For godt en uge siden ramte jeg igen Danmark. Inden da var jeg i Nepal. I en anden tid, et andet sted (fin formulering dækkende over: for en uge siden i Nepal) havde jeg noget så travlt med at sige farvel til mit nepalesiske hjem og de mennesker, som de sidste fire måneder har dannet rammen om min hverdag. Men jeg glemte at sige farvel til én. Det er dig. Du blev snydt for et farvel, for nu lukker denne blog. Faktisk er "glemt" et forkert ord at bruge, for jeg havde egentlig skrevet et sidste indlæg. Det var Nepal, som snød mig en sidste gang med sin uforudsigelighed. Det er som om, at Nepal bevidst modarbejder de planer, man laver, og i onsdags gjorde Nepal sin sidste kraftanstrengelse for at spolere mine planer, inden jeg rejste hjem. Strømmen gik nemlig, netop som jeg ville poste det sidste blogindlæg.
I en anden tid, et andet sted (for en uge siden i Nepal) sagde jeg farvel til børnehjemmet, Slisha. Jeg sagde også farvel til børnene, som bor der. De gav mig en masse vink med på vejen, og de gav mig også en t-shirt, hvorpå der stod Slisha. T-shirten gjorde mig ikke så lidt glad, for så kunne jeg rejse hjem i den og dermed slippe for at håndvaske en t-shirt til lejligheden.
Men jeg fik mere til. Jeg fik en masse leg og sjov og smil og glæde og små hænder mast ind i mine bryster, og de fingeraftryk kan jeg nok forvente bliver siddende. Det må de også gerne. Hellere end gerne. Jeg ved ikke, om man kan gøre sig nogen forhåbninger om, at man selv har sat sig nogle spor i børnene - det er jo det, man går og drømmer om, inden man tager af sted - men virkeligheden er nok, at man selv er mere mærket af dem end omvendt. Deres liv går videre med skolegang, daal bhat og måske en ny volontør (dig?!), men vi har haft det noget så sjovt og dejligt sammen, mens det stod på, og det er jeg svært tilfreds med.
Og jeg fik mere. Jeg kom hjem fra Slisha, og Grandmother havde også besluttet sig for at give mig gaver. Hun gik rundt i huset og fandt ingredienser til en komplet daal bhat - inklusiv to kilo ris - mens hun messede: "Grandmother. Give. Rice. You. Family. Father. Morther. Sister". Og jeg vidste, at det var en nobel gave, og jeg var meget beæret. Jeg har nemlig set, hvordan Grandmother sidder på terrassen og kaster linserne op i luften for at sortere skidtet fra. Bagefter samler hun nøjsomt de linser op, som ved et uheld er blæst på jorden. Det drejer sig oftest om en 10-stykker. 10 små linser samler hun op fra jorden! Det vil måske svare til at skylle mælkekartonen for at få det sidste mælk ud (det gør hun også). Ja, så du kan nok forstå, at jeg endnu engang blev svært glad og meget beæret over den flotte gave.
Så nu er jeg kommet hjem med rygsækken fyldt med ris og andre gode ting, men det er nok mest de ting, som man ikke kan putte i en rygsæk, der betyder mest. Denne rejse har været helt fantastisk, og jeg tror, at tiden vil vise, at den også er uforglemmelig. Tiden vil sikkert også vise, at rejsen har vendt op og ned på mange ting og ændret min opfattelse af en hel del. Hvad det helt præcist er, er svært at indfange i ord - det viser sig nok hen ad vejen.
lørdag den 29. maj 2010
lørdag den 15. maj 2010
Nepal på matematisk
Ved juletid kunne man i Netto købe ris i poser af 5 kg. I Nepal køber de sække med ris af 30 kg. På børnehjemmet, Slisha Home, spiser de 30 kg ris på 4 dage. 17 børn og 2 voksne. Det er 7,5 kg ris pr. dag eller 0,4 kg pr. mand pr. dag.
I de sidste fire dage har jeg boet på Slisha. Altså har jeg ifølge statistikken konsumeret 1,6 kg ris. Og når jeg tænker over det, så undrer det mig faktisk ikke. Mangt en gang har jeg mæt siddet og stirret ned i en portion ris, som vil være en fornærmelse af dimensioner ikke at spise, og spist hver enkelt lille riskorn.
Nå, men det skal faktisk slet ikke handle om ris. Det skal handle om de børn, som spiser risene. Der er som sagt 17 af dem - 11 drenge og 6 piger. Langt størstedelen er på Slisha, fordi deres fædre er blevet dræbt under borgerkrigen. Og borgerkrigen er en indviklet sag, men skylden tilskrives maoisterne, og derfor vil jeg kalde dem forpulede. Dog var nogle af børnenes fædre selv maoister, som blev dræbt af regeringens styrker, mens andre bare var almindelige mennesker dræbt af maoister, eller af regeringsstyrker, som troede de var maoister den faktisk at være det. Men hvis maoisterne ikke havde startet urolighederne tilbage i 1996, så havde alle kunnet have deres overbevisning i fred, og så var ingen døde. Ja, og hvis Emma ikke havde spist kødet, der var inficeret med dårligdom, så havde hun nok ikke fået så dårlig mave. Og hvis jeg havde taget sko på, da jeg spillede fodbold, så havde jeg ikke haft sår på mine fødder. Men sådan er der så meget, og vi kan blot pleje de gnups, vi har pådraget os.
Nå, men det skal faktisk heller ikke handle om hvis'er. Det skal handle om børnene. Nogle af børnene er efter faderens død blevet forladt af moderen, som har indgået et nyt ægteskab, og når man gør sådan noget, så kan man ikke tage sine børn fra tidligere ægteskab med. Andre mødre er stadig enlige enker, og det er småt med enkebal og kulørte lamper blandt disse, for enker har ikke mange friheder i Nepal. Uden mand har man nærmest ingen rettigheder og ingen til at forsørge familien. Derfor er en del af børnene hentet underærneret til Slisha i 2007. Der er også børn, hvis forældre blot er døde af sygdom eller slangebid, så børnene er en blandet flok fra landsbyer spredt over hele Nepal.
På Slisha Home lever de nu sammen som en familie med overordentlig mange børn, og alle har de taget efternavnet Slisha. De er så heldige at være sponsoreret af en schweizisk kvinde, så alle børnene går i skole og lærer rækkefølgen af planeter i solsystemet udenad, Nepals placering i bredde- og længdegrader og anden livsvigtig information. Og så er de vilde med at lege og hoppe rundt, og jeg kan være heldig med, at de har lidt under en smule underernæring, for ellers ville min ryg med tiden blive sammenlignelig med porternes.
Nu har jeg kun få dage tilbage med børnene, og det gør mig lidt ked. For de er alle nogle dejlige børn, som i den grad har brug for en, der klapper dem på hovedet, aer dem på kinden og fortæller dem søde ting, for det er der som tidligere nævnt kun to voksne til at gøre på 17 børn. Fra børnene kommer hjem fra skole kl. 15.30 til de går i seng kl. 20 sammenlagt med tiden fra de står op kl. 6 til de går i skole kl. 9 er der 26 min. til hvert barn, hvor forældrene kan klappe barnet på hovedet - hvis vi altså antager, at ALT tid bruges på at klappe hoveder og ae kinder. Men sådan er det jo ikke, for forældrene skal lave morgen-, middag-, og aftensmad til 17 børn, og det efterlader ca. hvert enkelt barn med 10 minutters opmærksomhed, hvilket igen er forudsaget af, at forældrene har overskud til at bruge al deres fritid på at ae og klappe. Og samtidig skal børnene også lave deres lektier, og det tager en rum tid, for de skal lære det hele udenad.
Derfor vil det være helt kanon, hvis der kom en volontør eller to herned, for så kunne der måske komme lidt orden i regnskaberne - børn har nemlig brug for at vide, at de er toppen. Og så er de vilde med at lege, og det har forældrene ikke tid til, selv hvis de virkelig gerne ville. Så hvis du er en, som kan klappe og ae og lege og grine og spise mange ris, så er der nogen i Nepal, som vil lægge hoveder til dine klap og skænke dig ris i svimlende mængder, og de kan faktisk også give dig de dejligste oplevelser og en masse lærdom. Hvis det endda skal være nemt, så kan du tjekke www.dialogosungdom.dk og så kan vi hjælpe dig med det meste. Nej, hvor bliver det bare fedt!
I de sidste fire dage har jeg boet på Slisha. Altså har jeg ifølge statistikken konsumeret 1,6 kg ris. Og når jeg tænker over det, så undrer det mig faktisk ikke. Mangt en gang har jeg mæt siddet og stirret ned i en portion ris, som vil være en fornærmelse af dimensioner ikke at spise, og spist hver enkelt lille riskorn.
Nå, men det skal faktisk slet ikke handle om ris. Det skal handle om de børn, som spiser risene. Der er som sagt 17 af dem - 11 drenge og 6 piger. Langt størstedelen er på Slisha, fordi deres fædre er blevet dræbt under borgerkrigen. Og borgerkrigen er en indviklet sag, men skylden tilskrives maoisterne, og derfor vil jeg kalde dem forpulede. Dog var nogle af børnenes fædre selv maoister, som blev dræbt af regeringens styrker, mens andre bare var almindelige mennesker dræbt af maoister, eller af regeringsstyrker, som troede de var maoister den faktisk at være det. Men hvis maoisterne ikke havde startet urolighederne tilbage i 1996, så havde alle kunnet have deres overbevisning i fred, og så var ingen døde. Ja, og hvis Emma ikke havde spist kødet, der var inficeret med dårligdom, så havde hun nok ikke fået så dårlig mave. Og hvis jeg havde taget sko på, da jeg spillede fodbold, så havde jeg ikke haft sår på mine fødder. Men sådan er der så meget, og vi kan blot pleje de gnups, vi har pådraget os.
Nå, men det skal faktisk heller ikke handle om hvis'er. Det skal handle om børnene. Nogle af børnene er efter faderens død blevet forladt af moderen, som har indgået et nyt ægteskab, og når man gør sådan noget, så kan man ikke tage sine børn fra tidligere ægteskab med. Andre mødre er stadig enlige enker, og det er småt med enkebal og kulørte lamper blandt disse, for enker har ikke mange friheder i Nepal. Uden mand har man nærmest ingen rettigheder og ingen til at forsørge familien. Derfor er en del af børnene hentet underærneret til Slisha i 2007. Der er også børn, hvis forældre blot er døde af sygdom eller slangebid, så børnene er en blandet flok fra landsbyer spredt over hele Nepal.
På Slisha Home lever de nu sammen som en familie med overordentlig mange børn, og alle har de taget efternavnet Slisha. De er så heldige at være sponsoreret af en schweizisk kvinde, så alle børnene går i skole og lærer rækkefølgen af planeter i solsystemet udenad, Nepals placering i bredde- og længdegrader og anden livsvigtig information. Og så er de vilde med at lege og hoppe rundt, og jeg kan være heldig med, at de har lidt under en smule underernæring, for ellers ville min ryg med tiden blive sammenlignelig med porternes.
Nu har jeg kun få dage tilbage med børnene, og det gør mig lidt ked. For de er alle nogle dejlige børn, som i den grad har brug for en, der klapper dem på hovedet, aer dem på kinden og fortæller dem søde ting, for det er der som tidligere nævnt kun to voksne til at gøre på 17 børn. Fra børnene kommer hjem fra skole kl. 15.30 til de går i seng kl. 20 sammenlagt med tiden fra de står op kl. 6 til de går i skole kl. 9 er der 26 min. til hvert barn, hvor forældrene kan klappe barnet på hovedet - hvis vi altså antager, at ALT tid bruges på at klappe hoveder og ae kinder. Men sådan er det jo ikke, for forældrene skal lave morgen-, middag-, og aftensmad til 17 børn, og det efterlader ca. hvert enkelt barn med 10 minutters opmærksomhed, hvilket igen er forudsaget af, at forældrene har overskud til at bruge al deres fritid på at ae og klappe. Og samtidig skal børnene også lave deres lektier, og det tager en rum tid, for de skal lære det hele udenad.
Derfor vil det være helt kanon, hvis der kom en volontør eller to herned, for så kunne der måske komme lidt orden i regnskaberne - børn har nemlig brug for at vide, at de er toppen. Og så er de vilde med at lege, og det har forældrene ikke tid til, selv hvis de virkelig gerne ville. Så hvis du er en, som kan klappe og ae og lege og grine og spise mange ris, så er der nogen i Nepal, som vil lægge hoveder til dine klap og skænke dig ris i svimlende mængder, og de kan faktisk også give dig de dejligste oplevelser og en masse lærdom. Hvis det endda skal være nemt, så kan du tjekke www.dialogosungdom.dk og så kan vi hjælpe dig med det meste. Nej, hvor bliver det bare fedt!
torsdag den 13. maj 2010
Privatlivets ikke-fred
Det ville aldrig nogensinde kunne lade sig gøre at lave en Natascha Kampusch i Nepal, for privatliv findes ikke. Overhovedet. Jeg har tidligere været inde på, at man oftest deler værelse og seng med store dele af ens familie. Således vågner teenage-drengen forskrækket op med sit livs første morgenfeder under samme dyne som sin bedstemor. Og hvordan skal datteren kunne græde ned i puden over en hemmelig kærestesorg, når faderen og lillebroderen ligger i sengen ved siden af. Og er man sådan installeret, så er man faktisk heldig.
Hvis man er uheldig, så bor man i sin lille shop, som har facade ud til gaden. Sådan en shop beskrives bedst som en garage af samme dimension som de danske, hvor man kører bilen ind, lister sig ud gennem bildøren og trækker porten ned bag sig, inden man går ind i sit hus. I Nepal putter de bare ikke biler derind - de lever der selv og har absolut intet privatliv. Fra kl. 6 om morgenen til kl. 9 om aftenen er garageporten åben, og eftersom ens hjem også er en butik, vader folk ind og ud.
Over for mit værelse ligger en skrædder, og i deres garage har de:
2 symaskinersymaskiner
1 seng
1 kommode
1 gasblus
Det samme gælder slagteren ved siden af - de har samme inventar, blot med en disk i stedet for to symaskiner. Hvor de går på toilet, ved jeg ikke, men når de går i bad, så sidder de på en lille skammel ude foran butikken - på gaden altså - og pøser vand ud over sig selv med en lille plastikkop. Deres eneste privatliv er det stykke stof, de har viklet rundt om torsoet på sig selv.
Forleden gik det også op for mig, at genboen lever i et åbenlyst voldeligt ægteskab. Det er almen viden for alle, og i går var hele gaden vidne til endnu et udbrud af vold, da konen løb ud ad huset efter en fejde, hvorefter manden kom, og så deltes gaden i to lejre, og stod skulende og sladrede om hinanden. Da parret så havde sluttet fred og trukket sig tilbage, samledes de to grupper til en kæmpe gruppe på omkring 20 mennesker og diskuterede sagen yderligere. Lige uden for parrets hus. Ja, alt dette så jeg med egne øjne, og jeg følte mig ikke så lidt som Tyttebær-Maja fra Emil fra Lønneberg. Hun har også altid vidst, hvad der var bedst for alle andre.
Og hvad gør det så ved folk, når de ikke har noget privatliv? Min teori er, at det smadrer deres forhold til begrebet intimsfære. For den er åbenlyst heller ikke til stede i Nepal. I bussen er det ingen skade til at stå klistret sammen i lag. Som oftest er det strengt nødvendigt, fordi man uden tøven smider 20 mennesker ind i en minivan + 10 på taget, men nepaleserne viser ingen tegn på forlegenhed i situationen eller smiler til en på undskyld-men-jeg-er-nødt-til-at- stå-med-min-armhule-i-dit-hoved-måden.
Og så er der bus-situation nummer to, hvor der rent faktisk er plads. Aldrig er jeg blevet spurgt om mit ophav i en afstand, hvor jeg både kan se madrester i hjørnetanden og lugte løgånden fra personen, der så venligt viser mig interesse.
Og så er der børnehjemsbørnene, som heller ikke holder deres fingrer fra noget sted min krop, men uden tøven maser deres små fingrer ind i bryster, mave og numse, når de ivrigt tilkendegiver, at de forfærdelige gerne vil være ræv i "Alle mine kyllinger, kom hjem".
Jeg ved ikke om det er dårlig ting, det med ikke at have noget for sig selv, og om brudte intimsfærer kan give varige mén, men det er nu noget, man skal vænne sig til. Og nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er det faktisk ikke så slemt. Måske er det næsten værre med den danske jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-i-kontakt-med-eller-røre- ukendte-mennesker. Hvis man kunne finde en mellemvej, så ville det måske være optimalt. Det var også det, Buddha kom frem til efter syv år i askese.
Hvis man er uheldig, så bor man i sin lille shop, som har facade ud til gaden. Sådan en shop beskrives bedst som en garage af samme dimension som de danske, hvor man kører bilen ind, lister sig ud gennem bildøren og trækker porten ned bag sig, inden man går ind i sit hus. I Nepal putter de bare ikke biler derind - de lever der selv og har absolut intet privatliv. Fra kl. 6 om morgenen til kl. 9 om aftenen er garageporten åben, og eftersom ens hjem også er en butik, vader folk ind og ud.
Over for mit værelse ligger en skrædder, og i deres garage har de:
2 symaskinersymaskiner
1 seng
1 kommode
1 gasblus
Det samme gælder slagteren ved siden af - de har samme inventar, blot med en disk i stedet for to symaskiner. Hvor de går på toilet, ved jeg ikke, men når de går i bad, så sidder de på en lille skammel ude foran butikken - på gaden altså - og pøser vand ud over sig selv med en lille plastikkop. Deres eneste privatliv er det stykke stof, de har viklet rundt om torsoet på sig selv.
Forleden gik det også op for mig, at genboen lever i et åbenlyst voldeligt ægteskab. Det er almen viden for alle, og i går var hele gaden vidne til endnu et udbrud af vold, da konen løb ud ad huset efter en fejde, hvorefter manden kom, og så deltes gaden i to lejre, og stod skulende og sladrede om hinanden. Da parret så havde sluttet fred og trukket sig tilbage, samledes de to grupper til en kæmpe gruppe på omkring 20 mennesker og diskuterede sagen yderligere. Lige uden for parrets hus. Ja, alt dette så jeg med egne øjne, og jeg følte mig ikke så lidt som Tyttebær-Maja fra Emil fra Lønneberg. Hun har også altid vidst, hvad der var bedst for alle andre.
Og hvad gør det så ved folk, når de ikke har noget privatliv? Min teori er, at det smadrer deres forhold til begrebet intimsfære. For den er åbenlyst heller ikke til stede i Nepal. I bussen er det ingen skade til at stå klistret sammen i lag. Som oftest er det strengt nødvendigt, fordi man uden tøven smider 20 mennesker ind i en minivan + 10 på taget, men nepaleserne viser ingen tegn på forlegenhed i situationen eller smiler til en på undskyld-men-jeg-er-nødt-til-at- stå-med-min-armhule-i-dit-hoved-måden.
Og så er der bus-situation nummer to, hvor der rent faktisk er plads. Aldrig er jeg blevet spurgt om mit ophav i en afstand, hvor jeg både kan se madrester i hjørnetanden og lugte løgånden fra personen, der så venligt viser mig interesse.
Og så er der børnehjemsbørnene, som heller ikke holder deres fingrer fra noget sted min krop, men uden tøven maser deres små fingrer ind i bryster, mave og numse, når de ivrigt tilkendegiver, at de forfærdelige gerne vil være ræv i "Alle mine kyllinger, kom hjem".
Jeg ved ikke om det er dårlig ting, det med ikke at have noget for sig selv, og om brudte intimsfærer kan give varige mén, men det er nu noget, man skal vænne sig til. Og nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er det faktisk ikke så slemt. Måske er det næsten værre med den danske jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-i-kontakt-med-eller-røre- ukendte-mennesker. Hvis man kunne finde en mellemvej, så ville det måske være optimalt. Det var også det, Buddha kom frem til efter syv år i askese.
lørdag den 8. maj 2010
Og saa gik de hjem - maoisterne
NB. Denne blog er skrevet torsdag d. 6. maj, men jeg har foerst haft mulighed for at poste den nu, da alting har vaeret lukket pga. strejke og demonstrationer. Den i nedenstaaende omtalte fredsdemonstration bar frugt, og maoisterne har trukket sig tilbage, selvom regeringen ikke har efterlevet maoisternes krav om en ny regeringen med maoist-prime minister. I morgen skulle alting gerne fungere som normalt - busserne koerer, butikkerne aabner, boernene kan komme i skole og alle er glade. Maaske lige med undtagelse af maoisterne.
1. maj er ikke kun forbeholdt arbejderne og deres røde faner. Nej, 1. maj er også international pandekagedag. Jeg ved ikke, om det er almen viden, men for mig var det ganske nyt. Jeg kastede mig dog frådende over denne traditionsrige (?) dag, og Sangita, Laxmi og jeg stod storsvedende over alle husets gasblus (to) og svingede med panderne (to).
Jeg brugte også dagen til at sætte mig ind i Nepals turbulente fortid. Jeg vidste overordnet lidt om noget monarki og en massakre og nogle maoister, og så var der nogen, som blev skudt, men hvem der gjorde hvad, hvornår og hvorfor, anede jeg ikke. Ligesom med pandekagedagen, så ved jeg ikke, om Nepals senhistorie også er almen viden. Hvis du tænker: "Ha, det ved jeg da godt", så spring denne blog over, for det kommer til at handle om Nepals historie. Hvis netop dette omraade er din spidskompetance, så må jeg især bede dig lukke ned, for dette er blot min udlægning af tingene, som jeg tror de var - et patchwork-værk af forskellige kilder; samtaler, læsning og resonering - sat sammen til et kort overblik. Og nu har jeg snart lavet så lang en introduktion, at jeg kun mangler en trommehvirvel. Nu kommer det:
Det er nemlig sådan, at Nepal var en samling af kongedømmer, der først blev forenet til Nepal i 1768. Siden da har Nepal været styret som et monarki, dog med en del turmult, skandaler og interne magtkampe. På den måde adskiller Nepal sig ikke så meget fra alle andre lande i 17 - 18-tallet; alle prøver at tilrane sig magten via snigmord, forgiftet mad og konkubiner.
I 1959 forsøgte kongen sig famlende med et parlament, men allerede i 1960 kunne selv samme konge se, at demokrati var fandens værk og satte sig derfor igen på magten. Partierne havde dog fået færden af demokrati, og selv om politikerne fik skåret næsen af eller brændt deres tunger med glødende stål, så syntes de alligevel, at det var det hele værd at kæmpe for et demokrati.
Efter en frygtelig masse demonstrationer og opstand i befolkningen i begyndelsen af 1990 blev Nepal d. 16. april samme aar et demokrati. Kongefamilien så med fra sidelinjen, mens hastigt udskiftede regeringer ødelagde det for sig selv via korruption og udnyttelse af magten. "Nu kan det være nok!", sagde en maoist til en anden, og det var der tilstrækkeligt mange der gjorde i 1996, og så udviklede det sig til en masse uroligheder kaldet People's War, hvor maoisterne kæmpede mod regeringens styrker, og de tog en masse civile liv med sig i faldet. 15.000 nepalesere blev dræbt frem til 2006, hvor freden blev genoprettet. Midtvejs - i 2001 - blev hele kongefamilien dræbt i en massakre, som siden har været omspundet af en masse mystik, for ingen ved præcist om det var et kup begået af kongens bror, som efterfølgende overtog tronen, eller om det var kronprinsen, der i raseri dræbte hele sin familie og til sidst sig selv. Det sidste er den officielle forklaring, og kronprinsens raseri forklares med, at forældrene syntes ilde om kronprinsens kæreste og forbød deres kærlighed.
Under alle omstændigheder forsøgte kongens bror, der nu havde indtaget både tronen og konspirationsteoriernes førsteplads over formodede gerningsmænd, at tilrane sig magten. Det lykkedes i 2002, hvor Nepal midt i forvirring og borgerkrig, kortvarigt blev et monarki, og samme nummer gentog sig i 2006, hvor det igen lykkedes kongen at sætte sig på magten i tre måneder. Siden da har Nepal været et demokrati - dog stadig med begyndervanskeligheder og korruption.
Lige nu har politikerne deres hyr med at skrive Nepals nye konstitution, som skal være færdig d. 28. maj 2010 (eller 1.2 - 2067, nepalesisk kalender), for som jeg tidligere skrev, laver maoisterne en forfærdelig masse ballade og tvinger en strejke ned over hele Nepal i protest. Der har nu været strejke i 4 dage, og fredag melder civilbefolkningen om en demonstration, som appelerer både til regeringen og maoisterne. Regeringen skal tage affære og maoisterne skal gå hjem. Og så kan alle igen få arbejdsro og fred.
Selv har jeg fået et andet syn på demokrati. Jeg vil stadig påstå, at det er den bedste styreform, men som Ngima - faderen i huset - siger, så mener han ikke, at Nepal er klar til et demokrati. Landet er generelt for uuddannet til at få det til at fungere. De, som ved noget, udnytter magten i egen favør, og de uuddannede gør oprør og følger ikke de regler, som regeringen rent faktisk laver. Et amputeret demokrati er derfor præcis ligeså frygteligt som enhver anden styreform, som vestlige lande brutalt forsøger at udrydde. Brutaliteten skal erstattes med viden, for kun gennem uddannelse og oplysning kan et demokrati fungere. Det er let sagt, men svært gjort og det er mellem disse to poler, at Nepal i øjeblikket befinder sig.
1. maj er ikke kun forbeholdt arbejderne og deres røde faner. Nej, 1. maj er også international pandekagedag. Jeg ved ikke, om det er almen viden, men for mig var det ganske nyt. Jeg kastede mig dog frådende over denne traditionsrige (?) dag, og Sangita, Laxmi og jeg stod storsvedende over alle husets gasblus (to) og svingede med panderne (to).
Jeg brugte også dagen til at sætte mig ind i Nepals turbulente fortid. Jeg vidste overordnet lidt om noget monarki og en massakre og nogle maoister, og så var der nogen, som blev skudt, men hvem der gjorde hvad, hvornår og hvorfor, anede jeg ikke. Ligesom med pandekagedagen, så ved jeg ikke, om Nepals senhistorie også er almen viden. Hvis du tænker: "Ha, det ved jeg da godt", så spring denne blog over, for det kommer til at handle om Nepals historie. Hvis netop dette omraade er din spidskompetance, så må jeg især bede dig lukke ned, for dette er blot min udlægning af tingene, som jeg tror de var - et patchwork-værk af forskellige kilder; samtaler, læsning og resonering - sat sammen til et kort overblik. Og nu har jeg snart lavet så lang en introduktion, at jeg kun mangler en trommehvirvel. Nu kommer det:
Det er nemlig sådan, at Nepal var en samling af kongedømmer, der først blev forenet til Nepal i 1768. Siden da har Nepal været styret som et monarki, dog med en del turmult, skandaler og interne magtkampe. På den måde adskiller Nepal sig ikke så meget fra alle andre lande i 17 - 18-tallet; alle prøver at tilrane sig magten via snigmord, forgiftet mad og konkubiner.
I 1959 forsøgte kongen sig famlende med et parlament, men allerede i 1960 kunne selv samme konge se, at demokrati var fandens værk og satte sig derfor igen på magten. Partierne havde dog fået færden af demokrati, og selv om politikerne fik skåret næsen af eller brændt deres tunger med glødende stål, så syntes de alligevel, at det var det hele værd at kæmpe for et demokrati.
Efter en frygtelig masse demonstrationer og opstand i befolkningen i begyndelsen af 1990 blev Nepal d. 16. april samme aar et demokrati. Kongefamilien så med fra sidelinjen, mens hastigt udskiftede regeringer ødelagde det for sig selv via korruption og udnyttelse af magten. "Nu kan det være nok!", sagde en maoist til en anden, og det var der tilstrækkeligt mange der gjorde i 1996, og så udviklede det sig til en masse uroligheder kaldet People's War, hvor maoisterne kæmpede mod regeringens styrker, og de tog en masse civile liv med sig i faldet. 15.000 nepalesere blev dræbt frem til 2006, hvor freden blev genoprettet. Midtvejs - i 2001 - blev hele kongefamilien dræbt i en massakre, som siden har været omspundet af en masse mystik, for ingen ved præcist om det var et kup begået af kongens bror, som efterfølgende overtog tronen, eller om det var kronprinsen, der i raseri dræbte hele sin familie og til sidst sig selv. Det sidste er den officielle forklaring, og kronprinsens raseri forklares med, at forældrene syntes ilde om kronprinsens kæreste og forbød deres kærlighed.
Under alle omstændigheder forsøgte kongens bror, der nu havde indtaget både tronen og konspirationsteoriernes førsteplads over formodede gerningsmænd, at tilrane sig magten. Det lykkedes i 2002, hvor Nepal midt i forvirring og borgerkrig, kortvarigt blev et monarki, og samme nummer gentog sig i 2006, hvor det igen lykkedes kongen at sætte sig på magten i tre måneder. Siden da har Nepal været et demokrati - dog stadig med begyndervanskeligheder og korruption.
Lige nu har politikerne deres hyr med at skrive Nepals nye konstitution, som skal være færdig d. 28. maj 2010 (eller 1.2 - 2067, nepalesisk kalender), for som jeg tidligere skrev, laver maoisterne en forfærdelig masse ballade og tvinger en strejke ned over hele Nepal i protest. Der har nu været strejke i 4 dage, og fredag melder civilbefolkningen om en demonstration, som appelerer både til regeringen og maoisterne. Regeringen skal tage affære og maoisterne skal gå hjem. Og så kan alle igen få arbejdsro og fred.
Selv har jeg fået et andet syn på demokrati. Jeg vil stadig påstå, at det er den bedste styreform, men som Ngima - faderen i huset - siger, så mener han ikke, at Nepal er klar til et demokrati. Landet er generelt for uuddannet til at få det til at fungere. De, som ved noget, udnytter magten i egen favør, og de uuddannede gør oprør og følger ikke de regler, som regeringen rent faktisk laver. Et amputeret demokrati er derfor præcis ligeså frygteligt som enhver anden styreform, som vestlige lande brutalt forsøger at udrydde. Brutaliteten skal erstattes med viden, for kun gennem uddannelse og oplysning kan et demokrati fungere. Det er let sagt, men svært gjort og det er mellem disse to poler, at Nepal i øjeblikket befinder sig.
fredag den 30. april 2010
Maoisterne kommer! Med banner! BANNER!
Sig nærmer tiden hvor jeg skal hjem til Danmark. Hjem til familien og Emma og venner. Det nærmer sig så hastigt, at jeg overvejer, om det kan betale sig at gøre rent på værelset, eller om jeg lige kan strække den. Værelsets tilstand taget i betragtning burde svaret være et stort, rungende "JA, DU SKAL GØRE RENT!", da det allerede har trængt de sidste tre uger, men når man lever i Nepal, lever man i forvejen lidt uhumsk, og når man har krydset grænsen, er det nogengange ligegyldigt, hvor langt man går.
Det samme gælder tøjvask. Måske vaskede jeg her til morgen den sidste portion t-shirts og underbukser?! Alt tøjvask er jo i hånden, så man bruger hellere sit tøj en gang for meget end en gang for lidt, inden man smider det til vask.
Og så er der hårvask - det synger måske også på sidste vers, når det nu er så besværligt. Faktisk ligger jeg i en forvredet stilling for at tvinge hovedet ind under en lille hane, hver gang jeg vasker hår. Og så kigger man sig ofte i spejlet og tænker: "arh, det går vist lige!".
Ja, jeg har været en fedtet lille en hernede, men det ophører inden længe, og det flytter unægteligt fokus fra det sted, jeg rent faktisk er (Nepal), til der, hvor jeg er om små tre uger (Danmark).
Men der er nu stadig god grund til at blive i Nepal - både fysisk og mentalt. I morgen er det 1. maj, og Nepal, der nærmest er et nyslået demokrati fra 2006, har stadig lidt problemer med at finde ud af, hvad demokrati går ud på. Derfor holder de sig ikke til 1. maj-møder i Fælledparken og drikker øl og fejrer den gamle tradition. Nej, de har stadig en kamp at kæmpe, og derfor har Maoistpartiet varslet den største demonstration i 60 år, ja the Unified CPN-Maoist Vice Chairman Dr. Baburam Bhattarai siger endda, at "UCPN-M would show other parties the power of the people through a unique demonstration that Nepal had never witnessed". Det er selvsagt UCPN-Maoist, der er i opposition her i landet, og de kræver blandt andet regeringen opløst pr. 1. maj. Sker det ikke, er der meldt generelstrejke over hele landet på ubestemt tid, indtil maoisterne får deres vilje. Den generelle befolkning forbereder sig ved at købe ind i et omfang svarende til danskeres julemads-indkøb, og lagt størstedelen af de mennesker jeg kender, holder sig inden døre i morgen. Mig selv inklusiv. Det er svært at finde hoved og hale i det, når alting er på nepalesisk, og når ens informationskilde er børnehjemsbørn. Fra børn, billeder og nepalesiske nyhedsudsendelser har jeg de sidste par dage forsøgt at danne mig et overblik over situationen, og nu har jeg købt den engelske avis "The Himalayan", hvorfra jeg har ovenstående citat. De melder også om beslaglæggelser af materialer til improviserede bomber, og "The Kathmandu Post" skrev i går: "After May Day, renewed war?".
Ja, så jeg er noget spændt på, hvad der kommer til at ske den kommende tid. Man ved nemlig aldrig, hvad man skal forvente i Nepal - også selvom man tror man ved det. Det lyder alt sammen meget alvorligt, og folk i tusindfold kommer vandrende fra hele landet for at deltage i demonstrationerne i Kathmandu, som partiet dog melder er fredelige. Men min erfaring gennem de sidste tre måneder er, at nepalesere nemt kan skabe en storm i et glas vand, så jeg venter i spænding på, hvad morgendagen bringer, men gør mig dog den forholdsregel at barriere mig i huset.
Som alvorlighedsbarometer tjekkede jeg de danske netaviser i dag, og de nævnte ikke Nepal med et ord. Spaltepladsen var derimod optaget af historier som "Indere jagter sexgal dræberelefant" og "To anholdt for salg af abefrikadeller". Den sidste historie var fra Indonesion og meldte om et ægtepar, der havde dræbt fredede aber og lavet dem til kødboller for derefter at sælge dem. Ja, op imod den slags alvorlige sager kan jeg godt se, at situationen i Nepal træder i baggrunden. Og det beroliger mig egentlig, når jeg sidder midt i denne oppiskede stemning.
Opdatering af tingenes udvikling følger en af de nærmeste dage. Indtil da, så skål i Fælledparken!
Det samme gælder tøjvask. Måske vaskede jeg her til morgen den sidste portion t-shirts og underbukser?! Alt tøjvask er jo i hånden, så man bruger hellere sit tøj en gang for meget end en gang for lidt, inden man smider det til vask.
Og så er der hårvask - det synger måske også på sidste vers, når det nu er så besværligt. Faktisk ligger jeg i en forvredet stilling for at tvinge hovedet ind under en lille hane, hver gang jeg vasker hår. Og så kigger man sig ofte i spejlet og tænker: "arh, det går vist lige!".
Ja, jeg har været en fedtet lille en hernede, men det ophører inden længe, og det flytter unægteligt fokus fra det sted, jeg rent faktisk er (Nepal), til der, hvor jeg er om små tre uger (Danmark).
Men der er nu stadig god grund til at blive i Nepal - både fysisk og mentalt. I morgen er det 1. maj, og Nepal, der nærmest er et nyslået demokrati fra 2006, har stadig lidt problemer med at finde ud af, hvad demokrati går ud på. Derfor holder de sig ikke til 1. maj-møder i Fælledparken og drikker øl og fejrer den gamle tradition. Nej, de har stadig en kamp at kæmpe, og derfor har Maoistpartiet varslet den største demonstration i 60 år, ja the Unified CPN-Maoist Vice Chairman Dr. Baburam Bhattarai siger endda, at "UCPN-M would show other parties the power of the people through a unique demonstration that Nepal had never witnessed". Det er selvsagt UCPN-Maoist, der er i opposition her i landet, og de kræver blandt andet regeringen opløst pr. 1. maj. Sker det ikke, er der meldt generelstrejke over hele landet på ubestemt tid, indtil maoisterne får deres vilje. Den generelle befolkning forbereder sig ved at købe ind i et omfang svarende til danskeres julemads-indkøb, og lagt størstedelen af de mennesker jeg kender, holder sig inden døre i morgen. Mig selv inklusiv. Det er svært at finde hoved og hale i det, når alting er på nepalesisk, og når ens informationskilde er børnehjemsbørn. Fra børn, billeder og nepalesiske nyhedsudsendelser har jeg de sidste par dage forsøgt at danne mig et overblik over situationen, og nu har jeg købt den engelske avis "The Himalayan", hvorfra jeg har ovenstående citat. De melder også om beslaglæggelser af materialer til improviserede bomber, og "The Kathmandu Post" skrev i går: "After May Day, renewed war?".
Ja, så jeg er noget spændt på, hvad der kommer til at ske den kommende tid. Man ved nemlig aldrig, hvad man skal forvente i Nepal - også selvom man tror man ved det. Det lyder alt sammen meget alvorligt, og folk i tusindfold kommer vandrende fra hele landet for at deltage i demonstrationerne i Kathmandu, som partiet dog melder er fredelige. Men min erfaring gennem de sidste tre måneder er, at nepalesere nemt kan skabe en storm i et glas vand, så jeg venter i spænding på, hvad morgendagen bringer, men gør mig dog den forholdsregel at barriere mig i huset.
Som alvorlighedsbarometer tjekkede jeg de danske netaviser i dag, og de nævnte ikke Nepal med et ord. Spaltepladsen var derimod optaget af historier som "Indere jagter sexgal dræberelefant" og "To anholdt for salg af abefrikadeller". Den sidste historie var fra Indonesion og meldte om et ægtepar, der havde dræbt fredede aber og lavet dem til kødboller for derefter at sælge dem. Ja, op imod den slags alvorlige sager kan jeg godt se, at situationen i Nepal træder i baggrunden. Og det beroliger mig egentlig, når jeg sidder midt i denne oppiskede stemning.
Opdatering af tingenes udvikling følger en af de nærmeste dage. Indtil da, så skål i Fælledparken!
tirsdag den 27. april 2010
Udsigt og indsigt
Der er mange køer i Nepal, og de er alle hellige. Men jeg skelner nu alligevel mellem to slags: de hellige køer og de heldige køer. De hellige køer er dem, som pryder gadebilledet i Kathmandu. De, som meget profant af udseende står og gumler skrald i vejsiden, og hvis eneste privilegium er ikke at blive forstyrret, hvis det passer dem at stille sig midt i trafikken. De er hellige, men jeg synes nu ikke de er heldige, for de ser højest usunde ud, og de får bare lov til at leve deres miserable liv indtil det ender.
Nej, nu har jeg været i Annapurna-området. Det er et område i det nordlige Nepal op mod den tibetanske grænse, som er fyldt med bjerge, dem man kalder Himalaya, og frisk luft og plads -ualmindelig stor plads - så man kan føle sig rigtig lille bitte. Og man gør sig alskens tanker om livet og væren, mens man går raskt af sted. Og på min vej (som af og til er noget smal og stenet og gruset, så man vil nok kalde det en sti) møder man de køer, som jeg betegner som heldige. De får ganskevist også lov til at passe sig selv, men de er noget mere sunde at se på, ja faktisk helt idylliske, som de står der og fuldender det smukke panorama. Fri for forurening og fri for støj. Med undtagelse af den ko-klokke, de har rundt om halsen, men det gør bare alting endnu mere idyllisk, så man må nok sige, at det er heldig køer.
Og så er der porterne. Det er dem, der bærer alle turisternes rygsække, når de går rundt oppe i bjergene. Det er vældig kontrastfyldt at se turisterne iklædt det sidste nye teknologiske udstyr - lige fra mikrofibertøj til vandflasker -vandrestokke og hatte i alverdens afskygninger, mens porterne bærer turisternes tunge tasker iført klip-klappere og beskidt bomuld. Men selvom porterne går langt og bærer tungt, så vil jeg nu alligevel betegne dem som heldige portere, for der er mange måder at være porter på, og mange ting man kan bære.
Inden vi tog på trekking, var vi fx i en by uden for Kathmandu kaldet Godawari. Her ligger en kæmpemæssig murstensfabrik, hvor mursten bliver lavet ved håndkraft. Det er et sæsonarbejde, hvor en masse fattige, uuddannede mennesker kommer efter monsoonen i september, og så går de ellers i gang med at lave mursten. Af de første mursten bygger arbejderne deres egne huse, så de bor faktisk i et lille klodsmajor-hus af stablede sten uden cement. Inde i dette minihus, som kun har ét rum og er halvanden meter højt, bor hele familien, som ofte omfatter forældre, en hel del børn og bedsteforældre. Og inde i dette ene rum har de deres køkken, som er en bålplads, og de har ingen skorsten. Så det I skal forestille jer er en klynge små, lave huse med sod hele vejen langs bliktaget og mellem sprækkerne i mustenene. Sådan bor arbejderne uden et eneste inventar. Udover den seng, der er lavet af mursten stablet to høj. Så er der forskellige sektioner på fabrikken. Adskillige hundrede mennesker sidder med en form og slår mursten ud på præcis samme måde, som når små børn laver sandkager. Og de tusindvis af murstensandkager ligger så på jorden i tre dage, hvor de tørrer i solen. Når det er sket, samler arbejderne stenene op fra jorden og stabler dem oven på hinanden, så de udgør en mur rundt om deres mudderlegeplads (hvilket det nok er en hån at kalde dem, for pladserne er nu ikke særlig sjove). Derefter kommer der nogle hundrede andre arbejdere og bærer stenene, som vejer to kilo hver, på ryggen i store stabler. De går så i pendulfart hele dagen med disse sten på ryggen, og læsser dem af i de kæmpemæssige brændeovne. Disse brændeovne er en stor, stor skorsten, hvor omkring murstenene stables, således at man kan hælde kul ned mellem sprækker i stablerne. Og når det er gjort, så dækker man murstenene med er lag sand og tænder ild til kullet. Det brænder lystigt i et par timer, og når ilden er brændt ud, køler ovnen i et par dage, inden den sidste del af arbejdere kommer og bærer 10-20 mursten ad gangen oven på deres hoveder. Og sådan produceres mursten overalt i Nepal. Det er så barskt at se, og man kan slet ikke begribe, hvordan kvinder og mænd kan udsætte sig selv for det - en evig traven i støv og forurening - dels fra deres egne mad-bål, men nok mest fra den store skorsten, der konstant spytter tyk, sort røg ud over fabrikken. Det er så fjernt fra, hvad vi i Danmark kan acceptere som menneskeligt. Ja, faktisk ville hele landet stå på den anden ende i demonstrationer og kampagner, hvis man satte dyr til at udføre det tunge slæbearbejde. Med vores referenceramme og viden, vil vi ikke nogensinde, på nogen måde, overkomme bare en enkelt time af, hvad arbejderne gør hver dag 3/4 af året. Menneskekroppen kan øjensynligt klare det (bare ikke særlig mange år), men mentalt er det ufatteligt, at de kan. Jeg vil faktisk kalde det umenneskeligt, men det strider lidt mod det faktum, at flere tusinde mennesker overkommer det hver eneste dag her i Nepal.
De fleste turister ser trekker-porterne, og man får ondt af dem - taenk, at de skal baere alle de tasker i deres smaa klip-klappere. Men når det kommer til stykket, så er de yderst priviligerede. God løn, god mad hver aften, god seng, godt selskab, frisk luft og god udsigt. Men hvis man dykker dybere ned, så er der mennesker, der lever et liv så haardt, at man får ondt i maven bare af at se på det. At rette op på det er en lang proces, for det er virkelig omfattende og der er rigtig mange mennesker, der fortjener at leve bedre, men det er helt klart vaerd at forsøge.
I Godawari, hvor vi var ude og besoege en murstensfabrik, koerte der et nepalesisk startet projekt, og det var derigennem, at vi fik indblik i det hele. Hvis du har lyst til at se mere om det, kan du besoege dem paa:
http://caredevelopment.org/
Eller tag herned og se det selv - Nepal er fantastisk!
Nej, nu har jeg været i Annapurna-området. Det er et område i det nordlige Nepal op mod den tibetanske grænse, som er fyldt med bjerge, dem man kalder Himalaya, og frisk luft og plads -ualmindelig stor plads - så man kan føle sig rigtig lille bitte. Og man gør sig alskens tanker om livet og væren, mens man går raskt af sted. Og på min vej (som af og til er noget smal og stenet og gruset, så man vil nok kalde det en sti) møder man de køer, som jeg betegner som heldige. De får ganskevist også lov til at passe sig selv, men de er noget mere sunde at se på, ja faktisk helt idylliske, som de står der og fuldender det smukke panorama. Fri for forurening og fri for støj. Med undtagelse af den ko-klokke, de har rundt om halsen, men det gør bare alting endnu mere idyllisk, så man må nok sige, at det er heldig køer.
Og så er der porterne. Det er dem, der bærer alle turisternes rygsække, når de går rundt oppe i bjergene. Det er vældig kontrastfyldt at se turisterne iklædt det sidste nye teknologiske udstyr - lige fra mikrofibertøj til vandflasker -vandrestokke og hatte i alverdens afskygninger, mens porterne bærer turisternes tunge tasker iført klip-klappere og beskidt bomuld. Men selvom porterne går langt og bærer tungt, så vil jeg nu alligevel betegne dem som heldige portere, for der er mange måder at være porter på, og mange ting man kan bære.
Inden vi tog på trekking, var vi fx i en by uden for Kathmandu kaldet Godawari. Her ligger en kæmpemæssig murstensfabrik, hvor mursten bliver lavet ved håndkraft. Det er et sæsonarbejde, hvor en masse fattige, uuddannede mennesker kommer efter monsoonen i september, og så går de ellers i gang med at lave mursten. Af de første mursten bygger arbejderne deres egne huse, så de bor faktisk i et lille klodsmajor-hus af stablede sten uden cement. Inde i dette minihus, som kun har ét rum og er halvanden meter højt, bor hele familien, som ofte omfatter forældre, en hel del børn og bedsteforældre. Og inde i dette ene rum har de deres køkken, som er en bålplads, og de har ingen skorsten. Så det I skal forestille jer er en klynge små, lave huse med sod hele vejen langs bliktaget og mellem sprækkerne i mustenene. Sådan bor arbejderne uden et eneste inventar. Udover den seng, der er lavet af mursten stablet to høj. Så er der forskellige sektioner på fabrikken. Adskillige hundrede mennesker sidder med en form og slår mursten ud på præcis samme måde, som når små børn laver sandkager. Og de tusindvis af murstensandkager ligger så på jorden i tre dage, hvor de tørrer i solen. Når det er sket, samler arbejderne stenene op fra jorden og stabler dem oven på hinanden, så de udgør en mur rundt om deres mudderlegeplads (hvilket det nok er en hån at kalde dem, for pladserne er nu ikke særlig sjove). Derefter kommer der nogle hundrede andre arbejdere og bærer stenene, som vejer to kilo hver, på ryggen i store stabler. De går så i pendulfart hele dagen med disse sten på ryggen, og læsser dem af i de kæmpemæssige brændeovne. Disse brændeovne er en stor, stor skorsten, hvor omkring murstenene stables, således at man kan hælde kul ned mellem sprækker i stablerne. Og når det er gjort, så dækker man murstenene med er lag sand og tænder ild til kullet. Det brænder lystigt i et par timer, og når ilden er brændt ud, køler ovnen i et par dage, inden den sidste del af arbejdere kommer og bærer 10-20 mursten ad gangen oven på deres hoveder. Og sådan produceres mursten overalt i Nepal. Det er så barskt at se, og man kan slet ikke begribe, hvordan kvinder og mænd kan udsætte sig selv for det - en evig traven i støv og forurening - dels fra deres egne mad-bål, men nok mest fra den store skorsten, der konstant spytter tyk, sort røg ud over fabrikken. Det er så fjernt fra, hvad vi i Danmark kan acceptere som menneskeligt. Ja, faktisk ville hele landet stå på den anden ende i demonstrationer og kampagner, hvis man satte dyr til at udføre det tunge slæbearbejde. Med vores referenceramme og viden, vil vi ikke nogensinde, på nogen måde, overkomme bare en enkelt time af, hvad arbejderne gør hver dag 3/4 af året. Menneskekroppen kan øjensynligt klare det (bare ikke særlig mange år), men mentalt er det ufatteligt, at de kan. Jeg vil faktisk kalde det umenneskeligt, men det strider lidt mod det faktum, at flere tusinde mennesker overkommer det hver eneste dag her i Nepal.
De fleste turister ser trekker-porterne, og man får ondt af dem - taenk, at de skal baere alle de tasker i deres smaa klip-klappere. Men når det kommer til stykket, så er de yderst priviligerede. God løn, god mad hver aften, god seng, godt selskab, frisk luft og god udsigt. Men hvis man dykker dybere ned, så er der mennesker, der lever et liv så haardt, at man får ondt i maven bare af at se på det. At rette op på det er en lang proces, for det er virkelig omfattende og der er rigtig mange mennesker, der fortjener at leve bedre, men det er helt klart vaerd at forsøge.
I Godawari, hvor vi var ude og besoege en murstensfabrik, koerte der et nepalesisk startet projekt, og det var derigennem, at vi fik indblik i det hele. Hvis du har lyst til at se mere om det, kan du besoege dem paa:
http://caredevelopment.org/
Eller tag herned og se det selv - Nepal er fantastisk!
søndag den 18. april 2010
Noget om skrædderstillingen
Hvis man konkurrerede i, hvem der er bedst til at sidde i skrædderstilling, så vil nepaleserne utvivlsomt vinde. Tanken om en sådan konkurrence forekommer jer måske tåbelig, men når man har konkurrencer i både pæle- og sauna-sidning, så synes jeg godt, at man kunne føje skrædderstilling-sidning til listen.
En afart af skrædderstillingen ynder man at kalde lotusstillingen, og det stammer fra Buddhas fødsel. Den var opspundet af en del hurlumhej - blandt andet at der voksede lotusblomster op de syv steder, han satte sine fødder straks efter han var blevet født, alt imens han sagde noget om, at han var den højeste og ældste i verden, og at dette var hans sidste inkarnation. Men inden han fandt vejen til Nirvarna, så sad han i skrædderstilling i mange, mange år og blev tynd som en pind. Den slags kalder man nu meditation, og det har man forbundet med de fantastiske hændelser, der akkompagnerede hans fødsel, og så kalder man det lotusstillingen.
Denne stilling er i religiøst aspekt utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at han i et af sine tidligere liv sad i denne berømte lotusstilling - i dyb meditation - da der kom en ondsindet soldat og huggede arme og ben af manden. Uanfægtet forblev Buddha i dyb meditation. Og så er man vist ikke i tvivl om, hvilket kraftfuldt stykke værktøj denne lotusstilling er.
Men ser man sekulært på denne lotusstilling, og blot kalder det en skrædderstilling, så er den, som indikeret i indledningen, meget udbredt her i Nepal. Og de er gode til det - at sidde i skrædderstilling. I hvert fald sidder mange nepalesere sådan dagen lang uden at vise tegn på det mindste ubehag. De må være vant til det, for mange gange er skrædderstillingen en del af deres job, hvorfor man logisk nok har navngivet det 'skrædderstilling'. Det er imidlertidigt ikke kun skrædderne, der indtager denne position. De deler gerne stillingen med andre arbejdere, men det beror så vidt jeg ved på forhandlinger foretaget i 1800-tallet, hvor skrædderne tillod de andre at sidde i skrædderstilling, men de ville krediteres via navnet. Og derfor kalder vi det i dag skrædderstilling.
Nå, men tilbage på sporet. Det er nemlig sådan, at både skrædderen og smeden og snedkeren og thanka-maleren og syersken og skomageren og væveren og tiggeren, der udgiver sig for ikke at have nogen ben, sidder i skrædderstilling dagen lang. Og jeg vil samle alle disse under fællesberegnelsen erhvervsarbejdere. Tiggeren, der foregiver at være benløs, er et nyt erhverv blandt de gamle, traditionsrige erhverv, der ellers er nævnt. Jovist er der reele, fattige tiggere, men der findes også dem, for hvem det er en profession og dem kalder vi professionelle tiggere. Ham, der har anskaffet sig en kørestol, hvori han tvinger sig selv i skrædderstilling så benene ligner stumper, er en af dem. Men han har allieret sig med nogle kvinder, der går rundt med en baby på armen og siger: "Baby hungry. Buy milk.", og så slæber de én med ind i supermarkedet i den tro, at man bare skal købe en pose mælk (mælk købes i poser af 500 ml). Men lige pludselig har de smidt alt op på båndet og tvinger én til at betale, hvorefter de sælger varerne tilbage til supermarkedet igen, for tiggerne har rigeligt med penge, og så skal de bare hjem til tiggerklanen og smovse og grine.
De andre erhverv, de gamle, traditionsrige, er mere ærlige og ærværdige, og det er vitterligt utroligt, at de kan sidde der og stirre sig blinde på deres fine pilfinger-arbejde dag ud og ind igen. De er over det hele, og man mærker tydeligt, at Nepal er et arbejdersamfund og ikke et videnssamfund. Jeg kan blive så glad og taknemmelig over, at vi i Danmark har mulighed for at bruge både vores ben og vores hjerner, omend tendensen i stigende grad peger i retning af, at vi ikke bruger vores ben synderligt meget. Eller også bruger vi ikke hjernen, når det handler om, hvad vi spiser. Åh, det gør min pointe dårlig. Nå, men i hvert fald er vi ikke tvunget i skrædderstilling, siddende fuldstændig uvidende om, hvad der er op og ned. Og det er på mange måder en god ting.
En afart af skrædderstillingen ynder man at kalde lotusstillingen, og det stammer fra Buddhas fødsel. Den var opspundet af en del hurlumhej - blandt andet at der voksede lotusblomster op de syv steder, han satte sine fødder straks efter han var blevet født, alt imens han sagde noget om, at han var den højeste og ældste i verden, og at dette var hans sidste inkarnation. Men inden han fandt vejen til Nirvarna, så sad han i skrædderstilling i mange, mange år og blev tynd som en pind. Den slags kalder man nu meditation, og det har man forbundet med de fantastiske hændelser, der akkompagnerede hans fødsel, og så kalder man det lotusstillingen.
Denne stilling er i religiøst aspekt utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at han i et af sine tidligere liv sad i denne berømte lotusstilling - i dyb meditation - da der kom en ondsindet soldat og huggede arme og ben af manden. Uanfægtet forblev Buddha i dyb meditation. Og så er man vist ikke i tvivl om, hvilket kraftfuldt stykke værktøj denne lotusstilling er.
Men ser man sekulært på denne lotusstilling, og blot kalder det en skrædderstilling, så er den, som indikeret i indledningen, meget udbredt her i Nepal. Og de er gode til det - at sidde i skrædderstilling. I hvert fald sidder mange nepalesere sådan dagen lang uden at vise tegn på det mindste ubehag. De må være vant til det, for mange gange er skrædderstillingen en del af deres job, hvorfor man logisk nok har navngivet det 'skrædderstilling'. Det er imidlertidigt ikke kun skrædderne, der indtager denne position. De deler gerne stillingen med andre arbejdere, men det beror så vidt jeg ved på forhandlinger foretaget i 1800-tallet, hvor skrædderne tillod de andre at sidde i skrædderstilling, men de ville krediteres via navnet. Og derfor kalder vi det i dag skrædderstilling.
Nå, men tilbage på sporet. Det er nemlig sådan, at både skrædderen og smeden og snedkeren og thanka-maleren og syersken og skomageren og væveren og tiggeren, der udgiver sig for ikke at have nogen ben, sidder i skrædderstilling dagen lang. Og jeg vil samle alle disse under fællesberegnelsen erhvervsarbejdere. Tiggeren, der foregiver at være benløs, er et nyt erhverv blandt de gamle, traditionsrige erhverv, der ellers er nævnt. Jovist er der reele, fattige tiggere, men der findes også dem, for hvem det er en profession og dem kalder vi professionelle tiggere. Ham, der har anskaffet sig en kørestol, hvori han tvinger sig selv i skrædderstilling så benene ligner stumper, er en af dem. Men han har allieret sig med nogle kvinder, der går rundt med en baby på armen og siger: "Baby hungry. Buy milk.", og så slæber de én med ind i supermarkedet i den tro, at man bare skal købe en pose mælk (mælk købes i poser af 500 ml). Men lige pludselig har de smidt alt op på båndet og tvinger én til at betale, hvorefter de sælger varerne tilbage til supermarkedet igen, for tiggerne har rigeligt med penge, og så skal de bare hjem til tiggerklanen og smovse og grine.
De andre erhverv, de gamle, traditionsrige, er mere ærlige og ærværdige, og det er vitterligt utroligt, at de kan sidde der og stirre sig blinde på deres fine pilfinger-arbejde dag ud og ind igen. De er over det hele, og man mærker tydeligt, at Nepal er et arbejdersamfund og ikke et videnssamfund. Jeg kan blive så glad og taknemmelig over, at vi i Danmark har mulighed for at bruge både vores ben og vores hjerner, omend tendensen i stigende grad peger i retning af, at vi ikke bruger vores ben synderligt meget. Eller også bruger vi ikke hjernen, når det handler om, hvad vi spiser. Åh, det gør min pointe dårlig. Nå, men i hvert fald er vi ikke tvunget i skrædderstilling, siddende fuldstændig uvidende om, hvad der er op og ned. Og det er på mange måder en god ting.
onsdag den 14. april 2010
Trafikprop! Trafikprooop!
Hvis man ser en krokodille i sit badekar, så skal man ikke blive bange. Hvorfor? For den er så rar, hvis man blot gi'r den en kop kaffe og en god cigar.
Forleden fandt jeg krokodillens artsfælle i mit badekar, nemlig et firben. Tillad mig at putte dem under samme kategori, da der er klare ligheder imellem dem. Firbenet er blot mindre rå i huden. Og mindre. Jeg fangede bæstet i lommelygtens skær, men besluttede at opgive kampen og lade den sidde, omend jeg trængte gevaldigt til et bad. Næ, jeg måtte vente, og det er ikke noget nyt her i Nepal. Det med at vente, altså. At finde firben i badekarret er temmelig nyt og noget, der er kommet sammen med varmen.
Samme tendens ser man ofte i samfundet. At noget krydser ens ej og forhindrer det, man egentlig havde planlagt. Som dansker kan man godt blive utålmodig og i kølvandet på det vældig frustreret, når udefrakommende faktorer forhindrer en i at gøre det, man havde tænkt sig. Nepaleserne derimod accepterer det uden at løfte et bryn. Og det skal man også acceptere, ventetiden altså, hvis der ikke er noget at stille op, og årsagen er reel. Men hvor er det helvedes irriterende, når hele trafikken er stoppet i ualmindelige tider, fordi en idiot har besluttet at lave en u-vending midt på vejen (og dem er der 6 af i Nepal, så man kan ikke dreje af inden køen og køre udenom), mens seks andre idioter beslutter at køre HELT tæt på idioten, der midt i sin u-vending nu holder på tværs af vejen og er spærret inde af de omkringholdende biler. Og de seks biler bliver hurtigt til mange biler, for der er som sagt 6 veje i Nepal. Og alle de små lufthuller mellem bilerne bliver lynhurtigt fyldt ud af motorcykler og scootere. Pladsen, som idioten havde tænkt sig at udføre sin u-vending på, har således indskrænket sig til ingenting, og derfor bruges den næste halve time på, at en spinkel dreng med overblik går mellem biler og busser og banker på dem for at give tegn til chaufføreren om, at han kan køre 4 centimeter frem. Og således går han og banker og banker, indtil idioten kan tvinge sin u-vending igennem. Og ingen synes at bebrejde idioten. Ikke så meget som en lille irritation over den forsinkelse, idioten har forvoldt. Næ, de dytter bare og fortsætter deres idiotiske kørsel, og ingen tøver et sekund med at lave samme nummer, hvis der skal vendes.
Emma og jeg så dog en mærkværdig kødannelse, da hun var her. Vi lejede en scooter og kørte laaaangt ud af Kathmandu-dalen, men måtte pludselig gøre holdt i en lille landsby på vejen. Køen var ikke tæt som før beskrevet, men der var til gengæld en halvedes masse mennesker. Og køen var tilsyneladende opstået pga. en lastbil, der med stor omhyggelighed var parkeret på tværs af vejen, så selv ikke vores lille scooter kunne klemme sig forbi. Efter en del spørgen fik en venlig mand endelig medlidenhed med os, og forklarede, at der dagen forinden havde været et uheld på stedet, hvor en bus havde kørt en mand ned, og manden døde som følge deraf. Emma og jeg kunne ikke umiddelbart se sammenhængen mellem hændelsen og den parkerede lastbil, men fandt så ud af, at buschaufføren og den afdødes familie nu skulle mødes, og sammen med politiet skulle de internt finde en løsning på problemet - hvordan buschaufføren skulle straffes. Og det kunne meget vel være at betale familien en sum penge, sagde manden. Så meget klogere begyndte vi at vente. Og vi ventede. Og der kom flere motorcyklister, som alle uden protest parkerede og ventede. Alle accepterede at blive holdt som gidsel i dette drama, for som manden forklarede os, så havde de spærret vejen for at lægge pres på buschaufføreren, så han ikke bare ville stikke af eller slippe for billigt. Og således fik Emma og jeg et indblik i det nepalesiske retssystem. Tre timers venten i bagende sol, før problemet var løst og en mand slentrede op og fjernede lastbilen.
Og det er nok derfor, at man opererer med begrebet 'nepali time'. Det betyder, at man altid kommer alt for sent til alting. Jeg tror det er en accept af, at alt er så uforudsigeligt, og de fleste ting bliver aldrig helt som planlagt alligevel, for tusind udefrakommende ting kan nemt ændre det hele.Og så har nepalesere generelt aldrig travlt, og alting synes at kunne udskydes til i morgen, så på den måde er det jo glimrende, at netop nepaleserne lever i det nepalesiske samfund. Jeg tror ikke mange danskere ville kunne klare dette alt for længe. Mig selv inklusiv.
Forleden fandt jeg krokodillens artsfælle i mit badekar, nemlig et firben. Tillad mig at putte dem under samme kategori, da der er klare ligheder imellem dem. Firbenet er blot mindre rå i huden. Og mindre. Jeg fangede bæstet i lommelygtens skær, men besluttede at opgive kampen og lade den sidde, omend jeg trængte gevaldigt til et bad. Næ, jeg måtte vente, og det er ikke noget nyt her i Nepal. Det med at vente, altså. At finde firben i badekarret er temmelig nyt og noget, der er kommet sammen med varmen.
Samme tendens ser man ofte i samfundet. At noget krydser ens ej og forhindrer det, man egentlig havde planlagt. Som dansker kan man godt blive utålmodig og i kølvandet på det vældig frustreret, når udefrakommende faktorer forhindrer en i at gøre det, man havde tænkt sig. Nepaleserne derimod accepterer det uden at løfte et bryn. Og det skal man også acceptere, ventetiden altså, hvis der ikke er noget at stille op, og årsagen er reel. Men hvor er det helvedes irriterende, når hele trafikken er stoppet i ualmindelige tider, fordi en idiot har besluttet at lave en u-vending midt på vejen (og dem er der 6 af i Nepal, så man kan ikke dreje af inden køen og køre udenom), mens seks andre idioter beslutter at køre HELT tæt på idioten, der midt i sin u-vending nu holder på tværs af vejen og er spærret inde af de omkringholdende biler. Og de seks biler bliver hurtigt til mange biler, for der er som sagt 6 veje i Nepal. Og alle de små lufthuller mellem bilerne bliver lynhurtigt fyldt ud af motorcykler og scootere. Pladsen, som idioten havde tænkt sig at udføre sin u-vending på, har således indskrænket sig til ingenting, og derfor bruges den næste halve time på, at en spinkel dreng med overblik går mellem biler og busser og banker på dem for at give tegn til chaufføreren om, at han kan køre 4 centimeter frem. Og således går han og banker og banker, indtil idioten kan tvinge sin u-vending igennem. Og ingen synes at bebrejde idioten. Ikke så meget som en lille irritation over den forsinkelse, idioten har forvoldt. Næ, de dytter bare og fortsætter deres idiotiske kørsel, og ingen tøver et sekund med at lave samme nummer, hvis der skal vendes.
Emma og jeg så dog en mærkværdig kødannelse, da hun var her. Vi lejede en scooter og kørte laaaangt ud af Kathmandu-dalen, men måtte pludselig gøre holdt i en lille landsby på vejen. Køen var ikke tæt som før beskrevet, men der var til gengæld en halvedes masse mennesker. Og køen var tilsyneladende opstået pga. en lastbil, der med stor omhyggelighed var parkeret på tværs af vejen, så selv ikke vores lille scooter kunne klemme sig forbi. Efter en del spørgen fik en venlig mand endelig medlidenhed med os, og forklarede, at der dagen forinden havde været et uheld på stedet, hvor en bus havde kørt en mand ned, og manden døde som følge deraf. Emma og jeg kunne ikke umiddelbart se sammenhængen mellem hændelsen og den parkerede lastbil, men fandt så ud af, at buschaufføren og den afdødes familie nu skulle mødes, og sammen med politiet skulle de internt finde en løsning på problemet - hvordan buschaufføren skulle straffes. Og det kunne meget vel være at betale familien en sum penge, sagde manden. Så meget klogere begyndte vi at vente. Og vi ventede. Og der kom flere motorcyklister, som alle uden protest parkerede og ventede. Alle accepterede at blive holdt som gidsel i dette drama, for som manden forklarede os, så havde de spærret vejen for at lægge pres på buschaufføreren, så han ikke bare ville stikke af eller slippe for billigt. Og således fik Emma og jeg et indblik i det nepalesiske retssystem. Tre timers venten i bagende sol, før problemet var løst og en mand slentrede op og fjernede lastbilen.
Og det er nok derfor, at man opererer med begrebet 'nepali time'. Det betyder, at man altid kommer alt for sent til alting. Jeg tror det er en accept af, at alt er så uforudsigeligt, og de fleste ting bliver aldrig helt som planlagt alligevel, for tusind udefrakommende ting kan nemt ændre det hele.Og så har nepalesere generelt aldrig travlt, og alting synes at kunne udskydes til i morgen, så på den måde er det jo glimrende, at netop nepaleserne lever i det nepalesiske samfund. Jeg tror ikke mange danskere ville kunne klare dette alt for længe. Mig selv inklusiv.
onsdag den 7. april 2010
Nyheder - nu fra Danmark
Selvom det er længe siden, at jeg sidst postede på bloggen, så vil jeg alligevel samle tråden op, hvor jeg slap. Jeg indser nemlig nu, at der er en frygtelig fejl at rette op på: De fem-hundrede-tre-og-tyve milliarder nyudklækkede bananfluer sidder ikke ALLE sammen på mig. Faktisk kan man lave et lagkagediagram over de steder, de sætter sig.
50 % sætter sig på kødet, der ligger henslægt på slagternes beskidte borde.
20 % sætter sig på kødsaften, der løber ned langs forsiden af slagternes beskidte borde.
20 % sætter sig på grønthandlernes frugt mens de resterende
10 % sidder på mig og mine bananer.
Og nu hvor du kender til fordelingen af fluer i Nepal, så vil du måske gerne have noget læsestof med lidt mere kød på. Og det kødben jeg smider til dig kommer i dag til at handle om magelighed og bekvemmelighed. Det har vi nemlig satans meget af i vores vestlige verden, og det er først rigtig gået op for mig, efter jeg har levet i Nepal. Jeg var faktisk begyndt at vænne mig til denne ikke-magelighed, og efter to-en-halv måned tænkte jeg nærmest ikke over det.
Men SÅ skete der to ting. Den ene ting er ret sjov. Skæbnen vil nemlig (og tillad mig at bruge sådan en slidt frase, men jeg synes nu det er på sin plads i denne sammenhæng, for det forekommer mig at være et helt utroligt tilfælde. Og derfor gentager jeg det lige efter parentesen) Skæbnen vil nemlig, at der lige under mit lille værelse ligger en lille shop. Sådan en, hvor man kan købe kiks og nudler og andre basisvarer (ja, nepalesiske basisvarer). Det viser sig, at shop- ejerens søde datter, min gode veninde, i morgen rejser til Danmark for at være au pair hos en familie i Horsens - blot 20 km fra hvor jeg bor. Så det sidste stykke tid har jeg hørt mig selv fortælle, at man i Danmark har en maskine til at vaske både tøj og tallerkener, og at vejene er store og brede og uden huller, og at der altid er strøm, og at alle har både computer og net og at telefonen altid virker og at man kan tage varme bade og se tv dagen lang. Og hun gjorde store øjne, og det kan jeg godt forstå, for jeg begyndte at forestille mig det førstehåndsindtryk hun får, når hun kører fra lufthavnen til Horsens på jævne veje i støjfri trafik og over enorme broer, der ikke er udstyret med skilte som "The bridge is damaged - only one vehicle at the time". Hvem mon er mest rundtosset over samfundets forskelligheder - hende eller mig?
Og så er der den anden ting. Emma kom nemlig til Nepal med en stribe ugeblade, hvor jeg chokeret kunne læse, at Sandra Bullocks mand har været hende utro (GISP!). Og ikke nok med det; som Kig Ind formulerer det på forsiden: "Elskerinden er nazist og pornomodel!" (NEJ!) Og da måtte jeg sætte mig på min seng (men ej for hårdt, for sengen er selv ganske hård) med åben mund, for det slog mig, at det måske er det al den magelighed fører med sig, hvis man ikke er varsom. Der er lige præcis nul nepalesere, der definerer sig selv som nazist og pornomodel, for det har de simpelthen ikke overskud til. Forestil dig at skulle lave ris-retter tre gange om dagen, vaske alt tøj i hånden (og om lørdagen også sengetøjet) samt selvfølgelig den almindelige opvask. Og hvis du ikke er en heldig en, så må du hente vandet ved den lokale fælleshane. Og gulvet fejer du med den tidligere omtalte kvist af en halv meters længde. Og om aftenen (tidligt om aftenen, for der er ikke meget at blive længe oppe for, når man ikke har strøm) trækker du ikke kun tæppet op over dig selv, men også over din kusine, med hvem du deler seng, og du falder i søvn til lyden af din bedstemors snorken, for hun ligger i sengen en halv meter fra dig sammen med din lillebror. Og når du vågner, tradsker du med slippers ud på toilettet, som i sin enkelthed blot er et hul i jorden, og bagefter kan du begynde på alt det, du gjorde dagen før. Og så tror jeg ikke, at du kan svinge dig selv op til at være nazist og pornomodel.
Så vær varsom med al den magelighed - den giver plads og frihed til at definere sig selv helt forskruet, hvis man ikke er varsom. Og det er også al den magelighed, der har givet Kandis-Johnny "vokseværk", og det skyldes ifølge Se & Hør kæresten Ditte, der "slæber store, tunge bæreposer med hjem fra supermarkedet i Hurup". Og det er også den magelighed, der får Annie Fønsby til at ligne et ødelagt stykke legetøj fra Toy Story. Og det er al den magelighed, der får os til at læse den slags pjat i kulørte magasiner.
Men tag nu ikke fejl af mig. Magelighed og bekvemmelighed er det bedste i verden, og hvor jeg dog glææææder mig til at få et ordentligt bad til lyden af P3. Det er bare skønt!
50 % sætter sig på kødet, der ligger henslægt på slagternes beskidte borde.
20 % sætter sig på kødsaften, der løber ned langs forsiden af slagternes beskidte borde.
20 % sætter sig på grønthandlernes frugt mens de resterende
10 % sidder på mig og mine bananer.
Og nu hvor du kender til fordelingen af fluer i Nepal, så vil du måske gerne have noget læsestof med lidt mere kød på. Og det kødben jeg smider til dig kommer i dag til at handle om magelighed og bekvemmelighed. Det har vi nemlig satans meget af i vores vestlige verden, og det er først rigtig gået op for mig, efter jeg har levet i Nepal. Jeg var faktisk begyndt at vænne mig til denne ikke-magelighed, og efter to-en-halv måned tænkte jeg nærmest ikke over det.
Men SÅ skete der to ting. Den ene ting er ret sjov. Skæbnen vil nemlig (og tillad mig at bruge sådan en slidt frase, men jeg synes nu det er på sin plads i denne sammenhæng, for det forekommer mig at være et helt utroligt tilfælde. Og derfor gentager jeg det lige efter parentesen) Skæbnen vil nemlig, at der lige under mit lille værelse ligger en lille shop. Sådan en, hvor man kan købe kiks og nudler og andre basisvarer (ja, nepalesiske basisvarer). Det viser sig, at shop- ejerens søde datter, min gode veninde, i morgen rejser til Danmark for at være au pair hos en familie i Horsens - blot 20 km fra hvor jeg bor. Så det sidste stykke tid har jeg hørt mig selv fortælle, at man i Danmark har en maskine til at vaske både tøj og tallerkener, og at vejene er store og brede og uden huller, og at der altid er strøm, og at alle har både computer og net og at telefonen altid virker og at man kan tage varme bade og se tv dagen lang. Og hun gjorde store øjne, og det kan jeg godt forstå, for jeg begyndte at forestille mig det førstehåndsindtryk hun får, når hun kører fra lufthavnen til Horsens på jævne veje i støjfri trafik og over enorme broer, der ikke er udstyret med skilte som "The bridge is damaged - only one vehicle at the time". Hvem mon er mest rundtosset over samfundets forskelligheder - hende eller mig?
Og så er der den anden ting. Emma kom nemlig til Nepal med en stribe ugeblade, hvor jeg chokeret kunne læse, at Sandra Bullocks mand har været hende utro (GISP!). Og ikke nok med det; som Kig Ind formulerer det på forsiden: "Elskerinden er nazist og pornomodel!" (NEJ!) Og da måtte jeg sætte mig på min seng (men ej for hårdt, for sengen er selv ganske hård) med åben mund, for det slog mig, at det måske er det al den magelighed fører med sig, hvis man ikke er varsom. Der er lige præcis nul nepalesere, der definerer sig selv som nazist og pornomodel, for det har de simpelthen ikke overskud til. Forestil dig at skulle lave ris-retter tre gange om dagen, vaske alt tøj i hånden (og om lørdagen også sengetøjet) samt selvfølgelig den almindelige opvask. Og hvis du ikke er en heldig en, så må du hente vandet ved den lokale fælleshane. Og gulvet fejer du med den tidligere omtalte kvist af en halv meters længde. Og om aftenen (tidligt om aftenen, for der er ikke meget at blive længe oppe for, når man ikke har strøm) trækker du ikke kun tæppet op over dig selv, men også over din kusine, med hvem du deler seng, og du falder i søvn til lyden af din bedstemors snorken, for hun ligger i sengen en halv meter fra dig sammen med din lillebror. Og når du vågner, tradsker du med slippers ud på toilettet, som i sin enkelthed blot er et hul i jorden, og bagefter kan du begynde på alt det, du gjorde dagen før. Og så tror jeg ikke, at du kan svinge dig selv op til at være nazist og pornomodel.
Så vær varsom med al den magelighed - den giver plads og frihed til at definere sig selv helt forskruet, hvis man ikke er varsom. Og det er også al den magelighed, der har givet Kandis-Johnny "vokseværk", og det skyldes ifølge Se & Hør kæresten Ditte, der "slæber store, tunge bæreposer med hjem fra supermarkedet i Hurup". Og det er også den magelighed, der får Annie Fønsby til at ligne et ødelagt stykke legetøj fra Toy Story. Og det er al den magelighed, der får os til at læse den slags pjat i kulørte magasiner.
Men tag nu ikke fejl af mig. Magelighed og bekvemmelighed er det bedste i verden, og hvor jeg dog glææææder mig til at få et ordentligt bad til lyden af P3. Det er bare skønt!
onsdag den 24. marts 2010
God paaske !
Der er virkelig forandring i luften her i Nepal. Og med forandringen blander fluerne sig - de summer lystigt omkring nu. Det er som om, at fem-hundrede-og-tre-og-tyve-milliarder bananflueæg er udklækket i løbet af de sidste fire dage, og de er alle af den dovne slags, som man ser kravle rundt i øjenkrogen på udsultede afrikanske børn i nødhjælpsreklamerne. De sidder bare alle sammen på mig og mine bananer.
Det er vejret, som har ændret sig i Nepal, og jeg forstår nu, hvorfor nepaleserne gik rundt med hue og dynejakke, da jeg ankom i januar og egentlig syntes, at det var noget så sommerligt og lunt. Jeg tager det tilbage på stedet, for NU er det blevet sommerligt og lunt, men desværre på den måde, hvor ens hud bliver helt fedtet som om man har badet i Sprite. Men det mindes jeg nu ikke, at jeg på noget tidspunkt har gjort.
Det er nu meget godt med forandringerne, for det er forandringer og forskelligheder, der gør én opmærksom på, hvordan livet leves. Ensformighed sløver og luller én ind i faste rutiner, og man får ikke sat spørgsmålstegn ved noget som helst. Netop derfor er det også helt fantastisk, at Emma nu kommer herned og skal tilbringe påsken med mig i Nepal. Jeg glæder mig til at opleve hende opleve det hele for første gang, og se de ting, som for mig blot er blevet hverdag. Det bringer måske nye ting i fokus, som jeg kan poste her på bloggen og stjæle credit for. For hvem ved; jeg er måske blevet helt blind på aberne i snor, eller på bjerggederne, der kravler rundt, eller på skraldevognen, der tøffer af sted med verdens højeste skraldetårn på ladet, som bare skriger "Hold, hold! Det går gal'". Men det gør det nu sjældent. Går gal' hernede altså. Og det er selvom man står på stålstiger og fikser el- ledninger, der mest af alt ligner edderkoppespin og mindst af alt ligner noget, man har tiltro til ikke giver en helvedes masse stød. Og selvom alle kører som en brækket arm og uden kørekort (men bare rolig - de øver sig i slalomkørsel på de lokale fodbold/støvbaner). Ja, alt den slags glemmer jeg måske helt at skrive om, fordi det slet og ret er blevet min hverdag. Og det kan man jo ikke just sige, at det er for jer i Danmark, så det vil måske alligevel være spændende for jer at høre om.
Så jeg byder Emma velkommen i morgen (I MORGEN! HVOR ER DET VILDT!), og jeg glæder mig som jeg-ved- snart-ikke-hvad til at bruge tiden med hende og til at opleve hende opleve Nepal. Det må jo være en dobbelt-oplevelse, og dobbelt op er altid godt.
Det betyder nok, at der bliver stille på bloggen påsken over, men I kan hilse og sige, at jeg har det GODT!
Rigtig god påske!
Det er vejret, som har ændret sig i Nepal, og jeg forstår nu, hvorfor nepaleserne gik rundt med hue og dynejakke, da jeg ankom i januar og egentlig syntes, at det var noget så sommerligt og lunt. Jeg tager det tilbage på stedet, for NU er det blevet sommerligt og lunt, men desværre på den måde, hvor ens hud bliver helt fedtet som om man har badet i Sprite. Men det mindes jeg nu ikke, at jeg på noget tidspunkt har gjort.
Det er nu meget godt med forandringerne, for det er forandringer og forskelligheder, der gør én opmærksom på, hvordan livet leves. Ensformighed sløver og luller én ind i faste rutiner, og man får ikke sat spørgsmålstegn ved noget som helst. Netop derfor er det også helt fantastisk, at Emma nu kommer herned og skal tilbringe påsken med mig i Nepal. Jeg glæder mig til at opleve hende opleve det hele for første gang, og se de ting, som for mig blot er blevet hverdag. Det bringer måske nye ting i fokus, som jeg kan poste her på bloggen og stjæle credit for. For hvem ved; jeg er måske blevet helt blind på aberne i snor, eller på bjerggederne, der kravler rundt, eller på skraldevognen, der tøffer af sted med verdens højeste skraldetårn på ladet, som bare skriger "Hold, hold! Det går gal'". Men det gør det nu sjældent. Går gal' hernede altså. Og det er selvom man står på stålstiger og fikser el- ledninger, der mest af alt ligner edderkoppespin og mindst af alt ligner noget, man har tiltro til ikke giver en helvedes masse stød. Og selvom alle kører som en brækket arm og uden kørekort (men bare rolig - de øver sig i slalomkørsel på de lokale fodbold/støvbaner). Ja, alt den slags glemmer jeg måske helt at skrive om, fordi det slet og ret er blevet min hverdag. Og det kan man jo ikke just sige, at det er for jer i Danmark, så det vil måske alligevel være spændende for jer at høre om.
Så jeg byder Emma velkommen i morgen (I MORGEN! HVOR ER DET VILDT!), og jeg glæder mig som jeg-ved- snart-ikke-hvad til at bruge tiden med hende og til at opleve hende opleve Nepal. Det må jo være en dobbelt-oplevelse, og dobbelt op er altid godt.
Det betyder nok, at der bliver stille på bloggen påsken over, men I kan hilse og sige, at jeg har det GODT!
Rigtig god påske!
fredag den 19. marts 2010
Kejthåndens reinkarnation. (Eller det tåbeligste indlæg til dato)
Endelig er der andre end nepaleserne, der dummer sig, og selvfølgelig er det amerikanerne. KFC (der er én her i området, men ingen McDonalds nogensteder - befriendende) serverer deres kyllingestykker i store bægere, hvor der står "fingerlicking good" op og ned ad siderne. Taget i betragtning af, at alle spiser alt (undtagen suppe, men det er tæt på) med fingerne, så er det en rimelig dårlig kampagne. De kunne måske moderere den lidt, så der stod "left- fingerlicking good" da alle hernede er meget påpasselige med ikke hverken at spise eller at give noget til andre med deres venstre hånd. Jeg ville fx være rigtig ked af at blive reinkarneret som en nepalesisk venstre hånd, for skulle man dele kroppen op i kaster, så er venstre hånd helt klart tilhørende laveste kaste. Og det er ikke bare fordi, at man er så fræk at kalde den 'kejthånden'. Nej, det kommer sig faktisk af, at venstre hånd i Nepal altid laver det beskidte arbejde. Venstre hånd tørrer næse og fejer spytklatter væk omkring munden og man tørrer sig sågar i røven med den - uden beskyttende lag toiletpapir mellem balle/næse/mund og hånd. Så hvis KFC kan få deres kunder til at slikke på denne, kejthånden, så synes jeg for alvor de kan prale.
Hvis man derimod forestillede sig at blive reinkarneret (de er rigtig glade for reinkarnationer hernede, hvorfor denne tanke er mig nærliggende. Alle hinduguderne (og dem er der i forvejen mange af) har hver hundredvis af forskellige inkarnationer, men jeg tror jeg gemmer inkarnation-snakken til en anden blog (cliffhanger). Og så tror jeg, at man skal læse denne sætning forfra igen - uden parentesen - for den kan jeg nu se er blevet alt for lang og klodset) som en dansk hånd, så ville man snarere være ganske overset som inkarnation. Og man kan have nok så mange gode intentioner for ens liv, men hvis man ikke bliver taget aktivt i brug, så kan man jo ikke vise ens gode henseender. Så ville de måske alligevel være bedre at være en nepalesisk kejthånd, for da kan man i det mindste udføre sit job rigtig, rigtig godt. Måske kan man ligefrem frygte, at den danske kejthånd er evighedsinkarnationen, fordi man da er passificeret og dermed reinkarneret på samme stadie hver gang. Medmindre man engang får chancen og bliver genfødt som kejthånd på en, der ER kejthåndet. Men hvis det ikke er tilfældet, så opnår man måske aldrig Nirvarna (svarende til Paradis), som er målet med hele buddhismen.
Og ad disse kringlede omveje kom bloggen vist alligevel til at handle om reinkarnationer og buddhisme og hinduisme. Princippet er nemlig det samme; at ens handlinger i ens nuværende liv bestemmer i hvilken form man genfødes næste gang. Og så er vi faktisk næsten helt tilbage til nogle af mine første blogindlæg, hvor jeg beskrev, hvordan nepalesere i højere grad er ansvarlig for egne handlinger, og at der er ikke en dommer-Gud, som bare tilgiver i højre i venstre og afgører, hvad der skal ske på ens vegne.
Hvis jeg kan tillade mig at køre ud ad en sidste tangent (du/I må gerne springe over dette og gå direkte til afslutningen, hvis du/I allerede nu finder det her for fjollet), så fører det med ansvar for egne handlinger nu ikke kun gode ting med sig, for der opstår af og til situationer, hvor ingen vil vedkende sig ansvaret. Fx er reklamationsret ikke just noget man reklamerer med (!) hernede, og hænder det, at man står med en nyindkøbt, defekt MP3-afspiller, så har sælgeren pludselig meget svært ved at se, hvorledes han kan være ansvarlig og endda endnu mere besvær med at forstå, hvorfor pengene skal returneres eller varen erstattes.
Og således fik jeg vist mere eller mindre elegant ledt jer igennem mine tanker, og hvis du/I faldt af et sted undervejs og tænker, at KFC da har forsvindende lidt med reinkarnationer og religion at gøre, så tilgiver jeg jer, velvidende, at det HAR forsvindende lidt med hinanden at gøre. Men jeg har også været meget, meget syg.
Hvis man derimod forestillede sig at blive reinkarneret (de er rigtig glade for reinkarnationer hernede, hvorfor denne tanke er mig nærliggende. Alle hinduguderne (og dem er der i forvejen mange af) har hver hundredvis af forskellige inkarnationer, men jeg tror jeg gemmer inkarnation-snakken til en anden blog (cliffhanger). Og så tror jeg, at man skal læse denne sætning forfra igen - uden parentesen - for den kan jeg nu se er blevet alt for lang og klodset) som en dansk hånd, så ville man snarere være ganske overset som inkarnation. Og man kan have nok så mange gode intentioner for ens liv, men hvis man ikke bliver taget aktivt i brug, så kan man jo ikke vise ens gode henseender. Så ville de måske alligevel være bedre at være en nepalesisk kejthånd, for da kan man i det mindste udføre sit job rigtig, rigtig godt. Måske kan man ligefrem frygte, at den danske kejthånd er evighedsinkarnationen, fordi man da er passificeret og dermed reinkarneret på samme stadie hver gang. Medmindre man engang får chancen og bliver genfødt som kejthånd på en, der ER kejthåndet. Men hvis det ikke er tilfældet, så opnår man måske aldrig Nirvarna (svarende til Paradis), som er målet med hele buddhismen.
Og ad disse kringlede omveje kom bloggen vist alligevel til at handle om reinkarnationer og buddhisme og hinduisme. Princippet er nemlig det samme; at ens handlinger i ens nuværende liv bestemmer i hvilken form man genfødes næste gang. Og så er vi faktisk næsten helt tilbage til nogle af mine første blogindlæg, hvor jeg beskrev, hvordan nepalesere i højere grad er ansvarlig for egne handlinger, og at der er ikke en dommer-Gud, som bare tilgiver i højre i venstre og afgører, hvad der skal ske på ens vegne.
Hvis jeg kan tillade mig at køre ud ad en sidste tangent (du/I må gerne springe over dette og gå direkte til afslutningen, hvis du/I allerede nu finder det her for fjollet), så fører det med ansvar for egne handlinger nu ikke kun gode ting med sig, for der opstår af og til situationer, hvor ingen vil vedkende sig ansvaret. Fx er reklamationsret ikke just noget man reklamerer med (!) hernede, og hænder det, at man står med en nyindkøbt, defekt MP3-afspiller, så har sælgeren pludselig meget svært ved at se, hvorledes han kan være ansvarlig og endda endnu mere besvær med at forstå, hvorfor pengene skal returneres eller varen erstattes.
Og således fik jeg vist mere eller mindre elegant ledt jer igennem mine tanker, og hvis du/I faldt af et sted undervejs og tænker, at KFC da har forsvindende lidt med reinkarnationer og religion at gøre, så tilgiver jeg jer, velvidende, at det HAR forsvindende lidt med hinanden at gøre. Men jeg har også været meget, meget syg.
mandag den 15. marts 2010
Hyldest til Nepal
Og så skriver jeg om romantikkere og stylter og gedelort i en dåse (jvf. mit tidligere indlæg), men jeg må sige jer, at I hellere må læse denne blog med lidt kilde-kritik i baghovedet, for i den anden ende af bloggen (altså min ende) sidder der en pige (det er mig), som ikke har fået en leverpostejsmad i to fulde måneder. Ja, faktisk ikke så meget som en skive rugbrød. Og en kogt kartoffel har jeg fået blot en enkelt gang, da jeg forsøgte at lave dansk mad til min nepalesiske familie (nu tænker I nok, at det gik galt, fordi jeg er en klovn i et køkken, men jeg må nu sige, at det blev en vældig succes, og grunden til, at jeg skriver "forsøgte" at lave dansk mad skyldes, at det er svært at tilberede dansk mad med nepalesiske råvarer og på to gasblus). Nå, men tilbage på sporet - vi kom fra det med romantikkeren og kildekritikken. Det jeg mener er, at I derhjemme må huske på, at jeg måske kommer til at romantisere Danmark, når jeg sidder fast i Nepals støjende, osende, oftest stillestående trafik midt på deres lusede veje med huller i, dynger med skrald og lastbiler, der synes de skal lave u-vendinger midt i myldretiden (hvorfor gør de det? Lastbilerne, altså. De kan umuligt have en GPS i forruden, som fortæller dem, at de skal foretage en u-vending). Alt dette kommer nok Danmark til gode. Derfor vil jeg her skrive et indlæg, som hylder Nepal. For Nepal er et dejligt sted, og jeg elsker Nepal, og jeg føler mig hjemme i Nepal. I Nepal er jeg både glad og tryg, og ikke en eneste gang har jeg oplevet - eller så meget som følt - at nogen vil mig noget ondt. Og i Nepal kan alt lade sig gøre. Nu skal I bare høre om alle de dejlige ting i Nepal.
Bananer i Nepal er halvt saa store men dobbelt saa gode, som man normalt kender dem. De er mere søde og har mere smag, men bliver ikke bløde, selvom de er så søde. Det er normalt noget man må gå på kompromis med, hvis man som jeg ikke så godt kan lide bløde bananer. Og så kan man købe dem for en skillig i en bod på hjørnet, som jeg passerer hver dag til og fra skole. Den stumme mimik-kommunikation med frugtdamen er et ritual i sig selv, og nu er jeg endda begyndt at få to ekstra bananer med efter jeg har betalt. Det er Nepal - meget mere sødme, og ikke den der bløde, halvraadne slags, hvor hver ting man giver væk bliver holdt op imod, hvor meget man selv får igen.
Og så er det så meget sjovere at køre med bus hernede. Godt nok er trafikken langsom og støjende, men i busserne er der hindi-musik af den slags, som chaufføren godt kan lide (faelles for buschaufoerere er, at de godt kan lide vild musik), og så er hele resten af bussens passagerer tvangsindlagt til at høre det. Og så falder man altid i snak med folk bussen - enten fordi de selv henvender sig i interesse, eller fordi man selv gerne vil have bekræftiget, at man er kommet på den rigtige bus. Det udvikler sig tit til en small talk, som fx da en veluddannet nepaleser oversatte for mig, at den ældre dame, som sad mast op mod mig, havde kvalme og følte, at hun skulle kaste op. Jeg kunne dog slappe helt af, for han havde sagt til hende, at det var psykologisk, og at hun bare skulle tænke på noget andet - saa skete der ikke noget. Ja, nepalesere er altid så hjælpsomme - i enhver situation.
Og så elsker jeg Nepal, fordi man her kan fikse alting. Forleden dag sad jeg og læste avis ved spisebordet, da jeg hørte en lyd præcis som når Tom brager igennem et kæmpe vindue i forsøget på at fange Jerry (der er her tale om tegneserien Tom & Jerry). Det viste sig at være den yngste knægt, Norke, på 8 år, der havde smadret en rude i huset med en fodbold. Der var efterfølgende en ordentlig skideballe i stedet for lyden af trompeter og bækkener. Nå, men i hvert fald blev en ny rude sat i i løbet af en halv time, og det kostede mindre end en æske chokolade. Jeg tror det samme gælder bilerne - blikdåser, som man for længst ville have opgivet at redde i DK, kører gladeligt op og ned ad stenede grusveje.
Og så er Nepal dejlig, fordi vejrudsigten indskrænker sig til en fra-dag-til-dag-prognose, der lyder "fair throughout the country" :)
Alting er også mere ligetil i Nepal. Der er faktisk ikke rigtig noget, der er højtideligt. Heller ikke det, man skulle tro var højtideligt. Fx sker det kun i Nepal, at man kommer hjem fra skole og finder huset tykt af røgelse. Det viser sig så, at huset skal have nye bedeflag på taget, så man har hidkaldt en munke-Lama til at velsigne alle flag og mennesker i huset. Han sidder så midt i huset og bimler med klokker og trommer og messer derudad, mens husets aktivitet fortsætter uanfægtet.
Og børn i Nepal er bare så meget bedre til at lege. Som jeg før har været inde på, så leger de bare på den rigtig sunde, aktive, simple måde. Og så leger de altid i en stor flok på åbne arealer, så snart de får fri fra skole. Og de leger og leger helt indtil deres ældre søskende eller forældre henter dem hjem til aftensmad.
Og så er maden lækker i Nepal. De får meget ris, men jeg er begyndt at elske det. Og man kan tilberede det med alskens tilbehør, og det er de bare gode til.
Det er også kun i Nepal, at hundene strejfer herreløse omkring, mens det er gederne, som bliver luftet i snor.
Og så er det her min første rejse og første gang, at jeg på den måde får et nyt perspektiv på livet, så selvfølgelig er Nepal helt speciel for mig. Jeg føler mig hjemme i Nepal. Især fordi, at jeg nu kender alle rutiner og ansigter, jeg møder på vej til og fra skole. Selv de herreløse hunde hører til i hvert sit område. Og den skaldede papegøje og den lille shop, som har en abe i snor. Jeg kender det hele nu, og det er ikke så ringe endda.
Og for at goere det til en aegte hyldest, saa vil jeg slutte af med et link, hvor man kan hoere den nepalesiske nationalmelodi, for den er ogsaa noget saa god. Paa computeren jeg sidder ved nu, er der ingen lyd, men jeg haaber, at jeg har fundet en god version. http://www.youtube.com/watch?v=9E40D796Dik
Sangen handler om Nepals forskellighed - kulturelle, religioese, sproglige, racemaessige og landskabsmaessige forskelligheder - der er som blomster, som sammen skaber en smuk blomsterkaede. Aah, ja - Nepal er blevet mit hjertebarn.
Bananer i Nepal er halvt saa store men dobbelt saa gode, som man normalt kender dem. De er mere søde og har mere smag, men bliver ikke bløde, selvom de er så søde. Det er normalt noget man må gå på kompromis med, hvis man som jeg ikke så godt kan lide bløde bananer. Og så kan man købe dem for en skillig i en bod på hjørnet, som jeg passerer hver dag til og fra skole. Den stumme mimik-kommunikation med frugtdamen er et ritual i sig selv, og nu er jeg endda begyndt at få to ekstra bananer med efter jeg har betalt. Det er Nepal - meget mere sødme, og ikke den der bløde, halvraadne slags, hvor hver ting man giver væk bliver holdt op imod, hvor meget man selv får igen.
Og så er det så meget sjovere at køre med bus hernede. Godt nok er trafikken langsom og støjende, men i busserne er der hindi-musik af den slags, som chaufføren godt kan lide (faelles for buschaufoerere er, at de godt kan lide vild musik), og så er hele resten af bussens passagerer tvangsindlagt til at høre det. Og så falder man altid i snak med folk bussen - enten fordi de selv henvender sig i interesse, eller fordi man selv gerne vil have bekræftiget, at man er kommet på den rigtige bus. Det udvikler sig tit til en small talk, som fx da en veluddannet nepaleser oversatte for mig, at den ældre dame, som sad mast op mod mig, havde kvalme og følte, at hun skulle kaste op. Jeg kunne dog slappe helt af, for han havde sagt til hende, at det var psykologisk, og at hun bare skulle tænke på noget andet - saa skete der ikke noget. Ja, nepalesere er altid så hjælpsomme - i enhver situation.
Og så elsker jeg Nepal, fordi man her kan fikse alting. Forleden dag sad jeg og læste avis ved spisebordet, da jeg hørte en lyd præcis som når Tom brager igennem et kæmpe vindue i forsøget på at fange Jerry (der er her tale om tegneserien Tom & Jerry). Det viste sig at være den yngste knægt, Norke, på 8 år, der havde smadret en rude i huset med en fodbold. Der var efterfølgende en ordentlig skideballe i stedet for lyden af trompeter og bækkener. Nå, men i hvert fald blev en ny rude sat i i løbet af en halv time, og det kostede mindre end en æske chokolade. Jeg tror det samme gælder bilerne - blikdåser, som man for længst ville have opgivet at redde i DK, kører gladeligt op og ned ad stenede grusveje.
Og så er Nepal dejlig, fordi vejrudsigten indskrænker sig til en fra-dag-til-dag-prognose, der lyder "fair throughout the country" :)
Alting er også mere ligetil i Nepal. Der er faktisk ikke rigtig noget, der er højtideligt. Heller ikke det, man skulle tro var højtideligt. Fx sker det kun i Nepal, at man kommer hjem fra skole og finder huset tykt af røgelse. Det viser sig så, at huset skal have nye bedeflag på taget, så man har hidkaldt en munke-Lama til at velsigne alle flag og mennesker i huset. Han sidder så midt i huset og bimler med klokker og trommer og messer derudad, mens husets aktivitet fortsætter uanfægtet.
Og børn i Nepal er bare så meget bedre til at lege. Som jeg før har været inde på, så leger de bare på den rigtig sunde, aktive, simple måde. Og så leger de altid i en stor flok på åbne arealer, så snart de får fri fra skole. Og de leger og leger helt indtil deres ældre søskende eller forældre henter dem hjem til aftensmad.
Og så er maden lækker i Nepal. De får meget ris, men jeg er begyndt at elske det. Og man kan tilberede det med alskens tilbehør, og det er de bare gode til.
Det er også kun i Nepal, at hundene strejfer herreløse omkring, mens det er gederne, som bliver luftet i snor.
Og så er det her min første rejse og første gang, at jeg på den måde får et nyt perspektiv på livet, så selvfølgelig er Nepal helt speciel for mig. Jeg føler mig hjemme i Nepal. Især fordi, at jeg nu kender alle rutiner og ansigter, jeg møder på vej til og fra skole. Selv de herreløse hunde hører til i hvert sit område. Og den skaldede papegøje og den lille shop, som har en abe i snor. Jeg kender det hele nu, og det er ikke så ringe endda.
Og for at goere det til en aegte hyldest, saa vil jeg slutte af med et link, hvor man kan hoere den nepalesiske nationalmelodi, for den er ogsaa noget saa god. Paa computeren jeg sidder ved nu, er der ingen lyd, men jeg haaber, at jeg har fundet en god version. http://www.youtube.com/watch?v=9E40D796Dik
Sangen handler om Nepals forskellighed - kulturelle, religioese, sproglige, racemaessige og landskabsmaessige forskelligheder - der er som blomster, som sammen skaber en smuk blomsterkaede. Aah, ja - Nepal er blevet mit hjertebarn.
onsdag den 10. marts 2010
Ikke-ekspertraad
Jeg tror der sidder et par romantikkere rundt omkring i Danmark og forestiller sig det hele være meget bedre, hvis vi blot vendte tilbage til den glade Bullerby-tid, hvor børnene var rødkindede og friske, og livet kun var surt, når drengene puttede gedelort ned i den dåse, som man troede var en hemmelig skat. For det var dengang, at man fandt på den slags narrestreger, men det blev aldrig rigtig alvorligt, og når man kom hjem, var der varme boller fra stenovn, og I kan rigtig tro, at de hyggede sig. Og den gamle bedstemor strikkede vintertøj hele sommeren og fortalte historier fra endnu mere gamle dage - altså de dage, som var gamle, dengang Bullerby-tiden ikke var gammel. Sådan skulle man også tro, at det er her. Og børnene er da også rødkindede og friske og stormer ud og leger hver dag de kommer hjem fra skole. At spille med marmorkugler er det store hit hernede, og min nepalesiske bhai (lillebror) kører en hel forretning, hvor han sælger de marmorkugler, han vinder. Så kan han spare sammen til hvad som helst. Eller man ser børn løbe med et trillende cykeldæk, som de holder kørende med en pind, eller de kan finde på at stavre rundt på stylter.
I Danmark hører jeg, at eksperter er bekymrede over fordummende tv- serier, elektronisk legetøj, selvtalende dukker, computerspil og teknologi. "Det ødelægger fuldstændig børnenes fantasi!", siger de. "Nu kan de ikke tænke selvstændig og kreativt!", kan de sige, for de vil gerne piske en stemning op. Og så køber forældrene BRIO i træ, så børnene selv kan forestille sig både farver og lyde og funktioner, og af uransageige årsager er BRIO djævlens dyrt. Måske er det fordi, at det er økologisk, og jeg vil medgive, at det er bedre at forestille sig, at træ-toget er en is, og slikke på den, end det er, når børn hernede forestiller sig det samme om batterier eller båndsalat fra kassettebånd.
Når jeg ser på nepalesiske børn og teenagere, så leger de præcis, som økologi-fanatiske forældre og eksperter raader boern i Danmark til at lege, men jeg siger jer: spar pengene. Det kommer an på skolegangen, og al kreativ tankegang og fantasi bliver slået hårdt og sikkert til jorden her i Nepal - bogstaveligt talt - med flad hånd eller stok. Man kan have trillet nok så mange cykeldæk som barn, men hvad end det har sat i gang af selvtrillende tanker i hovedet, saa bliver de bremset af de nepalesiske indlæringsmetoder, hvis inderste kerne er udenadslære. Børnene, jeg bor hos, sidder og terper definitioner på fyskiske og kemiske begreber, som de kan lire af præcis som det står i bogen, men der er ingen dybere forståelse. Og de kender Nepals placering i verden angivet i laengde- og breddegrader. Og de skal kunne alle afrikanske lande inkl. hovedstæder. De har sågar et fag, som hedder generel knowledge, hvor der bare står tørre facts, som de skal vide. Kendte forfattere med tilhørende klassikkere, navngivning af de forskellige spillepladser på et fodboldhold, rækkefølgen af planeterne i solsystemet, procentdelen af analfabeter i diverse lande. Og når de har billedkunst, så afbilleder de billeder fra bogen, og deres lektie er at tegne det, som de i timen tegnede efter fra bogen. Men aldrig analyserer de konsekvenserne af disse facts. Når de laver opgaver, er der altid et rigtigt og et forkert svar.
På fredag begynder eksamensperioden hernede, og børnene på min skole skal op i alle fag - to-en-halv time med spørgeark - og de må ikke medtage bøger. Det forekommer mig, at der er rimelig mange paralleller fra deres test og til integrationsprøven i Danmark, men når det kommer til stykket, så er det jo ikke det, der betyder noget. At være kritisk, at indsamle information og holde dem op mod hinanden, at kunne vurdere fordele og ulemper og analysere sig frem til et output er det gældende, og det kommer ikke bare ved at løbe med cykeldæk. Så spar jeres BRIO-penge i put dem i en god efterskole i stedet. Det er mit ikke-ekspert-råd herfra.
I Danmark hører jeg, at eksperter er bekymrede over fordummende tv- serier, elektronisk legetøj, selvtalende dukker, computerspil og teknologi. "Det ødelægger fuldstændig børnenes fantasi!", siger de. "Nu kan de ikke tænke selvstændig og kreativt!", kan de sige, for de vil gerne piske en stemning op. Og så køber forældrene BRIO i træ, så børnene selv kan forestille sig både farver og lyde og funktioner, og af uransageige årsager er BRIO djævlens dyrt. Måske er det fordi, at det er økologisk, og jeg vil medgive, at det er bedre at forestille sig, at træ-toget er en is, og slikke på den, end det er, når børn hernede forestiller sig det samme om batterier eller båndsalat fra kassettebånd.
Når jeg ser på nepalesiske børn og teenagere, så leger de præcis, som økologi-fanatiske forældre og eksperter raader boern i Danmark til at lege, men jeg siger jer: spar pengene. Det kommer an på skolegangen, og al kreativ tankegang og fantasi bliver slået hårdt og sikkert til jorden her i Nepal - bogstaveligt talt - med flad hånd eller stok. Man kan have trillet nok så mange cykeldæk som barn, men hvad end det har sat i gang af selvtrillende tanker i hovedet, saa bliver de bremset af de nepalesiske indlæringsmetoder, hvis inderste kerne er udenadslære. Børnene, jeg bor hos, sidder og terper definitioner på fyskiske og kemiske begreber, som de kan lire af præcis som det står i bogen, men der er ingen dybere forståelse. Og de kender Nepals placering i verden angivet i laengde- og breddegrader. Og de skal kunne alle afrikanske lande inkl. hovedstæder. De har sågar et fag, som hedder generel knowledge, hvor der bare står tørre facts, som de skal vide. Kendte forfattere med tilhørende klassikkere, navngivning af de forskellige spillepladser på et fodboldhold, rækkefølgen af planeterne i solsystemet, procentdelen af analfabeter i diverse lande. Og når de har billedkunst, så afbilleder de billeder fra bogen, og deres lektie er at tegne det, som de i timen tegnede efter fra bogen. Men aldrig analyserer de konsekvenserne af disse facts. Når de laver opgaver, er der altid et rigtigt og et forkert svar.
På fredag begynder eksamensperioden hernede, og børnene på min skole skal op i alle fag - to-en-halv time med spørgeark - og de må ikke medtage bøger. Det forekommer mig, at der er rimelig mange paralleller fra deres test og til integrationsprøven i Danmark, men når det kommer til stykket, så er det jo ikke det, der betyder noget. At være kritisk, at indsamle information og holde dem op mod hinanden, at kunne vurdere fordele og ulemper og analysere sig frem til et output er det gældende, og det kommer ikke bare ved at løbe med cykeldæk. Så spar jeres BRIO-penge i put dem i en god efterskole i stedet. Det er mit ikke-ekspert-råd herfra.
onsdag den 3. marts 2010
Dumheder fra Nepal
I tror måske, at det må være svært at begå sig i et af verdens fattigste lande. Jeg må nu sige, at den største udfordring består i at besinde sig og væbne sig med tålmodighed. Nepalesere har et helt specielt forhold til tid, og man arbejder med begrebet 'nepali time'. Det betyder, at hvis man aftaler at mødes ved 10 - 11-tiden, så kommer man kl. 12. Distance er også et flyvsk begreb, og hvis man spørger en nepaleser om vej, kan man være sikker på, at der er "fifteen minutes walk" til destinationen. Det viser sig dog ofte, at man befinder sig en times gåtur fra den ønskede position.
Nogengange kan det også undre mig, hvordan en tjener, hvis job hver eneste dag er at tage imod bestillinger, kan få "one black coffee, no suger" (antal vist med den ene finger og den anden pegende i menukortet) og "one fresh mango juice" (samme procedure) til at blive to kopper kaffe med sukker og en appelsinjuice på karton. Den slags fejl opstår hyppigt.
Og det kan undre mig, hvordan man som vejarbejder kan slippe af sted med at reperere huller i vejen ved at lægge jernstænger på langs af køreretningen, så alle kørertøjer kører fast i rillerne mellem stængerne. Manden kan vælge at lægge dem på tværs og på langs af køreretningen, og så vælger han at lægge dem på langs. Igen: det er mandens job, og han vælger den dårligste løsning af to.
Og hvem er den elektriker, som har placeret min stikkontakt i den øverste ende af trappen, så jeg kan gå op ad trappen i mørke og tænde lyset, eller slukke lyset og gå ned ad trappen i mørke.
Det er måske nogen af de samme mekanismer, som gør sig gældende, når man i Nepal kun formår at udvinde 1 procent af den potentielle vandenergi, der er tilgængelig. Taget i betragtning af, at Nepal er verdens andenrigeste nation når det gælder vandressourcen, så er det altså skidt. Der er i høj grad noget at tage fat på i dette land, og et godt sted at starte er ved uddannelse. Alt det, som vi tager for givet og slet ikke tænker over i DK, fordi vi finder det logisk, er mange gange et stort mysterium hernede, så det er virkelig gået op for mig, hvor meget viden gør i et samfund. Udfordringen er især stor her i Nepal, fordi mange unge rejser fra Nepal og studerer og slår sig ned i andre lande. Der er heldigvis rigtig mange volontør-projekter hernede, men det er en lang proces, ingen tvivl om det. Jeg håber, at man kan få dette land hevet ud fra fattigdom og uvidenhed, men at man stadig kan bevare kulturen. Den er meget udtalt hernede, og der er simpelthen så mange traditioner, festivaler, farver og sjov. Amerika har Hollywood, Indien har Bollywood og Nepal har Kollywood. Sådan håber jeg, at det forbliver.
Nepalesisk opslagsværk
Der er mange ting, som ikke er helt som i Danmark. Man har opfundet alternative løsninger på alt muligt, så jeg har udarbejdet et lille opslagsværk. Nu tænker I nok, at jeg overdriver, men det er faktisk ikke slemt med overdrivelserne i det kommende. Nepal er på mange måder så ekstremt, at man ikke behøver at overdrive for at få en god historie.
En lastbil, substantiv: Rank kvinde med fletkurv på ryggen. Denne er fastspændt med en rem, som går op over hovedet, således at ryggen og nakken er de bærende muskelgrupper. Kapacitet: enorme mængder; både volumen- og massemæssigt. Kan transportere ALT lige fra grus og mursten til møbler og andet pak-pak (selvopfundet ord af samme betydning som pik-pak, men af betydelig større dimension). Er i god stand indtil sit fyrretyvende leveår, hvor ryggen knækker sammen i en 90-graders vinkel (det er heller ikke en overdrivelse. Man ser dem jævnligt i gadebilledet med stok og næsen i jorden, fordi ryggen er krøllet som en krog). Hjulene på denne alternative lastbil består af et par udtrådte skum-klipklappere, som synes at være universel-skoen her i Nepal. Det skyldes nok mest, at den er så billig. Ergonomisk korrekt er den i hvert fald ikke. Det er vist kun os i Vesten, som finder det nødvendigt at spendere en milliard på en ergonomisk sko med gyngeheste-såler, så vi kan bestride den jævne, flade og asfalterede vej til børnehaven og hjem.
En kost, substantiv: et bundt kviste af en halv meters længde. Meget praktisk hvis man i forvejen har smadret sin ryg, da man arbejdede som fuldtidslastbil. Ellers bliver den mere praktisk hen ad vejen, når man smadrer sin ryg ved at feje. Overordenet må jeg dog konkludere, at det er hamrende upraktisk for menigmand at bruge denne kvistekost.
En ovn, substantiv: en sjælden anordning hvis man fx vil bage en kage. Da placeres en kæmpemæssig gryde på gasblusset i køkkenet, og man putter dernæst en mindre gryde ned i den store. Kagedejen fordeles i den lille gryde, og man lægger låg på den store gryde. Nu tænder man et bål oven på låget af den store gryde og står og vifter om det, baalet altsaa, indtil kagen er færdig.
Et transportmiddel, substantiv: alt, hvad man på flade dæk og skramlende motorer kan tvinge frem. Mængden af det, der kan transporteres på disse kørertøjer stiger ekspotentielt med antallet af hjul. Tohjulede cykler kan således transportere 100 kg ris, 100 kg cementpulver, fungere som en rullede frugtbutik eller transportere 30 meter lange bambus- eller jernstænger. Er det en motoercykel, kan man snildt smække en kalveside på styret og sidde en hel familie på sædet (mand, kone, to børn og et par skoletasker).
Trehjulede kørertøjer fungerer som regel som rullende boder med alskens sortiment fra elektronik til mad og snacks. Kan også bruges, hvis man skal have flyttet hele sit indbo fra et sted til et andet.
Er man velsignet med et firehjulet køretøj, så kan man transportere ALT i hele verden. Er der tale om en bus (en minivan fungerer som busser her i Nepal), så er der således altid plads til en ekstra, og ikke nødvendigvis en med Rexona. Min rekord er små 30 mennesker i en minivan, og det på trods at hul direkte ned til vejen ved førerens gearstang.
En vej, substantiv: enhver given passage, der lige akkurat tillader en bil at klemme sig igennem. Vejens tilstand og hældning er underordnet. Fuldstændig underordnet. Det er saaledes ikke sjaeldent, at taxa'en dytter hidsigt af en, naar man med trekkingsko gaar paa den lille, naturyndige grussti, som snor sig op ad en bjergside. Der er altid en industri for en bleg amerikaner, der ikke gider gaa selv.
Nogengange kan det også undre mig, hvordan en tjener, hvis job hver eneste dag er at tage imod bestillinger, kan få "one black coffee, no suger" (antal vist med den ene finger og den anden pegende i menukortet) og "one fresh mango juice" (samme procedure) til at blive to kopper kaffe med sukker og en appelsinjuice på karton. Den slags fejl opstår hyppigt.
Og det kan undre mig, hvordan man som vejarbejder kan slippe af sted med at reperere huller i vejen ved at lægge jernstænger på langs af køreretningen, så alle kørertøjer kører fast i rillerne mellem stængerne. Manden kan vælge at lægge dem på tværs og på langs af køreretningen, og så vælger han at lægge dem på langs. Igen: det er mandens job, og han vælger den dårligste løsning af to.
Og hvem er den elektriker, som har placeret min stikkontakt i den øverste ende af trappen, så jeg kan gå op ad trappen i mørke og tænde lyset, eller slukke lyset og gå ned ad trappen i mørke.
Det er måske nogen af de samme mekanismer, som gør sig gældende, når man i Nepal kun formår at udvinde 1 procent af den potentielle vandenergi, der er tilgængelig. Taget i betragtning af, at Nepal er verdens andenrigeste nation når det gælder vandressourcen, så er det altså skidt. Der er i høj grad noget at tage fat på i dette land, og et godt sted at starte er ved uddannelse. Alt det, som vi tager for givet og slet ikke tænker over i DK, fordi vi finder det logisk, er mange gange et stort mysterium hernede, så det er virkelig gået op for mig, hvor meget viden gør i et samfund. Udfordringen er især stor her i Nepal, fordi mange unge rejser fra Nepal og studerer og slår sig ned i andre lande. Der er heldigvis rigtig mange volontør-projekter hernede, men det er en lang proces, ingen tvivl om det. Jeg håber, at man kan få dette land hevet ud fra fattigdom og uvidenhed, men at man stadig kan bevare kulturen. Den er meget udtalt hernede, og der er simpelthen så mange traditioner, festivaler, farver og sjov. Amerika har Hollywood, Indien har Bollywood og Nepal har Kollywood. Sådan håber jeg, at det forbliver.
Nepalesisk opslagsværk
Der er mange ting, som ikke er helt som i Danmark. Man har opfundet alternative løsninger på alt muligt, så jeg har udarbejdet et lille opslagsværk. Nu tænker I nok, at jeg overdriver, men det er faktisk ikke slemt med overdrivelserne i det kommende. Nepal er på mange måder så ekstremt, at man ikke behøver at overdrive for at få en god historie.
En lastbil, substantiv: Rank kvinde med fletkurv på ryggen. Denne er fastspændt med en rem, som går op over hovedet, således at ryggen og nakken er de bærende muskelgrupper. Kapacitet: enorme mængder; både volumen- og massemæssigt. Kan transportere ALT lige fra grus og mursten til møbler og andet pak-pak (selvopfundet ord af samme betydning som pik-pak, men af betydelig større dimension). Er i god stand indtil sit fyrretyvende leveår, hvor ryggen knækker sammen i en 90-graders vinkel (det er heller ikke en overdrivelse. Man ser dem jævnligt i gadebilledet med stok og næsen i jorden, fordi ryggen er krøllet som en krog). Hjulene på denne alternative lastbil består af et par udtrådte skum-klipklappere, som synes at være universel-skoen her i Nepal. Det skyldes nok mest, at den er så billig. Ergonomisk korrekt er den i hvert fald ikke. Det er vist kun os i Vesten, som finder det nødvendigt at spendere en milliard på en ergonomisk sko med gyngeheste-såler, så vi kan bestride den jævne, flade og asfalterede vej til børnehaven og hjem.
En kost, substantiv: et bundt kviste af en halv meters længde. Meget praktisk hvis man i forvejen har smadret sin ryg, da man arbejdede som fuldtidslastbil. Ellers bliver den mere praktisk hen ad vejen, når man smadrer sin ryg ved at feje. Overordenet må jeg dog konkludere, at det er hamrende upraktisk for menigmand at bruge denne kvistekost.
En ovn, substantiv: en sjælden anordning hvis man fx vil bage en kage. Da placeres en kæmpemæssig gryde på gasblusset i køkkenet, og man putter dernæst en mindre gryde ned i den store. Kagedejen fordeles i den lille gryde, og man lægger låg på den store gryde. Nu tænder man et bål oven på låget af den store gryde og står og vifter om det, baalet altsaa, indtil kagen er færdig.
Et transportmiddel, substantiv: alt, hvad man på flade dæk og skramlende motorer kan tvinge frem. Mængden af det, der kan transporteres på disse kørertøjer stiger ekspotentielt med antallet af hjul. Tohjulede cykler kan således transportere 100 kg ris, 100 kg cementpulver, fungere som en rullede frugtbutik eller transportere 30 meter lange bambus- eller jernstænger. Er det en motoercykel, kan man snildt smække en kalveside på styret og sidde en hel familie på sædet (mand, kone, to børn og et par skoletasker).
Trehjulede kørertøjer fungerer som regel som rullende boder med alskens sortiment fra elektronik til mad og snacks. Kan også bruges, hvis man skal have flyttet hele sit indbo fra et sted til et andet.
Er man velsignet med et firehjulet køretøj, så kan man transportere ALT i hele verden. Er der tale om en bus (en minivan fungerer som busser her i Nepal), så er der således altid plads til en ekstra, og ikke nødvendigvis en med Rexona. Min rekord er små 30 mennesker i en minivan, og det på trods at hul direkte ned til vejen ved førerens gearstang.
En vej, substantiv: enhver given passage, der lige akkurat tillader en bil at klemme sig igennem. Vejens tilstand og hældning er underordnet. Fuldstændig underordnet. Det er saaledes ikke sjaeldent, at taxa'en dytter hidsigt af en, naar man med trekkingsko gaar paa den lille, naturyndige grussti, som snor sig op ad en bjergside. Der er altid en industri for en bleg amerikaner, der ikke gider gaa selv.
onsdag den 24. februar 2010
Vandballoner fra Nepal
Der er nok den største diversitet her - på alle områder. Så mange religioner, så mange forskellige kalendre, så mange kaster, så mange farver, så mange landskaber, så mange sprog, så mange små butikker, så mange nationaldragter, saa mange festivaler. Men der er kun EN madret: Daal bhat - ris med linsesuppe. Mht. religionerne, så er det ikke lykkes mig at blive helt klog på dem endnu. Hinduisme og buddhisme er i hvert fald mest udpræget, men det er svært at holde styr på, hvem der har hvilke ritualer og traditioner, og hvem der beder hvor. Nogle steder beder hinduer og buddhister i de samme templer, og i andre templer er det kun tilladt for hinduer at komme ind. Når man spørger menigmand på gaden, så virker det heller ikke som om, at de har helt styr på det, men under alle omstændigheder, så er religion en stor del af kulturen og årsag til megen festivitas. Den slags kan de godt lide hernede, og nu er Holi ved at tage over, hvor Losar slap (nytårsfestlighederne, som jeg skrev om i sidste indlæg). Holi er farvefestival, og er egentlig først på søndag. Det går ud på, at man kaster farvet vand på hinanden, men børnene er allerede tyvstartet - de har vaeret i gang med vandballoner de sidste mange dage. De kigger skælmsk på en med vandballonen gemt bag ryggen, og når man er gået forbi, får man den lige i nakken. Vandballonen altsaa. Det er et kæmpechok, og mens man kommer til sig selv, råber de grinende "HAPPY HOLI". På søndag, når der rigtig går løs, har jeg en drøm om at bevæbne mig til tænderne og gå i åben krig!
En anden ting er sproget. Der tales omkring 100 forskellige sprog i Nepal, hvoraf nepali er det forenende sprog, som alle kan snakke. De resterende sprog (ja, sprog - ikke dialekter) hører til forskellige kaster og områder, og det er især vildt taget i betragtning af, at Nepal kun er tre gange så stort som Danmark. Det har måske noget med diversiteten i landskabet at gøre, for de forskellige kaster udspringer fra forskellige områder i landet, og det er først på det seneste, at folk er begyndt at søge ned i storbyen. Infrastrukturen er sindsyg ringe hernede, så det bidrager også kun til, at folk bliver, hvor de er. Dermed bliver sprogene ikke blandet, men kan fortsat bestå. Sidste weekend, da vi var i Nagarkot, gik jeg hjem derfra. Små 20 km, hvor vi kom igennem landbrugsområder, og det var virkelig som at se Danmark i meget, meget gamle dage. Umiddelbart er mit gæt, at der boede store familier på gårdene, og at de var selvforsynende. Der var arbejde nok til alle (især kvinderne). Markerne skulle dyrkes og luges i hånden, en lade skulle repereres, høns og køer skulle fodres og malkes, der skulle laves mad, og børnene rendte rundt og legede i solen. De var drevet af minimumsbehov, som blev dækket, så det var på ingen måde nærliggende at skulle rejse andre steder hen, eller blot holde sig orienteret om omverdenen, for det er jo ikke nyttigt i sådan et landbrug. Når man befinder sig i Kathmandu, hvor de fleste går i skole og kan engelsk, så tænker man ikke så meget over det, men når man kommer få kilometer udenfor byen, så er der godt nok ikke meget uddannelse og information blandt befolkningen, og saa kan jeg bedre forstaa, hvordan de kan have saa mange forskellige sprog.
Trods alle forskellighederne lever man side om side, og man mærker umiddelbart ingen spændinger mellem de forskellige kaster eller religioner. Her er man nærmest en stor familie, og hvis man tiltaler en ukendt - hvis man spørger om vej eller skal i kontakt med en tjener - så siger man bare "dhai" eller "didi", som betyder storebror eller - søster. Som jeg tidligere skrev, så har man her et meget mere afslappet forhold til hinanden. Det er sjovt, for i Danmark siger man "undskyld", hvis man skal spørge om vej eller lign., men det undrer mig egentlig, hvorfor man siger undskyld. Undskyld-jeg-forstyrer-og-hvor-er-jeg-dum-og-klodset-og-til-besvær, men kan du fortælle mig vejen til Himmelbjerget? Denne underdanighed ligger ikke implicit, når man bruger dhai eller didi. Her er man en stor familie, og der er altid en fars søsters datters mand, som kan hjælpe, hvis man skal have lavet en farvekopi, eller man kan låne onklens motorcykel weekenden over. Som vores nepalesiske ven, Prem, siger: "No problem, why not?!".
En anden ting er sproget. Der tales omkring 100 forskellige sprog i Nepal, hvoraf nepali er det forenende sprog, som alle kan snakke. De resterende sprog (ja, sprog - ikke dialekter) hører til forskellige kaster og områder, og det er især vildt taget i betragtning af, at Nepal kun er tre gange så stort som Danmark. Det har måske noget med diversiteten i landskabet at gøre, for de forskellige kaster udspringer fra forskellige områder i landet, og det er først på det seneste, at folk er begyndt at søge ned i storbyen. Infrastrukturen er sindsyg ringe hernede, så det bidrager også kun til, at folk bliver, hvor de er. Dermed bliver sprogene ikke blandet, men kan fortsat bestå. Sidste weekend, da vi var i Nagarkot, gik jeg hjem derfra. Små 20 km, hvor vi kom igennem landbrugsområder, og det var virkelig som at se Danmark i meget, meget gamle dage. Umiddelbart er mit gæt, at der boede store familier på gårdene, og at de var selvforsynende. Der var arbejde nok til alle (især kvinderne). Markerne skulle dyrkes og luges i hånden, en lade skulle repereres, høns og køer skulle fodres og malkes, der skulle laves mad, og børnene rendte rundt og legede i solen. De var drevet af minimumsbehov, som blev dækket, så det var på ingen måde nærliggende at skulle rejse andre steder hen, eller blot holde sig orienteret om omverdenen, for det er jo ikke nyttigt i sådan et landbrug. Når man befinder sig i Kathmandu, hvor de fleste går i skole og kan engelsk, så tænker man ikke så meget over det, men når man kommer få kilometer udenfor byen, så er der godt nok ikke meget uddannelse og information blandt befolkningen, og saa kan jeg bedre forstaa, hvordan de kan have saa mange forskellige sprog.
Trods alle forskellighederne lever man side om side, og man mærker umiddelbart ingen spændinger mellem de forskellige kaster eller religioner. Her er man nærmest en stor familie, og hvis man tiltaler en ukendt - hvis man spørger om vej eller skal i kontakt med en tjener - så siger man bare "dhai" eller "didi", som betyder storebror eller - søster. Som jeg tidligere skrev, så har man her et meget mere afslappet forhold til hinanden. Det er sjovt, for i Danmark siger man "undskyld", hvis man skal spørge om vej eller lign., men det undrer mig egentlig, hvorfor man siger undskyld. Undskyld-jeg-forstyrer-og-hvor-er-jeg-dum-og-klodset-og-til-besvær, men kan du fortælle mig vejen til Himmelbjerget? Denne underdanighed ligger ikke implicit, når man bruger dhai eller didi. Her er man en stor familie, og der er altid en fars søsters datters mand, som kan hjælpe, hvis man skal have lavet en farvekopi, eller man kan låne onklens motorcykel weekenden over. Som vores nepalesiske ven, Prem, siger: "No problem, why not?!".
fredag den 19. februar 2010
Dyt, dyt og happy Losar!
Det er sjovt med Nepal, for det virker umiddelbart som om, at der ikke er så mange regler. Man kan blot se på trafikken. Den virker fuldstændig uoverskuelig, og der er lige så mange spor, som hver enkelt bilist/motorcyklist/scooter-list/cyklist/gå-list (det hele er en stor pærevælling på vejen) nu synes, der er plads til. Er der plads, så overhaler man bare, men ikke i yderbanen. Næ, man lister sig frem gennem uåbnede passager i den tætte tafik, og man snor sig udenom og indenom, op på kantsten eller ud i det modkørende spor. Det lader til, at hvis man bare lige dytter, så ved alle jo, at man kommer, og så må de jo flytte sig lidt. Blænder man op for lygterne, så betyder det, at man ikke flytter sig - det er vist i grove træk de regler, der er. Det er anarki og overlevelse, og bussen, den største art, er til hver en tid motorcyklen overlegen, og svinger uden videre ind til kantstenen for at samle passagere op. Så må motorcyklen vige midt i sin indenomsoverhaling. Trods det, så ser man sjældent ulykker her i Nepal. Det skyldes nok mest, at trafikken ikke er så hurtig, så hvis man kører sammen, er det sjældent med døden til følge. Det udmønter sig oftest i et par buler, og så snakker man ikke mere om det, for det er øjensynligt sket et par gange for de fleste bilister. Og hvad skulle man også snakke om? Ingen har en forsikring, jeg tvivler på, at de kender begrebet 'elitebilist', og der er ikke en hel række regler og bestemmelser, som aktiveres. I stedet finder man en løsning internt, og på den måde går det meget godt. Ansvaret for ens handlinger ligger i højere grad hos den enkelte, og her kan man ikke falde tilbage på alle mulige regler. Det synes jeg, er charmerende, for det giver hver enkelt mulighed for at håndtere situationer på egen hånd. Der er ikke en højere instans, som hele tiden kontrollerer og tjekker, at man nu også gør det, man skal. Alt det beaukrati vi kender i Danmark, ligger i nepalesernes egne hænder og må løses internt. Det gør også, at nepaleserne er mere afhængige af hinanden, fordi der ikke altid er en offentlig instition, hvor man naturligt kan gå til. I stedet må de hjælpe hinanden, og det lader også til, at de er meget mere vant til at snakke med hinanden, selvom de ikke har mødt hinanden før. I Danmark undlader man ofte at spørge, fordi man synes det er pinligt, hvis man ikke selv kan finde ud af det eller fordi man ikke vil være til besvær. Jeg tror det til en vis grænse er sundt selv at løse situationer, uden at det skal dokumeteres og bevises og sendes videre og behandles og vurderes af eksperter. Det samme gør sig gældende, når man handler. Prisen er diskutabel, og man kan indgå en handel, som er tilfredstillende for begge parter. Vi vesterlændinge betaler helt sikkert en højere pris for alting hernede, men med vores referenceramme er det stadig en god handel for os. Nu ved jeg ikke, hvordan det forholder sig med skattesystemet hernede, men det fungerer nærmest som deres eget lille skattesystem, når man handler på den måde. Jeg synes det er dejligt, at man selv er mere ansvarlig for, hvad man foretager sig, og at man kan finde ud af tingene internt.
På den anden side sørger reglerne i Danmark også for, at der er er sikkerhedsnet, og det må man sige er uvurdeligt, når man hernede ser krøblinge tiggende på gaden uden at vide, om de er krøblingegjort af en beskidt industri, eller om det er deres skæbne og den eneste mulighed er tiggervejen. Så selv om tingene hernede umiddelbart forløber gnidningsfrit uden alt for mange regler, så må jeg sige, at Danmark er et andet sted i udviklingen, og at jeg til hver en tid foretrækker Danmark.
Nu hiver jeg lige bloggen lidt mere ned på dagbogsniveau. Der har virkelig været drøn på i denne uge pga. Losar. Jeg har ikke præcist styr på, hvor mange forskellige kalendre de har i Nepal, men umiddelbart forekommer det mig, at der er en del. Losar er nytår, og i søndags fejrede Sherpa-folket deres nytår. Jeg blev inviteret hjem til en familie, som bor lige rundt om hjørnet fra mig, og det var helt vildt, som de tog imod mig og bespiste mig og gav mig deres hjerter. Nepaleserne er det mest gæstfrie og hjælpsomme folkefærd jeg til dato har mødt, og de serverer alt det bedste for deres gæster og går ikke og gemmer det bedste til sig selv. Festlighederne har fortsat ugen ud, og jeg har også været med til de offentlige, traditionsrige festligheder på klostrerne, hvor der er blevet kastet med ris, opført maskedanse til ære for guderne, sunget og danset, ringet på bedeklokker, trommet, messet, brændt røgelsesbål, holdt taler - på alle måder ekstreme sanseindtryk. I tirsdags var det Sherpa-festivitas, hvor kvinderne troppede op i de smukkeste, traditionelle Sherpa-kjoler i alle farver, og i går, fredag, holdt Tamang-kasten deres nytår, og også de var iført deres traditionelle Tamang-kjoler. Selv havde jeg lånt en Tamang-kjole, og selv om jeg følte mig som lidt af en vits, så fik jeg overordentlig mange rosende ord med på vejen. Jeg håber at kunne vise billeder fra festlighederne snarest.
Et andet syn, som jeg også gerne ville kunne dele med jer derhjemme, var den smukkeste solopgang over bjergene. Jeg bor i Kathmandu-dalen, og har ikke udsigt til de store Himalaya-bjerge, men i weekenden tog jeg sammen med tre andre piger (to danske, en englænder) og fire nepalesiske gutter til Nagarkot. Det er et højtliggende udsigtspost, hvorfra man har panorama-udsigt til bjergene. Vi overnattede på et hotel og var tidligt oppe for at se solopgangen. Jeg ville gerne kunne beskrive luftens klarhed og solens stråler, der gradvist ændrede nuancer fra dyb, glødende rød, som farvede himlen og tegnede bjergene frem i skarpe konturer, til solen fik løsnet sig fra horisonten og kastede sine varme stråler mod os. Men det lader sig vist ikke gøre, så jeg dropper hermed forsøget.
Alt det bedste og mere til her fra Nepal
- Kh. Astrid
På den anden side sørger reglerne i Danmark også for, at der er er sikkerhedsnet, og det må man sige er uvurdeligt, når man hernede ser krøblinge tiggende på gaden uden at vide, om de er krøblingegjort af en beskidt industri, eller om det er deres skæbne og den eneste mulighed er tiggervejen. Så selv om tingene hernede umiddelbart forløber gnidningsfrit uden alt for mange regler, så må jeg sige, at Danmark er et andet sted i udviklingen, og at jeg til hver en tid foretrækker Danmark.
Nu hiver jeg lige bloggen lidt mere ned på dagbogsniveau. Der har virkelig været drøn på i denne uge pga. Losar. Jeg har ikke præcist styr på, hvor mange forskellige kalendre de har i Nepal, men umiddelbart forekommer det mig, at der er en del. Losar er nytår, og i søndags fejrede Sherpa-folket deres nytår. Jeg blev inviteret hjem til en familie, som bor lige rundt om hjørnet fra mig, og det var helt vildt, som de tog imod mig og bespiste mig og gav mig deres hjerter. Nepaleserne er det mest gæstfrie og hjælpsomme folkefærd jeg til dato har mødt, og de serverer alt det bedste for deres gæster og går ikke og gemmer det bedste til sig selv. Festlighederne har fortsat ugen ud, og jeg har også været med til de offentlige, traditionsrige festligheder på klostrerne, hvor der er blevet kastet med ris, opført maskedanse til ære for guderne, sunget og danset, ringet på bedeklokker, trommet, messet, brændt røgelsesbål, holdt taler - på alle måder ekstreme sanseindtryk. I tirsdags var det Sherpa-festivitas, hvor kvinderne troppede op i de smukkeste, traditionelle Sherpa-kjoler i alle farver, og i går, fredag, holdt Tamang-kasten deres nytår, og også de var iført deres traditionelle Tamang-kjoler. Selv havde jeg lånt en Tamang-kjole, og selv om jeg følte mig som lidt af en vits, så fik jeg overordentlig mange rosende ord med på vejen. Jeg håber at kunne vise billeder fra festlighederne snarest.
Et andet syn, som jeg også gerne ville kunne dele med jer derhjemme, var den smukkeste solopgang over bjergene. Jeg bor i Kathmandu-dalen, og har ikke udsigt til de store Himalaya-bjerge, men i weekenden tog jeg sammen med tre andre piger (to danske, en englænder) og fire nepalesiske gutter til Nagarkot. Det er et højtliggende udsigtspost, hvorfra man har panorama-udsigt til bjergene. Vi overnattede på et hotel og var tidligt oppe for at se solopgangen. Jeg ville gerne kunne beskrive luftens klarhed og solens stråler, der gradvist ændrede nuancer fra dyb, glødende rød, som farvede himlen og tegnede bjergene frem i skarpe konturer, til solen fik løsnet sig fra horisonten og kastede sine varme stråler mod os. Men det lader sig vist ikke gøre, så jeg dropper hermed forsøget.
Alt det bedste og mere til her fra Nepal
- Kh. Astrid
onsdag den 3. februar 2010
Noget om goeren og laden
Lige en beretning om, hvordan mit liv tager sig ud her i Nepal og om, hvad jeg laver.
Jeg bor hos verdens bedste nepalesiske familie. Jeg har mit eget rooftop-værelse, som ikke er helt værst i 20 graders varme og udsigt til bjergene. Hvad værre er, er at der kun er elektricitet under halvdelen af døgnets 24 timer, så man kan godt føle sig lidt dum, når man sidder med tyndskid og pandelampe. Maven har heldigvis fået det bedre, og der skulle gerne komme elektricitet flere timer i døgnet, nu hvor der snart falder lidt regn og der kommer vand i floderne, hvorfra de udvinder strømmen. Med vandet og stroemmen haaber jeg ogsaa at kunne faa rindende vand paa vaerelset, hvad der kun er sporadisk lige i oejeblikket.
Jeg vågner som regel samtidig med byen - ved 6-tiden, hvor de første lyde fra gaden trænger gennem de tynde vægge til mit værelse. De spæde lyde fra butikker, som ruller carporten op og hammerslag fra smedjen tager til i løbet af dagen og ender i et inferno af motorkørertøjer, dytten, råben, banken, gøen, harken og spytten... Det er lyden af Kathmandu. Det siges, at der er en anden ro over bjergene, så der planlægger jeg at trekke sammen med Emma, når hun kommer og besøger mig sidst i marts. Desvaerre hoerer jeg, at ogsaa bjergene er fyldt med affald efter turister, men det er der vist ikke saa meget at sige til, naar der selv paa min "trekker-musli"-pose staar: "Keep the environment clean - bury this bag after use". Min dybe naturvidenskabelige forstaelse siger mig, at posen nok skal grave sig frem efter noget tid.
Hvor jeg bor, snakker den 72-årige grandmother "little little english" og jeg snakker "tori tori nepali", så vi mødes på midten. I Nepal viser man gæstfrihed ved at servere overdådigt meget mad, og hun siger altid: "You. Rice. Eat." Jeg har dertil lært at sige "pugyo", som betyder "jeg er mæt", så det er der vi mødes på tværs af sproget. Man mærker tydeligt, at hun er fra en anden generation - hun bøvser uhæmmet (det er værre end en uopdragen teenager) under og efter hvert måltid og går jævnligt uden for huset for at harke og spytte og pudse næse i den dertil indrettede rende. Ingen synes dog at bemærke det. Der tages heller ingen notits af det, når hun hver eftermiddag går gennem huset og velsigner det hele med en røgelseslampe, eller når hun ringer ustandseligt med den lille bedeklokke, så det hele bimler.
20-årige Sangita bestyrer huset, og jeg hjælper hende sommetider med at lave mad, vaske op og gøre rent. Det er er meget spartansk køkken, de har, og alt laves over de to små gasblus. Ris er fast hovedbeststanddel af ethvert måltid, om det så er morgen-, middag- eller aftensmad. Det siges, at det giver hvide tænder, så det tænker jeg på, mens jeg tygger mig igennem de enorme mængder ris. Vi snakker om, at jeg skal lave et traditionelt dansk måltid til dem, og jeg vrider min hjerne for at finde en dansk ret, der kan tilberedes over to gasblus og overvejer, om det er en god idé at servere kød, da alle slagterbutikker er indrettet som boder på et loppemarked, hvor halve dyr og indvolde ligger spredt i solskinnet, og hvor man ser slagterkniven brugt som neglerenser sekundet inden, at der skæres. Det kan godt være, at det bliver uden kød...
Imens går de restende fire børn i skole, og de kommer hjem med de fineste karakterer. De har lige nu sportsdag, hvor de konkurrerer i både traditionelle og internationalt kendte discipliner lige fra itusmadring af lerpotter med et bat til almindelig bordtennis og sjipning. På næste lørdag bliver vinderne præmieret til forældre-dag, samt de tre, som klarede sig bedst i forrige uges faglige test. Har er alle eleverne blevet rangeret udfra et pointsystem, som procentvis fordeler elevernes placering paa tvaers af alle aargange. Traels af blive nr. 200 :( Jeg ved ikke, hvad pædagogikken siger til den slags?! Jeg tror jeg kommer til at bruge lidt andre metoder i min undervisning paa den tibetanske skole. Jeg er i denne uge begyndt arbejdet med en klasse bestaaende af tibetanske flygtninge, sherpa-folk (bjergfolk) og buddhistiske munke, som er i alderen 20 - 40 aar. Det er en udfordring at finde paa forloeb, som rammer nepalesiske maend og kvinder over saa stor aldersmaessig spredning. Jeg har lagt ud med Bollywood-tema (Indiens Hollywood), og saa koerer jeg det over paa kaerlighed og droemme - saadan nogen maa alle have.
Det var alt for nu. Jeg proever at lave nogle diasshow med billeder af den dejlige familie, jeg bor hos, og af hverdagssituationer i Nepal.
Kaerligst Astrid
Ps. Rul til bunden af bloggen for at se mine nepalesiske soeskende
Jeg bor hos verdens bedste nepalesiske familie. Jeg har mit eget rooftop-værelse, som ikke er helt værst i 20 graders varme og udsigt til bjergene. Hvad værre er, er at der kun er elektricitet under halvdelen af døgnets 24 timer, så man kan godt føle sig lidt dum, når man sidder med tyndskid og pandelampe. Maven har heldigvis fået det bedre, og der skulle gerne komme elektricitet flere timer i døgnet, nu hvor der snart falder lidt regn og der kommer vand i floderne, hvorfra de udvinder strømmen. Med vandet og stroemmen haaber jeg ogsaa at kunne faa rindende vand paa vaerelset, hvad der kun er sporadisk lige i oejeblikket.
Jeg vågner som regel samtidig med byen - ved 6-tiden, hvor de første lyde fra gaden trænger gennem de tynde vægge til mit værelse. De spæde lyde fra butikker, som ruller carporten op og hammerslag fra smedjen tager til i løbet af dagen og ender i et inferno af motorkørertøjer, dytten, råben, banken, gøen, harken og spytten... Det er lyden af Kathmandu. Det siges, at der er en anden ro over bjergene, så der planlægger jeg at trekke sammen med Emma, når hun kommer og besøger mig sidst i marts. Desvaerre hoerer jeg, at ogsaa bjergene er fyldt med affald efter turister, men det er der vist ikke saa meget at sige til, naar der selv paa min "trekker-musli"-pose staar: "Keep the environment clean - bury this bag after use". Min dybe naturvidenskabelige forstaelse siger mig, at posen nok skal grave sig frem efter noget tid.
Hvor jeg bor, snakker den 72-årige grandmother "little little english" og jeg snakker "tori tori nepali", så vi mødes på midten. I Nepal viser man gæstfrihed ved at servere overdådigt meget mad, og hun siger altid: "You. Rice. Eat." Jeg har dertil lært at sige "pugyo", som betyder "jeg er mæt", så det er der vi mødes på tværs af sproget. Man mærker tydeligt, at hun er fra en anden generation - hun bøvser uhæmmet (det er værre end en uopdragen teenager) under og efter hvert måltid og går jævnligt uden for huset for at harke og spytte og pudse næse i den dertil indrettede rende. Ingen synes dog at bemærke det. Der tages heller ingen notits af det, når hun hver eftermiddag går gennem huset og velsigner det hele med en røgelseslampe, eller når hun ringer ustandseligt med den lille bedeklokke, så det hele bimler.
20-årige Sangita bestyrer huset, og jeg hjælper hende sommetider med at lave mad, vaske op og gøre rent. Det er er meget spartansk køkken, de har, og alt laves over de to små gasblus. Ris er fast hovedbeststanddel af ethvert måltid, om det så er morgen-, middag- eller aftensmad. Det siges, at det giver hvide tænder, så det tænker jeg på, mens jeg tygger mig igennem de enorme mængder ris. Vi snakker om, at jeg skal lave et traditionelt dansk måltid til dem, og jeg vrider min hjerne for at finde en dansk ret, der kan tilberedes over to gasblus og overvejer, om det er en god idé at servere kød, da alle slagterbutikker er indrettet som boder på et loppemarked, hvor halve dyr og indvolde ligger spredt i solskinnet, og hvor man ser slagterkniven brugt som neglerenser sekundet inden, at der skæres. Det kan godt være, at det bliver uden kød...
Imens går de restende fire børn i skole, og de kommer hjem med de fineste karakterer. De har lige nu sportsdag, hvor de konkurrerer i både traditionelle og internationalt kendte discipliner lige fra itusmadring af lerpotter med et bat til almindelig bordtennis og sjipning. På næste lørdag bliver vinderne præmieret til forældre-dag, samt de tre, som klarede sig bedst i forrige uges faglige test. Har er alle eleverne blevet rangeret udfra et pointsystem, som procentvis fordeler elevernes placering paa tvaers af alle aargange. Traels af blive nr. 200 :( Jeg ved ikke, hvad pædagogikken siger til den slags?! Jeg tror jeg kommer til at bruge lidt andre metoder i min undervisning paa den tibetanske skole. Jeg er i denne uge begyndt arbejdet med en klasse bestaaende af tibetanske flygtninge, sherpa-folk (bjergfolk) og buddhistiske munke, som er i alderen 20 - 40 aar. Det er en udfordring at finde paa forloeb, som rammer nepalesiske maend og kvinder over saa stor aldersmaessig spredning. Jeg har lagt ud med Bollywood-tema (Indiens Hollywood), og saa koerer jeg det over paa kaerlighed og droemme - saadan nogen maa alle have.
Det var alt for nu. Jeg proever at lave nogle diasshow med billeder af den dejlige familie, jeg bor hos, og af hverdagssituationer i Nepal.
Kaerligst Astrid
Ps. Rul til bunden af bloggen for at se mine nepalesiske soeskende
onsdag den 27. januar 2010
Nepali News
NB. Nedenstaende er skrevet paa min iPod for tre dage siden, men det er foerst nu, at jeg har faaet forbindelse til nettet. Derfor er den oprindelige udgivelsesdato d. 24. januar, og ikke 27. :)
Så er der igen lidt nyt fra Nepal. Jeg er flyttet fra Dawa, hvor jeg før boede med de to andre danske piger, ned til Dawas bror, Niegma. Her bor jeg nu i et rooftop-værelse og har det noget så skønt. Ikke på luksus-måden-skønt forstås (her er noget spartansk), men på den menneskelige måde. Faderen Niegma er ikke så meget hjemme, og moderen er i Amerika, så det er 20-årige Sangeetha, der bestyrer huset. Derudover er der de tre søskende: Dolma, Tenzing og Norke i alderen 8-13. Sidst er der kusinen Lahmu og mormoren på 72. Alle er så søde og sjove og åbne, så jeg nyder at være sammen med dem. De er bare så ligetil og livsglade.
Den anden dag havde jeg en lidt speciel oplevelse, hvor Dawa tog os med hen til hans hjem for hjemløse børn. Her bor 23 hjemløse børn med to voksne. Børnene havde øvet på et show, som de skulle vise til ære for Jason - en bleg amerikaner, som har givet børnene meget. Jeg stiftede først bekendtskab med ham på børnehjemmet, men han kunne vise mig billeder, hvor alle 23 børn sad smilende med hver deres amerikanske dollar i hånden. Han havde også købt 10 liter cola til børnene, og tog alle børnene med på restaurant efter showet. Paa vejen kastede han endda penge paa gaden, saa folk stimlede sammen for at samle penge. Og børnene var glade. Og børnene lo. Så på den måde var det jo rigtig nobelt af amerikaneren, for alle børnene glædede sig over de fem gange, han havde været i huset med gaver. Men på den anden side fik jeg den fornemmelse, at han hellere ville købe sig til historien om, at han var frelseren fra Amerika, og det at hjælpe børnene kom i anden række. Det gav mig et lidt ambivalent forhold til volontør- arbejdet, for nogen gange virker det som om, at det er blevet den moderne form for afladsbreve. Eller som om at vi fra vesten er kommet så langt væk fra livet i vores hunger efter prestige og skabelsen af et image, at vi skal ned og holde en fattig pige i hånden for at genopdage det liv, som blot er for livets skyld. Jeg tror nogen gange, at vi i Vesten bygger så meget oven på vores liv under identitetsdannelsen, at det helt grundlæggende bliver væk. Måske er det derfor, at vi gerne vil have fingrene ned i de helt fattige miljøer, hvor det ikke handler om så meget andet end at leve.
Dagene er godt fyldt ud hernede, så det er selektive beretninger, men ufiltrede tanker, som du/I (afhængigt af antal læsere) får her på bloggen. Jeg vil snarest forsøge at lægge billeder ind også.
Og lige så du/I ved det, så bor jeg lige i nærheden af verdens største Stupa.Og så har jeg udviddet mit nepalesiske ordforråd, så jeg nu også kan sige rãmro, som betyder dejligt, og det er lige netop hvad det er :)
Alt godt herfra- Astrid
Så er der igen lidt nyt fra Nepal. Jeg er flyttet fra Dawa, hvor jeg før boede med de to andre danske piger, ned til Dawas bror, Niegma. Her bor jeg nu i et rooftop-værelse og har det noget så skønt. Ikke på luksus-måden-skønt forstås (her er noget spartansk), men på den menneskelige måde. Faderen Niegma er ikke så meget hjemme, og moderen er i Amerika, så det er 20-årige Sangeetha, der bestyrer huset. Derudover er der de tre søskende: Dolma, Tenzing og Norke i alderen 8-13. Sidst er der kusinen Lahmu og mormoren på 72. Alle er så søde og sjove og åbne, så jeg nyder at være sammen med dem. De er bare så ligetil og livsglade.
Den anden dag havde jeg en lidt speciel oplevelse, hvor Dawa tog os med hen til hans hjem for hjemløse børn. Her bor 23 hjemløse børn med to voksne. Børnene havde øvet på et show, som de skulle vise til ære for Jason - en bleg amerikaner, som har givet børnene meget. Jeg stiftede først bekendtskab med ham på børnehjemmet, men han kunne vise mig billeder, hvor alle 23 børn sad smilende med hver deres amerikanske dollar i hånden. Han havde også købt 10 liter cola til børnene, og tog alle børnene med på restaurant efter showet. Paa vejen kastede han endda penge paa gaden, saa folk stimlede sammen for at samle penge. Og børnene var glade. Og børnene lo. Så på den måde var det jo rigtig nobelt af amerikaneren, for alle børnene glædede sig over de fem gange, han havde været i huset med gaver. Men på den anden side fik jeg den fornemmelse, at han hellere ville købe sig til historien om, at han var frelseren fra Amerika, og det at hjælpe børnene kom i anden række. Det gav mig et lidt ambivalent forhold til volontør- arbejdet, for nogen gange virker det som om, at det er blevet den moderne form for afladsbreve. Eller som om at vi fra vesten er kommet så langt væk fra livet i vores hunger efter prestige og skabelsen af et image, at vi skal ned og holde en fattig pige i hånden for at genopdage det liv, som blot er for livets skyld. Jeg tror nogen gange, at vi i Vesten bygger så meget oven på vores liv under identitetsdannelsen, at det helt grundlæggende bliver væk. Måske er det derfor, at vi gerne vil have fingrene ned i de helt fattige miljøer, hvor det ikke handler om så meget andet end at leve.
Dagene er godt fyldt ud hernede, så det er selektive beretninger, men ufiltrede tanker, som du/I (afhængigt af antal læsere) får her på bloggen. Jeg vil snarest forsøge at lægge billeder ind også.
Og lige så du/I ved det, så bor jeg lige i nærheden af verdens største Stupa.Og så har jeg udviddet mit nepalesiske ordforråd, så jeg nu også kan sige rãmro, som betyder dejligt, og det er lige netop hvad det er :)
Alt godt herfra- Astrid
onsdag den 20. januar 2010
Ankommet!
Namaste i DK!
Det betyder hej paa napalesisk, og det udstraaler maaske, at jeg allerede er faldet rigtig godt til og fundet mig til rette. Jeg foeler mig ogsaa meget velkommen, hvorend jeg kommer hen, men hold fast, hvor er der meget, man skal vaenne sig til.
Vi landede midt mellem de smukkeste bjerge, og her i Kathmandu er der det smukkeste udsyn. Nede i dalen er der dog meget forurenet, og alting er stoevet og slidt. Gadebilledet er et flimmer af farver og mennesker, dyr, affald, biler, busser, dythorn, bedetrommer, messende munke-boenner, og luften er forurenet. Det er en sanseeksplosion uden lige, og det foerste doegn har vaeret saa overvaeldende.
Men jeg vil egentlig bare fortaelle, at jeg er ankommet og blevet godt indkvarteret hos en familie, som driver et lille home-stay. Dvs., at de har et stort hus, hvor de huser gaester som mig og Catrine, min rejsekammerat, der skal vaere her i laengere tid. Han har fra starten gjort det meget klart, at vi altid kan komme til ham, og vi skal lade ham vide, hvis vi er glade eller kede af det, eller hvis vi skal have hjaelp til noget, saa vi er i gode haender. Han bor der med sin kone og deres tre boern (to paa 13 og en lille datter paa 2 aar), men det virker som om, at det er samlingssted for hele familien, som er kaempe stor. Familiebaandende er meget taette her i Nepal, og han har altid en kontakt (my sister-in-law's older brother`s son), som kan hjaelpe os. Vi har saagar vaeret til bryllup i dag - ogsaa hos et meget langt ude familiemedlem. Det er helt vildt, som nepaleserne inviterer os ind i deres hjem og i deres hjerter, og man skammer sig naermest over alt det gode, de giver en. Jeg tror, at man som dansker skal vaenne sig til den overstroemmende varme, som ikke er udpraeget i saa hoej grad i Danmark.
Undskyld den udtrukturede og maaske lidt rodede melding fra Nepal, men jeg maa sige, at jeg stadig er meget rundt paa gulvet og overvaeldet over da mange foandringer. Hver gang jeg skriver en ting, saa vaelder den naeste op i mig, men det er umuligt at faa det hele med, men jeg forsoeger.
Jeg er sikker paa, at det bliver helt fantastisk hernede, og jeg glaeder mig til at laere mere om landet og til at kunne begaa mig paa egen haand.
Jeg haaber at kunne rapportere igen snart, og saa vil jeg forsoege at strukturere det lidt mere.
Haaber alt er godt derhjemme. Det er det her. Ingen daarlig mave endnu - det maa vaere en god ting.
Kaerligst Astrid
Det betyder hej paa napalesisk, og det udstraaler maaske, at jeg allerede er faldet rigtig godt til og fundet mig til rette. Jeg foeler mig ogsaa meget velkommen, hvorend jeg kommer hen, men hold fast, hvor er der meget, man skal vaenne sig til.
Vi landede midt mellem de smukkeste bjerge, og her i Kathmandu er der det smukkeste udsyn. Nede i dalen er der dog meget forurenet, og alting er stoevet og slidt. Gadebilledet er et flimmer af farver og mennesker, dyr, affald, biler, busser, dythorn, bedetrommer, messende munke-boenner, og luften er forurenet. Det er en sanseeksplosion uden lige, og det foerste doegn har vaeret saa overvaeldende.
Men jeg vil egentlig bare fortaelle, at jeg er ankommet og blevet godt indkvarteret hos en familie, som driver et lille home-stay. Dvs., at de har et stort hus, hvor de huser gaester som mig og Catrine, min rejsekammerat, der skal vaere her i laengere tid. Han har fra starten gjort det meget klart, at vi altid kan komme til ham, og vi skal lade ham vide, hvis vi er glade eller kede af det, eller hvis vi skal have hjaelp til noget, saa vi er i gode haender. Han bor der med sin kone og deres tre boern (to paa 13 og en lille datter paa 2 aar), men det virker som om, at det er samlingssted for hele familien, som er kaempe stor. Familiebaandende er meget taette her i Nepal, og han har altid en kontakt (my sister-in-law's older brother`s son), som kan hjaelpe os. Vi har saagar vaeret til bryllup i dag - ogsaa hos et meget langt ude familiemedlem. Det er helt vildt, som nepaleserne inviterer os ind i deres hjem og i deres hjerter, og man skammer sig naermest over alt det gode, de giver en. Jeg tror, at man som dansker skal vaenne sig til den overstroemmende varme, som ikke er udpraeget i saa hoej grad i Danmark.
Undskyld den udtrukturede og maaske lidt rodede melding fra Nepal, men jeg maa sige, at jeg stadig er meget rundt paa gulvet og overvaeldet over da mange foandringer. Hver gang jeg skriver en ting, saa vaelder den naeste op i mig, men det er umuligt at faa det hele med, men jeg forsoeger.
Jeg er sikker paa, at det bliver helt fantastisk hernede, og jeg glaeder mig til at laere mere om landet og til at kunne begaa mig paa egen haand.
Jeg haaber at kunne rapportere igen snart, og saa vil jeg forsoege at strukturere det lidt mere.
Haaber alt er godt derhjemme. Det er det her. Ingen daarlig mave endnu - det maa vaere en god ting.
Kaerligst Astrid
tirsdag den 12. januar 2010
Velkommen!
Kære allesammen, og velkommen til det, som de næste fem måneder skal være min virtuelle dagbog fra Nepal. Det bliver beretninger, iagttagelser, refleksioner, stemninger og tanker fra min hverdag, der udgøres af arbejdet på Vajrayana School (skolen for tibetanske flygtninge) og Slisha Home (børnehjemmet). Derudover skal jeg bo privat indkvarteret hos en fyr, der hedder Niegma.
Alt dette er faktuelle oplysninger, som der findes flere af på http://www.dialogosungdom.dk/. Det er organisationen, som jeg rejser med, og her kan man læse mere om skolen og børnehjemmet.
Jeg glæder mig meget til at blive en del af lokalmiljøet i Boudha uden for hovedstaden Kathmandu. Så vil jeg i bedste Itsi-Bitsi-stil forsøge at tage dig med til Nepal.
Alt det bedste fra mig
- Astrid
Alt dette er faktuelle oplysninger, som der findes flere af på http://www.dialogosungdom.dk/. Det er organisationen, som jeg rejser med, og her kan man læse mere om skolen og børnehjemmet.
Jeg glæder mig meget til at blive en del af lokalmiljøet i Boudha uden for hovedstaden Kathmandu. Så vil jeg i bedste Itsi-Bitsi-stil forsøge at tage dig med til Nepal.
Alt det bedste fra mig
- Astrid
Abonner på:
Opslag (Atom)
