havde hun nok ikke fået så dårlig mave. Og hvis jeg havde taget sko på, da jeg spillede fodbold, så havde jeg ikke haft sår på mine fødder. Men sådan er der så meget, og vi kan blot pleje de gnups, vi har pådraget os.
Nå, men det skal faktisk heller ikke handle om hvis'er. Det skal handle om børnene. Nogle af børnene er efter faderens død blevet forladt af moderen, som har indgået et nyt ægteskab, og når man gør sådan noget, så kan man ikke tage sine børn fra tidligere ægteskab med. Andre mødre er stadig enlige enker, og det er småt med enkebal og kulørte lamper blandt disse, for enker har ikke mange friheder i Nepal. Uden mand har man nærmest ingen rettigheder og ingen til at forsørge familien. Derfor er en del af børnene hentet underærneret til Slisha i 2007. Der er også børn, hvis forældre blot er døde af sygdom eller slangebid, så børnene er en blandet flok fra landsbyer spredt over hele Nepal.
På Slisha Home lever de nu sammen som en familie med overordentlig mange børn, og alle har de taget efternavnet Slisha. De er så heldige at være sponsoreret af en schweizisk kvinde, så alle børnene går i skole og lærer rækkefølgen af planeter i solsystemet udenad, Nepals placering i bredde- og længdegrader og anden livsvigtig information. Og så er de vilde med at lege og hoppe rundt, og jeg kan være heldig med, at de har lidt under en smule underernæring, for ellers ville min ryg med tiden blive sammenlignelig med porternes.
Nu har jeg kun få dage tilbage med børnene, og det gør mig lidt ked. For de er alle nogle dejlige børn, som i den grad har brug for en, der klapper dem på hovedet, aer dem på kinden og fortæller dem søde ting, for det er der som tidligere nævnt kun to voksne til at gøre på 17 børn. Fra børnene kommer hjem fra skole kl. 15.30 til de går i seng kl. 20 sammenlagt med tiden fra de står op kl. 6 til de går i skole kl. 9 er der 26 min. til hvert barn, hvor forældrene kan klappe barnet på hovedet - hvis vi altså antager, at ALT tid bruges på at klappe hoveder og ae kinder. Men sådan er det jo ikke, for forældrene skal lave morgen-, middag-, og aftensmad til 17 børn, og det efterlader ca. hvert enkelt barn med 10 minutters opmærksomhed, hvilket igen er forudsaget af, at forældrene har overskud til at bruge al deres fritid på at ae og klappe. Og samtidig skal børnene også lave deres lektier, og det tager en rum tid, for de skal lære det hele udenad.
Derfor vil det være helt kanon, hvis der kom en volontør eller to herned, for så kunne der måske komme lidt orden i regnskaberne - børn har nemlig brug for at vide, at de er toppen. Og så er de vilde med at lege, og det har forældrene ikke tid til, selv hvis de virkelig gerne ville. Så hvis du er en, som kan klappe og ae og lege og grine og spise mange ris, så er der nogen i Nepal, som vil lægge hoveder til dine klap og skænke dig ris i svimlende mængder, og de kan faktisk også give dig de dejligste oplevelser og en masse lærdom. Hvis det endda skal være nemt, så kan du tjekke www.dialogosungdom.dk og så kan vi hjælpe dig med det meste. Nej, hvor bliver det bare fedt!
torsdag den 13. maj 2010
Privatlivets ikke-fred
Det ville aldrig nogensinde kunne lade sig gøre at lave en Natascha Kampusch i Nepal, for privatliv findes ikke. Overhovedet. Jeg har tidligere været inde på, at man oftest deler værelse og seng med store dele af ens familie. Således vågner teenage-drengen forskrækket op med sit livs første morgenfeder under samme dyne som sin bedstemor. Og hvordan skal datteren kunne græde ned i puden over en hemmelig kærestesorg, når faderen og lillebroderen ligger i sengen ved siden af. Og er man sådan installeret, så er man faktisk heldig.
Hvis man er uheldig, så bor man i sin lille shop, som har facade ud til gaden. Sådan en shop beskrives bedst som en garage af samme dimension som de danske, hvor man kører bilen ind, lister sig ud gennem bildøren og trækker porten ned bag sig, inden man går ind i sit hus. I Nepal putter de bare ikke biler derind - de lever der selv og har absolut intet privatliv. Fra kl. 6 om morgenen til kl. 9 om aftenen er garageporten åben, og eftersom ens hjem også er en butik, vader folk ind og ud.
Over for mit værelse ligger en skrædder, og i deres garage har de:
2 symaskinersymaskiner
1 seng
1 kommode
1 gasblus
Det samme gælder slagteren ved siden af - de har samme inventar, blot med en disk i stedet for to symaskiner. Hvor de går på toilet, ved jeg ikke, men når de går i bad, så sidder de på en lille skammel ude foran butikken - på gaden altså - og pøser vand ud over sig selv med en lille plastikkop. Deres eneste privatliv er det stykke stof, de har viklet rundt om torsoet på sig selv.
Forleden gik det også op for mig, at genboen lever i et åbenlyst voldeligt ægteskab. Det er almen viden for alle, og i går var hele gaden vidne til endnu et udbrud af vold, da konen løb ud ad huset efter en fejde, hvorefter manden kom, og så deltes gaden i to lejre, og stod skulende og sladrede om hinanden. Da parret så havde sluttet fred og trukket sig tilbage, samledes de to grupper til en kæmpe gruppe på omkring 20 mennesker og diskuterede sagen yderligere. Lige uden for parrets hus. Ja, alt dette så jeg med egne øjne, og jeg følte mig ikke så lidt som Tyttebær-Maja fra Emil fra Lønneberg. Hun har også altid vidst, hvad der var bedst for alle andre.
Og hvad gør det så ved folk, når de ikke har noget privatliv? Min teori er, at det smadrer deres forhold til begrebet intimsfære. For den er åbenlyst heller ikke til stede i Nepal. I bussen er det ingen skade til at stå klistret sammen i lag. Som oftest er det strengt nødvendigt, fordi man uden tøven smider 20 mennesker ind i en minivan + 10 på taget, men nepaleserne viser ingen tegn på forlegenhed i situationen eller smiler til en på undskyld-men-jeg-er-nødt-til-at- stå-med-min-armhule-i-dit-hoved-måden.
Og så er der bus-situation nummer to, hvor der rent faktisk er plads. Aldrig er jeg blevet spurgt om mit ophav i en afstand, hvor jeg både kan se madrester i hjørnetanden og lugte løgånden fra personen, der så venligt viser mig interesse.
Og så er der børnehjemsbørnene, som heller ikke holder deres fingrer fra noget sted min krop, men uden tøven maser deres små fingrer ind i bryster, mave og numse, når de ivrigt tilkendegiver, at de forfærdelige gerne vil være ræv i "Alle mine kyllinger, kom hjem".
Jeg ved ikke om det er dårlig ting, det med ikke at have noget for sig selv, og om brudte intimsfærer kan give varige mén, men det er nu noget, man skal vænne sig til. Og nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er det faktisk ikke så slemt. Måske er det næsten værre med den danske jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-i-kontakt-med-eller-røre- ukendte-mennesker. Hvis man kunne finde en mellemvej, så ville det måske være optimalt. Det var også det, Buddha kom frem til efter syv år i askese.
Hvis man er uheldig, så bor man i sin lille shop, som har facade ud til gaden. Sådan en shop beskrives bedst som en garage af samme dimension som de danske, hvor man kører bilen ind, lister sig ud gennem bildøren og trækker porten ned bag sig, inden man går ind i sit hus. I Nepal putter de bare ikke biler derind - de lever der selv og har absolut intet privatliv. Fra kl. 6 om morgenen til kl. 9 om aftenen er garageporten åben, og eftersom ens hjem også er en butik, vader folk ind og ud.
Over for mit værelse ligger en skrædder, og i deres garage har de:
2 symaskinersymaskiner
1 seng
1 kommode
1 gasblus
Det samme gælder slagteren ved siden af - de har samme inventar, blot med en disk i stedet for to symaskiner. Hvor de går på toilet, ved jeg ikke, men når de går i bad, så sidder de på en lille skammel ude foran butikken - på gaden altså - og pøser vand ud over sig selv med en lille plastikkop. Deres eneste privatliv er det stykke stof, de har viklet rundt om torsoet på sig selv.
Forleden gik det også op for mig, at genboen lever i et åbenlyst voldeligt ægteskab. Det er almen viden for alle, og i går var hele gaden vidne til endnu et udbrud af vold, da konen løb ud ad huset efter en fejde, hvorefter manden kom, og så deltes gaden i to lejre, og stod skulende og sladrede om hinanden. Da parret så havde sluttet fred og trukket sig tilbage, samledes de to grupper til en kæmpe gruppe på omkring 20 mennesker og diskuterede sagen yderligere. Lige uden for parrets hus. Ja, alt dette så jeg med egne øjne, og jeg følte mig ikke så lidt som Tyttebær-Maja fra Emil fra Lønneberg. Hun har også altid vidst, hvad der var bedst for alle andre.
Og hvad gør det så ved folk, når de ikke har noget privatliv? Min teori er, at det smadrer deres forhold til begrebet intimsfære. For den er åbenlyst heller ikke til stede i Nepal. I bussen er det ingen skade til at stå klistret sammen i lag. Som oftest er det strengt nødvendigt, fordi man uden tøven smider 20 mennesker ind i en minivan + 10 på taget, men nepaleserne viser ingen tegn på forlegenhed i situationen eller smiler til en på undskyld-men-jeg-er-nødt-til-at- stå-med-min-armhule-i-dit-hoved-måden.
Og så er der bus-situation nummer to, hvor der rent faktisk er plads. Aldrig er jeg blevet spurgt om mit ophav i en afstand, hvor jeg både kan se madrester i hjørnetanden og lugte løgånden fra personen, der så venligt viser mig interesse.
Og så er der børnehjemsbørnene, som heller ikke holder deres fingrer fra noget sted min krop, men uden tøven maser deres små fingrer ind i bryster, mave og numse, når de ivrigt tilkendegiver, at de forfærdelige gerne vil være ræv i "Alle mine kyllinger, kom hjem".
Jeg ved ikke om det er dårlig ting, det med ikke at have noget for sig selv, og om brudte intimsfærer kan give varige mén, men det er nu noget, man skal vænne sig til. Og nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er det faktisk ikke så slemt. Måske er det næsten værre med den danske jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-i-kontakt-med-eller-røre- ukendte-mennesker. Hvis man kunne finde en mellemvej, så ville det måske være optimalt. Det var også det, Buddha kom frem til efter syv år i askese.
lørdag den 8. maj 2010
Og saa gik de hjem - maoisterne
NB. Denne blog er skrevet torsdag d. 6. maj, men jeg har foerst haft mulighed for at poste den nu, da alting har vaeret lukket pga. strejke og demonstrationer. Den i nedenstaaende omtalte fredsdemonstration bar frugt, og maoisterne har trukket sig tilbage, selvom regeringen ikke har efterlevet maoisternes krav om en ny regeringen med maoist-prime minister. I morgen skulle alting gerne fungere som normalt - busserne koerer, butikkerne aabner, boernene kan komme i skole og alle er glade. Maaske lige med undtagelse af maoisterne.
1. maj er ikke kun forbeholdt arbejderne og deres røde faner. Nej, 1. maj er også international pandekagedag. Jeg ved ikke, om det er almen viden, men for mig var det ganske nyt. Jeg kastede mig dog frådende over denne traditionsrige (?) dag, og Sangita, Laxmi og jeg stod storsvedende over alle husets gasblus (to) og svingede med panderne (to).
Jeg brugte også dagen til at sætte mig ind i Nepals turbulente fortid. Jeg vidste overordnet lidt om noget monarki og en massakre og nogle maoister, og så var der nogen, som blev skudt, men hvem der gjorde hvad, hvornår og hvorfor, anede jeg ikke. Ligesom med pandekagedagen, så ved jeg ikke, om Nepals senhistorie også er almen viden. Hvis du tænker: "Ha, det ved jeg da godt", så spring denne blog over, for det kommer til at handle om Nepals historie. Hvis netop dette omraade er din spidskompetance, så må jeg især bede dig lukke ned, for dette er blot min udlægning af tingene, som jeg tror de var - et patchwork-værk af forskellige kilder; samtaler, læsning og resonering - sat sammen til et kort overblik. Og nu har jeg snart lavet så lang en introduktion, at jeg kun mangler en trommehvirvel. Nu kommer det:
Det er nemlig sådan, at Nepal var en samling af kongedømmer, der først blev forenet til Nepal i 1768. Siden da har Nepal været styret som et monarki, dog med en del turmult, skandaler og interne magtkampe. På den måde adskiller Nepal sig ikke så meget fra alle andre lande i 17 - 18-tallet; alle prøver at tilrane sig magten via snigmord, forgiftet mad og konkubiner.
I 1959 forsøgte kongen sig famlende med et parlament, men allerede i 1960 kunne selv samme konge se, at demokrati var fandens værk og satte sig derfor igen på magten. Partierne havde dog fået færden af demokrati, og selv om politikerne fik skåret næsen af eller brændt deres tunger med glødende stål, så syntes de alligevel, at det var det hele værd at kæmpe for et demokrati.
Efter en frygtelig masse demonstrationer og opstand i befolkningen i begyndelsen af 1990 blev Nepal d. 16. april samme aar et demokrati. Kongefamilien så med fra sidelinjen, mens hastigt udskiftede regeringer ødelagde det for sig selv via korruption og udnyttelse af magten. "Nu kan det være nok!", sagde en maoist til en anden, og det var der tilstrækkeligt mange der gjorde i 1996, og så udviklede det sig til en masse uroligheder kaldet People's War, hvor maoisterne kæmpede mod regeringens styrker, og de tog en masse civile liv med sig i faldet. 15.000 nepalesere blev dræbt frem til 2006, hvor freden blev genoprettet. Midtvejs - i 2001 - blev hele kongefamilien dræbt i en massakre, som siden har været omspundet af en masse mystik, for ingen ved præcist om det var et kup begået af kongens bror, som efterfølgende overtog tronen, eller om det var kronprinsen, der i raseri dræbte hele sin familie og til sidst sig selv. Det sidste er den officielle forklaring, og kronprinsens raseri forklares med, at forældrene syntes ilde om kronprinsens kæreste og forbød deres kærlighed.
Under alle omstændigheder forsøgte kongens bror, der nu havde indtaget både tronen og konspirationsteoriernes førsteplads over formodede gerningsmænd, at tilrane sig magten. Det lykkedes i 2002, hvor Nepal midt i forvirring og borgerkrig, kortvarigt blev et monarki, og samme nummer gentog sig i 2006, hvor det igen lykkedes kongen at sætte sig på magten i tre måneder. Siden da har Nepal været et demokrati - dog stadig med begyndervanskeligheder og korruption.
Lige nu har politikerne deres hyr med at skrive Nepals nye konstitution, som skal være færdig d. 28. maj 2010 (eller 1.2 - 2067, nepalesisk kalender), for som jeg tidligere skrev, laver maoisterne en forfærdelig masse ballade og tvinger en strejke ned over hele Nepal i protest. Der har nu været strejke i 4 dage, og fredag melder civilbefolkningen om en demonstration, som appelerer både til regeringen og maoisterne. Regeringen skal tage affære og maoisterne skal gå hjem. Og så kan alle igen få arbejdsro og fred.
Selv har jeg fået et andet syn på demokrati. Jeg vil stadig påstå, at det er den bedste styreform, men som Ngima - faderen i huset - siger, så mener han ikke, at Nepal er klar til et demokrati. Landet er generelt for uuddannet til at få det til at fungere. De, som ved noget, udnytter magten i egen favør, og de uuddannede gør oprør og følger ikke de regler, som regeringen rent faktisk laver. Et amputeret demokrati er derfor præcis ligeså frygteligt som enhver anden styreform, som vestlige lande brutalt forsøger at udrydde. Brutaliteten skal erstattes med viden, for kun gennem uddannelse og oplysning kan et demokrati fungere. Det er let sagt, men svært gjort og det er mellem disse to poler, at Nepal i øjeblikket befinder sig.
1. maj er ikke kun forbeholdt arbejderne og deres røde faner. Nej, 1. maj er også international pandekagedag. Jeg ved ikke, om det er almen viden, men for mig var det ganske nyt. Jeg kastede mig dog frådende over denne traditionsrige (?) dag, og Sangita, Laxmi og jeg stod storsvedende over alle husets gasblus (to) og svingede med panderne (to).
Jeg brugte også dagen til at sætte mig ind i Nepals turbulente fortid. Jeg vidste overordnet lidt om noget monarki og en massakre og nogle maoister, og så var der nogen, som blev skudt, men hvem der gjorde hvad, hvornår og hvorfor, anede jeg ikke. Ligesom med pandekagedagen, så ved jeg ikke, om Nepals senhistorie også er almen viden. Hvis du tænker: "Ha, det ved jeg da godt", så spring denne blog over, for det kommer til at handle om Nepals historie. Hvis netop dette omraade er din spidskompetance, så må jeg især bede dig lukke ned, for dette er blot min udlægning af tingene, som jeg tror de var - et patchwork-værk af forskellige kilder; samtaler, læsning og resonering - sat sammen til et kort overblik. Og nu har jeg snart lavet så lang en introduktion, at jeg kun mangler en trommehvirvel. Nu kommer det:
Det er nemlig sådan, at Nepal var en samling af kongedømmer, der først blev forenet til Nepal i 1768. Siden da har Nepal været styret som et monarki, dog med en del turmult, skandaler og interne magtkampe. På den måde adskiller Nepal sig ikke så meget fra alle andre lande i 17 - 18-tallet; alle prøver at tilrane sig magten via snigmord, forgiftet mad og konkubiner.
I 1959 forsøgte kongen sig famlende med et parlament, men allerede i 1960 kunne selv samme konge se, at demokrati var fandens værk og satte sig derfor igen på magten. Partierne havde dog fået færden af demokrati, og selv om politikerne fik skåret næsen af eller brændt deres tunger med glødende stål, så syntes de alligevel, at det var det hele værd at kæmpe for et demokrati.
Efter en frygtelig masse demonstrationer og opstand i befolkningen i begyndelsen af 1990 blev Nepal d. 16. april samme aar et demokrati. Kongefamilien så med fra sidelinjen, mens hastigt udskiftede regeringer ødelagde det for sig selv via korruption og udnyttelse af magten. "Nu kan det være nok!", sagde en maoist til en anden, og det var der tilstrækkeligt mange der gjorde i 1996, og så udviklede det sig til en masse uroligheder kaldet People's War, hvor maoisterne kæmpede mod regeringens styrker, og de tog en masse civile liv med sig i faldet. 15.000 nepalesere blev dræbt frem til 2006, hvor freden blev genoprettet. Midtvejs - i 2001 - blev hele kongefamilien dræbt i en massakre, som siden har været omspundet af en masse mystik, for ingen ved præcist om det var et kup begået af kongens bror, som efterfølgende overtog tronen, eller om det var kronprinsen, der i raseri dræbte hele sin familie og til sidst sig selv. Det sidste er den officielle forklaring, og kronprinsens raseri forklares med, at forældrene syntes ilde om kronprinsens kæreste og forbød deres kærlighed.
Under alle omstændigheder forsøgte kongens bror, der nu havde indtaget både tronen og konspirationsteoriernes førsteplads over formodede gerningsmænd, at tilrane sig magten. Det lykkedes i 2002, hvor Nepal midt i forvirring og borgerkrig, kortvarigt blev et monarki, og samme nummer gentog sig i 2006, hvor det igen lykkedes kongen at sætte sig på magten i tre måneder. Siden da har Nepal været et demokrati - dog stadig med begyndervanskeligheder og korruption.
Lige nu har politikerne deres hyr med at skrive Nepals nye konstitution, som skal være færdig d. 28. maj 2010 (eller 1.2 - 2067, nepalesisk kalender), for som jeg tidligere skrev, laver maoisterne en forfærdelig masse ballade og tvinger en strejke ned over hele Nepal i protest. Der har nu været strejke i 4 dage, og fredag melder civilbefolkningen om en demonstration, som appelerer både til regeringen og maoisterne. Regeringen skal tage affære og maoisterne skal gå hjem. Og så kan alle igen få arbejdsro og fred.
Selv har jeg fået et andet syn på demokrati. Jeg vil stadig påstå, at det er den bedste styreform, men som Ngima - faderen i huset - siger, så mener han ikke, at Nepal er klar til et demokrati. Landet er generelt for uuddannet til at få det til at fungere. De, som ved noget, udnytter magten i egen favør, og de uuddannede gør oprør og følger ikke de regler, som regeringen rent faktisk laver. Et amputeret demokrati er derfor præcis ligeså frygteligt som enhver anden styreform, som vestlige lande brutalt forsøger at udrydde. Brutaliteten skal erstattes med viden, for kun gennem uddannelse og oplysning kan et demokrati fungere. Det er let sagt, men svært gjort og det er mellem disse to poler, at Nepal i øjeblikket befinder sig.
fredag den 30. april 2010
Maoisterne kommer! Med banner! BANNER!
Sig nærmer tiden hvor jeg skal hjem til Danmark. Hjem til familien og Emma og venner. Det nærmer sig så hastigt, at jeg overvejer, om det kan betale sig at gøre rent på værelset, eller om jeg lige kan strække den. Værelsets tilstand taget i betragtning burde svaret være et stort, rungende "JA, DU SKAL GØRE RENT!", da det allerede har trængt de sidste tre uger, men når man lever i Nepal, lever man i forvejen lidt uhumsk, og når man har krydset grænsen, er det nogengange ligegyldigt, hvor langt man går.
Det samme gælder tøjvask. Måske vaskede jeg her til morgen den sidste portion t-shirts og underbukser?! Alt tøjvask er jo i hånden, så man bruger hellere sit tøj en gang for meget end en gang for lidt, inden man smider det til vask.
Og så er der hårvask - det synger måske også på sidste vers, når det nu er så besværligt. Faktisk ligger jeg i en forvredet stilling for at tvinge hovedet ind under en lille hane, hver gang jeg vasker hår. Og så kigger man sig ofte i spejlet og tænker: "arh, det går vist lige!".
Ja, jeg har været en fedtet lille en hernede, men det ophører inden længe, og det flytter unægteligt fokus fra det sted, jeg rent faktisk er (Nepal), til der, hvor jeg er om små tre uger (Danmark).
Men der er nu stadig god grund til at blive i Nepal - både fysisk og mentalt. I morgen er det 1. maj, og Nepal, der nærmest er et nyslået demokrati fra 2006, har stadig lidt problemer med at finde ud af, hvad demokrati går ud på. Derfor holder de sig ikke til 1. maj-møder i Fælledparken og drikker øl og fejrer den gamle tradition. Nej, de har stadig en kamp at kæmpe, og derfor har Maoistpartiet varslet den største demonstration i 60 år, ja the Unified CPN-Maoist Vice Chairman Dr. Baburam Bhattarai siger endda, at "UCPN-M would show other parties the power of the people through a unique demonstration that Nepal had never witnessed". Det er selvsagt UCPN-Maoist, der er i opposition her i landet, og de kræver blandt andet regeringen opløst pr. 1. maj. Sker det ikke, er der meldt generelstrejke over hele landet på ubestemt tid, indtil maoisterne får deres vilje. Den generelle befolkning forbereder sig ved at købe ind i et omfang svarende til danskeres julemads-indkøb, og lagt størstedelen af de mennesker jeg kender, holder sig inden døre i morgen. Mig selv inklusiv. Det er svært at finde hoved og hale i det, når alting er på nepalesisk, og når ens informationskilde er børnehjemsbørn. Fra børn, billeder og nepalesiske nyhedsudsendelser har jeg de sidste par dage forsøgt at danne mig et overblik over situationen, og nu har jeg købt den engelske avis "The Himalayan", hvorfra jeg har ovenstående citat. De melder også om beslaglæggelser af materialer til improviserede bomber, og "The Kathmandu Post" skrev i går: "After May Day, renewed war?".
Ja, så jeg er noget spændt på, hvad der kommer til at ske den kommende tid. Man ved nemlig aldrig, hvad man skal forvente i Nepal - også selvom man tror man ved det. Det lyder alt sammen meget alvorligt, og folk i tusindfold kommer vandrende fra hele landet for at deltage i demonstrationerne i Kathmandu, som partiet dog melder er fredelige. Men min erfaring gennem de sidste tre måneder er, at nepalesere nemt kan skabe en storm i et glas vand, så jeg venter i spænding på, hvad morgendagen bringer, men gør mig dog den forholdsregel at barriere mig i huset.
Som alvorlighedsbarometer tjekkede jeg de danske netaviser i dag, og de nævnte ikke Nepal med et ord. Spaltepladsen var derimod optaget af historier som "Indere jagter sexgal dræberelefant" og "To anholdt for salg af abefrikadeller". Den sidste historie var fra Indonesion og meldte om et ægtepar, der havde dræbt fredede aber og lavet dem til kødboller for derefter at sælge dem. Ja, op imod den slags alvorlige sager kan jeg godt se, at situationen i Nepal træder i baggrunden. Og det beroliger mig egentlig, når jeg sidder midt i denne oppiskede stemning.
Opdatering af tingenes udvikling følger en af de nærmeste dage. Indtil da, så skål i Fælledparken!
Det samme gælder tøjvask. Måske vaskede jeg her til morgen den sidste portion t-shirts og underbukser?! Alt tøjvask er jo i hånden, så man bruger hellere sit tøj en gang for meget end en gang for lidt, inden man smider det til vask.
Og så er der hårvask - det synger måske også på sidste vers, når det nu er så besværligt. Faktisk ligger jeg i en forvredet stilling for at tvinge hovedet ind under en lille hane, hver gang jeg vasker hår. Og så kigger man sig ofte i spejlet og tænker: "arh, det går vist lige!".
Ja, jeg har været en fedtet lille en hernede, men det ophører inden længe, og det flytter unægteligt fokus fra det sted, jeg rent faktisk er (Nepal), til der, hvor jeg er om små tre uger (Danmark).
Men der er nu stadig god grund til at blive i Nepal - både fysisk og mentalt. I morgen er det 1. maj, og Nepal, der nærmest er et nyslået demokrati fra 2006, har stadig lidt problemer med at finde ud af, hvad demokrati går ud på. Derfor holder de sig ikke til 1. maj-møder i Fælledparken og drikker øl og fejrer den gamle tradition. Nej, de har stadig en kamp at kæmpe, og derfor har Maoistpartiet varslet den største demonstration i 60 år, ja the Unified CPN-Maoist Vice Chairman Dr. Baburam Bhattarai siger endda, at "UCPN-M would show other parties the power of the people through a unique demonstration that Nepal had never witnessed". Det er selvsagt UCPN-Maoist, der er i opposition her i landet, og de kræver blandt andet regeringen opløst pr. 1. maj. Sker det ikke, er der meldt generelstrejke over hele landet på ubestemt tid, indtil maoisterne får deres vilje. Den generelle befolkning forbereder sig ved at købe ind i et omfang svarende til danskeres julemads-indkøb, og lagt størstedelen af de mennesker jeg kender, holder sig inden døre i morgen. Mig selv inklusiv. Det er svært at finde hoved og hale i det, når alting er på nepalesisk, og når ens informationskilde er børnehjemsbørn. Fra børn, billeder og nepalesiske nyhedsudsendelser har jeg de sidste par dage forsøgt at danne mig et overblik over situationen, og nu har jeg købt den engelske avis "The Himalayan", hvorfra jeg har ovenstående citat. De melder også om beslaglæggelser af materialer til improviserede bomber, og "The Kathmandu Post" skrev i går: "After May Day, renewed war?".
Ja, så jeg er noget spændt på, hvad der kommer til at ske den kommende tid. Man ved nemlig aldrig, hvad man skal forvente i Nepal - også selvom man tror man ved det. Det lyder alt sammen meget alvorligt, og folk i tusindfold kommer vandrende fra hele landet for at deltage i demonstrationerne i Kathmandu, som partiet dog melder er fredelige. Men min erfaring gennem de sidste tre måneder er, at nepalesere nemt kan skabe en storm i et glas vand, så jeg venter i spænding på, hvad morgendagen bringer, men gør mig dog den forholdsregel at barriere mig i huset.
Som alvorlighedsbarometer tjekkede jeg de danske netaviser i dag, og de nævnte ikke Nepal med et ord. Spaltepladsen var derimod optaget af historier som "Indere jagter sexgal dræberelefant" og "To anholdt for salg af abefrikadeller". Den sidste historie var fra Indonesion og meldte om et ægtepar, der havde dræbt fredede aber og lavet dem til kødboller for derefter at sælge dem. Ja, op imod den slags alvorlige sager kan jeg godt se, at situationen i Nepal træder i baggrunden. Og det beroliger mig egentlig, når jeg sidder midt i denne oppiskede stemning.
Opdatering af tingenes udvikling følger en af de nærmeste dage. Indtil da, så skål i Fælledparken!
tirsdag den 27. april 2010
Udsigt og indsigt
Der er mange køer i Nepal, og de er alle hellige. Men jeg skelner nu alligevel mellem to slags: de hellige køer og de heldige køer. De hellige køer er dem, som pryder gadebilledet i Kathmandu. De, som meget profant af udseende står og gumler skrald i vejsiden, og hvis eneste privilegium er ikke at blive forstyrret, hvis det passer dem at stille sig midt i trafikken. De er hellige, men jeg synes nu ikke de er heldige, for de ser højest usunde ud, og de får bare lov til at leve deres miserable liv indtil det ender.
Nej, nu har jeg været i Annapurna-området. Det er et område i det nordlige Nepal op mod den tibetanske grænse, som er fyldt med bjerge, dem man kalder Himalaya, og frisk luft og plads -ualmindelig stor plads - så man kan føle sig rigtig lille bitte. Og man gør sig alskens tanker om livet og væren, mens man går raskt af sted. Og på min vej (som af og til er noget smal og stenet og gruset, så man vil nok kalde det en sti) møder man de køer, som jeg betegner som heldige. De får ganskevist også lov til at passe sig selv, men de er noget mere sunde at se på, ja faktisk helt idylliske, som de står der og fuldender det smukke panorama. Fri for forurening og fri for støj. Med undtagelse af den ko-klokke, de har rundt om halsen, men det gør bare alting endnu mere idyllisk, så man må nok sige, at det er heldig køer.
Og så er der porterne. Det er dem, der bærer alle turisternes rygsække, når de går rundt oppe i bjergene. Det er vældig kontrastfyldt at se turisterne iklædt det sidste nye teknologiske udstyr - lige fra mikrofibertøj til vandflasker -vandrestokke og hatte i alverdens afskygninger, mens porterne bærer turisternes tunge tasker iført klip-klappere og beskidt bomuld. Men selvom porterne går langt og bærer tungt, så vil jeg nu alligevel betegne dem som heldige portere, for der er mange måder at være porter på, og mange ting man kan bære.
Inden vi tog på trekking, var vi fx i en by uden for Kathmandu kaldet Godawari. Her ligger en kæmpemæssig murstensfabrik, hvor mursten bliver lavet ved håndkraft. Det er et sæsonarbejde, hvor en masse fattige, uuddannede mennesker kommer efter monsoonen i september, og så går de ellers i gang med at lave mursten. Af de første mursten bygger arbejderne deres egne huse, så de bor faktisk i et lille klodsmajor-hus af stablede sten uden cement. Inde i dette minihus, som kun har ét rum og er halvanden meter højt, bor hele familien, som ofte omfatter forældre, en hel del børn og bedsteforældre. Og inde i dette ene rum har de deres køkken, som er en bålplads, og de har ingen skorsten. Så det I skal forestille jer er en klynge små, lave huse med sod hele vejen langs bliktaget og mellem sprækkerne i mustenene. Sådan bor arbejderne uden et eneste inventar. Udover den seng, der er lavet af mursten stablet to høj. Så er der forskellige sektioner på fabrikken. Adskillige hundrede mennesker sidder med en form og slår mursten ud på præcis samme måde, som når små børn laver sandkager. Og de tusindvis af murstensandkager ligger så på jorden i tre dage, hvor de tørrer i solen. Når det er sket, samler arbejderne stenene op fra jorden og stabler dem oven på hinanden, så de udgør en mur rundt om deres mudderlegeplads (hvilket det nok er en hån at kalde dem, for pladserne er nu ikke særlig sjove). Derefter kommer der nogle hundrede andre arbejdere og bærer stenene, som vejer to kilo hver, på ryggen i store stabler. De går så i pendulfart hele dagen med disse sten på ryggen, og læsser dem af i de kæmpemæssige brændeovne. Disse brændeovne er en stor, stor skorsten, hvor omkring murstenene stables, således at man kan hælde kul ned mellem sprækker i stablerne. Og når det er gjort, så dækker man murstenene med er lag sand og tænder ild til kullet. Det brænder lystigt i et par timer, og når ilden er brændt ud, køler ovnen i et par dage, inden den sidste del af arbejdere kommer og bærer 10-20 mursten ad gangen oven på deres hoveder. Og sådan produceres mursten overalt i Nepal. Det er så barskt at se, og man kan slet ikke begribe, hvordan kvinder og mænd kan udsætte sig selv for det - en evig traven i støv og forurening - dels fra deres egne mad-bål, men nok mest fra den store skorsten, der konstant spytter tyk, sort røg ud over fabrikken. Det er så fjernt fra, hvad vi i Danmark kan acceptere som menneskeligt. Ja, faktisk ville hele landet stå på den anden ende i demonstrationer og kampagner, hvis man satte dyr til at udføre det tunge slæbearbejde. Med vores referenceramme og viden, vil vi ikke nogensinde, på nogen måde, overkomme bare en enkelt time af, hvad arbejderne gør hver dag 3/4 af året. Menneskekroppen kan øjensynligt klare det (bare ikke særlig mange år), men mentalt er det ufatteligt, at de kan. Jeg vil faktisk kalde det umenneskeligt, men det strider lidt mod det faktum, at flere tusinde mennesker overkommer det hver eneste dag her i Nepal.
De fleste turister ser trekker-porterne, og man får ondt af dem - taenk, at de skal baere alle de tasker i deres smaa klip-klappere. Men når det kommer til stykket, så er de yderst priviligerede. God løn, god mad hver aften, god seng, godt selskab, frisk luft og god udsigt. Men hvis man dykker dybere ned, så er der mennesker, der lever et liv så haardt, at man får ondt i maven bare af at se på det. At rette op på det er en lang proces, for det er virkelig omfattende og der er rigtig mange mennesker, der fortjener at leve bedre, men det er helt klart vaerd at forsøge.
I Godawari, hvor vi var ude og besoege en murstensfabrik, koerte der et nepalesisk startet projekt, og det var derigennem, at vi fik indblik i det hele. Hvis du har lyst til at se mere om det, kan du besoege dem paa:
http://caredevelopment.org/
Eller tag herned og se det selv - Nepal er fantastisk!
Nej, nu har jeg været i Annapurna-området. Det er et område i det nordlige Nepal op mod den tibetanske grænse, som er fyldt med bjerge, dem man kalder Himalaya, og frisk luft og plads -ualmindelig stor plads - så man kan føle sig rigtig lille bitte. Og man gør sig alskens tanker om livet og væren, mens man går raskt af sted. Og på min vej (som af og til er noget smal og stenet og gruset, så man vil nok kalde det en sti) møder man de køer, som jeg betegner som heldige. De får ganskevist også lov til at passe sig selv, men de er noget mere sunde at se på, ja faktisk helt idylliske, som de står der og fuldender det smukke panorama. Fri for forurening og fri for støj. Med undtagelse af den ko-klokke, de har rundt om halsen, men det gør bare alting endnu mere idyllisk, så man må nok sige, at det er heldig køer.
Og så er der porterne. Det er dem, der bærer alle turisternes rygsække, når de går rundt oppe i bjergene. Det er vældig kontrastfyldt at se turisterne iklædt det sidste nye teknologiske udstyr - lige fra mikrofibertøj til vandflasker -vandrestokke og hatte i alverdens afskygninger, mens porterne bærer turisternes tunge tasker iført klip-klappere og beskidt bomuld. Men selvom porterne går langt og bærer tungt, så vil jeg nu alligevel betegne dem som heldige portere, for der er mange måder at være porter på, og mange ting man kan bære.
Inden vi tog på trekking, var vi fx i en by uden for Kathmandu kaldet Godawari. Her ligger en kæmpemæssig murstensfabrik, hvor mursten bliver lavet ved håndkraft. Det er et sæsonarbejde, hvor en masse fattige, uuddannede mennesker kommer efter monsoonen i september, og så går de ellers i gang med at lave mursten. Af de første mursten bygger arbejderne deres egne huse, så de bor faktisk i et lille klodsmajor-hus af stablede sten uden cement. Inde i dette minihus, som kun har ét rum og er halvanden meter højt, bor hele familien, som ofte omfatter forældre, en hel del børn og bedsteforældre. Og inde i dette ene rum har de deres køkken, som er en bålplads, og de har ingen skorsten. Så det I skal forestille jer er en klynge små, lave huse med sod hele vejen langs bliktaget og mellem sprækkerne i mustenene. Sådan bor arbejderne uden et eneste inventar. Udover den seng, der er lavet af mursten stablet to høj. Så er der forskellige sektioner på fabrikken. Adskillige hundrede mennesker sidder med en form og slår mursten ud på præcis samme måde, som når små børn laver sandkager. Og de tusindvis af murstensandkager ligger så på jorden i tre dage, hvor de tørrer i solen. Når det er sket, samler arbejderne stenene op fra jorden og stabler dem oven på hinanden, så de udgør en mur rundt om deres mudderlegeplads (hvilket det nok er en hån at kalde dem, for pladserne er nu ikke særlig sjove). Derefter kommer der nogle hundrede andre arbejdere og bærer stenene, som vejer to kilo hver, på ryggen i store stabler. De går så i pendulfart hele dagen med disse sten på ryggen, og læsser dem af i de kæmpemæssige brændeovne. Disse brændeovne er en stor, stor skorsten, hvor omkring murstenene stables, således at man kan hælde kul ned mellem sprækker i stablerne. Og når det er gjort, så dækker man murstenene med er lag sand og tænder ild til kullet. Det brænder lystigt i et par timer, og når ilden er brændt ud, køler ovnen i et par dage, inden den sidste del af arbejdere kommer og bærer 10-20 mursten ad gangen oven på deres hoveder. Og sådan produceres mursten overalt i Nepal. Det er så barskt at se, og man kan slet ikke begribe, hvordan kvinder og mænd kan udsætte sig selv for det - en evig traven i støv og forurening - dels fra deres egne mad-bål, men nok mest fra den store skorsten, der konstant spytter tyk, sort røg ud over fabrikken. Det er så fjernt fra, hvad vi i Danmark kan acceptere som menneskeligt. Ja, faktisk ville hele landet stå på den anden ende i demonstrationer og kampagner, hvis man satte dyr til at udføre det tunge slæbearbejde. Med vores referenceramme og viden, vil vi ikke nogensinde, på nogen måde, overkomme bare en enkelt time af, hvad arbejderne gør hver dag 3/4 af året. Menneskekroppen kan øjensynligt klare det (bare ikke særlig mange år), men mentalt er det ufatteligt, at de kan. Jeg vil faktisk kalde det umenneskeligt, men det strider lidt mod det faktum, at flere tusinde mennesker overkommer det hver eneste dag her i Nepal.
De fleste turister ser trekker-porterne, og man får ondt af dem - taenk, at de skal baere alle de tasker i deres smaa klip-klappere. Men når det kommer til stykket, så er de yderst priviligerede. God løn, god mad hver aften, god seng, godt selskab, frisk luft og god udsigt. Men hvis man dykker dybere ned, så er der mennesker, der lever et liv så haardt, at man får ondt i maven bare af at se på det. At rette op på det er en lang proces, for det er virkelig omfattende og der er rigtig mange mennesker, der fortjener at leve bedre, men det er helt klart vaerd at forsøge.
I Godawari, hvor vi var ude og besoege en murstensfabrik, koerte der et nepalesisk startet projekt, og det var derigennem, at vi fik indblik i det hele. Hvis du har lyst til at se mere om det, kan du besoege dem paa:
http://caredevelopment.org/
Eller tag herned og se det selv - Nepal er fantastisk!
søndag den 18. april 2010
Noget om skrædderstillingen
Hvis man konkurrerede i, hvem der er bedst til at sidde i skrædderstilling, så vil nepaleserne utvivlsomt vinde. Tanken om en sådan konkurrence forekommer jer måske tåbelig, men når man har konkurrencer i både pæle- og sauna-sidning, så synes jeg godt, at man kunne føje skrædderstilling-sidning til listen.
En afart af skrædderstillingen ynder man at kalde lotusstillingen, og det stammer fra Buddhas fødsel. Den var opspundet af en del hurlumhej - blandt andet at der voksede lotusblomster op de syv steder, han satte sine fødder straks efter han var blevet født, alt imens han sagde noget om, at han var den højeste og ældste i verden, og at dette var hans sidste inkarnation. Men inden han fandt vejen til Nirvarna, så sad han i skrædderstilling i mange, mange år og blev tynd som en pind. Den slags kalder man nu meditation, og det har man forbundet med de fantastiske hændelser, der akkompagnerede hans fødsel, og så kalder man det lotusstillingen.
Denne stilling er i religiøst aspekt utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at han i et af sine tidligere liv sad i denne berømte lotusstilling - i dyb meditation - da der kom en ondsindet soldat og huggede arme og ben af manden. Uanfægtet forblev Buddha i dyb meditation. Og så er man vist ikke i tvivl om, hvilket kraftfuldt stykke værktøj denne lotusstilling er.
Men ser man sekulært på denne lotusstilling, og blot kalder det en skrædderstilling, så er den, som indikeret i indledningen, meget udbredt her i Nepal. Og de er gode til det - at sidde i skrædderstilling. I hvert fald sidder mange nepalesere sådan dagen lang uden at vise tegn på det mindste ubehag. De må være vant til det, for mange gange er skrædderstillingen en del af deres job, hvorfor man logisk nok har navngivet det 'skrædderstilling'. Det er imidlertidigt ikke kun skrædderne, der indtager denne position. De deler gerne stillingen med andre arbejdere, men det beror så vidt jeg ved på forhandlinger foretaget i 1800-tallet, hvor skrædderne tillod de andre at sidde i skrædderstilling, men de ville krediteres via navnet. Og derfor kalder vi det i dag skrædderstilling.
Nå, men tilbage på sporet. Det er nemlig sådan, at både skrædderen og smeden og snedkeren og thanka-maleren og syersken og skomageren og væveren og tiggeren, der udgiver sig for ikke at have nogen ben, sidder i skrædderstilling dagen lang. Og jeg vil samle alle disse under fællesberegnelsen erhvervsarbejdere. Tiggeren, der foregiver at være benløs, er et nyt erhverv blandt de gamle, traditionsrige erhverv, der ellers er nævnt. Jovist er der reele, fattige tiggere, men der findes også dem, for hvem det er en profession og dem kalder vi professionelle tiggere. Ham, der har anskaffet sig en kørestol, hvori han tvinger sig selv i skrædderstilling så benene ligner stumper, er en af dem. Men han har allieret sig med nogle kvinder, der går rundt med en baby på armen og siger: "Baby hungry. Buy milk.", og så slæber de én med ind i supermarkedet i den tro, at man bare skal købe en pose mælk (mælk købes i poser af 500 ml). Men lige pludselig har de smidt alt op på båndet og tvinger én til at betale, hvorefter de sælger varerne tilbage til supermarkedet igen, for tiggerne har rigeligt med penge, og så skal de bare hjem til tiggerklanen og smovse og grine.
De andre erhverv, de gamle, traditionsrige, er mere ærlige og ærværdige, og det er vitterligt utroligt, at de kan sidde der og stirre sig blinde på deres fine pilfinger-arbejde dag ud og ind igen. De er over det hele, og man mærker tydeligt, at Nepal er et arbejdersamfund og ikke et videnssamfund. Jeg kan blive så glad og taknemmelig over, at vi i Danmark har mulighed for at bruge både vores ben og vores hjerner, omend tendensen i stigende grad peger i retning af, at vi ikke bruger vores ben synderligt meget. Eller også bruger vi ikke hjernen, når det handler om, hvad vi spiser. Åh, det gør min pointe dårlig. Nå, men i hvert fald er vi ikke tvunget i skrædderstilling, siddende fuldstændig uvidende om, hvad der er op og ned. Og det er på mange måder en god ting.
En afart af skrædderstillingen ynder man at kalde lotusstillingen, og det stammer fra Buddhas fødsel. Den var opspundet af en del hurlumhej - blandt andet at der voksede lotusblomster op de syv steder, han satte sine fødder straks efter han var blevet født, alt imens han sagde noget om, at han var den højeste og ældste i verden, og at dette var hans sidste inkarnation. Men inden han fandt vejen til Nirvarna, så sad han i skrædderstilling i mange, mange år og blev tynd som en pind. Den slags kalder man nu meditation, og det har man forbundet med de fantastiske hændelser, der akkompagnerede hans fødsel, og så kalder man det lotusstillingen.
Denne stilling er i religiøst aspekt utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at han i et af sine tidligere liv sad i denne berømte lotusstilling - i dyb meditation - da der kom en ondsindet soldat og huggede arme og ben af manden. Uanfægtet forblev Buddha i dyb meditation. Og så er man vist ikke i tvivl om, hvilket kraftfuldt stykke værktøj denne lotusstilling er.
Men ser man sekulært på denne lotusstilling, og blot kalder det en skrædderstilling, så er den, som indikeret i indledningen, meget udbredt her i Nepal. Og de er gode til det - at sidde i skrædderstilling. I hvert fald sidder mange nepalesere sådan dagen lang uden at vise tegn på det mindste ubehag. De må være vant til det, for mange gange er skrædderstillingen en del af deres job, hvorfor man logisk nok har navngivet det 'skrædderstilling'. Det er imidlertidigt ikke kun skrædderne, der indtager denne position. De deler gerne stillingen med andre arbejdere, men det beror så vidt jeg ved på forhandlinger foretaget i 1800-tallet, hvor skrædderne tillod de andre at sidde i skrædderstilling, men de ville krediteres via navnet. Og derfor kalder vi det i dag skrædderstilling.
Nå, men tilbage på sporet. Det er nemlig sådan, at både skrædderen og smeden og snedkeren og thanka-maleren og syersken og skomageren og væveren og tiggeren, der udgiver sig for ikke at have nogen ben, sidder i skrædderstilling dagen lang. Og jeg vil samle alle disse under fællesberegnelsen erhvervsarbejdere. Tiggeren, der foregiver at være benløs, er et nyt erhverv blandt de gamle, traditionsrige erhverv, der ellers er nævnt. Jovist er der reele, fattige tiggere, men der findes også dem, for hvem det er en profession og dem kalder vi professionelle tiggere. Ham, der har anskaffet sig en kørestol, hvori han tvinger sig selv i skrædderstilling så benene ligner stumper, er en af dem. Men han har allieret sig med nogle kvinder, der går rundt med en baby på armen og siger: "Baby hungry. Buy milk.", og så slæber de én med ind i supermarkedet i den tro, at man bare skal købe en pose mælk (mælk købes i poser af 500 ml). Men lige pludselig har de smidt alt op på båndet og tvinger én til at betale, hvorefter de sælger varerne tilbage til supermarkedet igen, for tiggerne har rigeligt med penge, og så skal de bare hjem til tiggerklanen og smovse og grine.
De andre erhverv, de gamle, traditionsrige, er mere ærlige og ærværdige, og det er vitterligt utroligt, at de kan sidde der og stirre sig blinde på deres fine pilfinger-arbejde dag ud og ind igen. De er over det hele, og man mærker tydeligt, at Nepal er et arbejdersamfund og ikke et videnssamfund. Jeg kan blive så glad og taknemmelig over, at vi i Danmark har mulighed for at bruge både vores ben og vores hjerner, omend tendensen i stigende grad peger i retning af, at vi ikke bruger vores ben synderligt meget. Eller også bruger vi ikke hjernen, når det handler om, hvad vi spiser. Åh, det gør min pointe dårlig. Nå, men i hvert fald er vi ikke tvunget i skrædderstilling, siddende fuldstændig uvidende om, hvad der er op og ned. Og det er på mange måder en god ting.
Abonner på:
Opslag (Atom)
