Nepali News

NB. Nedenstaende er skrevet paa min iPod for tre dage siden, men det er foerst nu, at jeg har faaet forbindelse til nettet. Derfor er den oprindelige udgivelsesdato d. 24. januar, og ikke 27. :)

Så er der igen lidt nyt fra Nepal. Jeg er flyttet fra Dawa, hvor jeg før boede med de to andre danske piger, ned til Dawas bror, Niegma. Her bor jeg nu i et rooftop-værelse og har det noget så skønt. Ikke på luksus-måden-skønt forstås (her er noget spartansk), men på den menneskelige måde. Faderen Niegma er ikke så meget hjemme, og moderen er i Amerika, så det er 20-årige Sangeetha, der bestyrer huset. Derudover er der de tre søskende: Dolma, Tenzing og Norke i alderen 8-13. Sidst er der kusinen Lahmu og mormoren på 72. Alle er så søde og sjove og åbne, så jeg nyder at være sammen med dem. De er bare så ligetil og livsglade.

Den anden dag havde jeg en lidt speciel oplevelse, hvor Dawa tog os med hen til hans hjem for hjemløse børn. Her bor 23 hjemløse børn med to voksne. Børnene havde øvet på et show, som de skulle vise til ære for Jason - en bleg amerikaner, som har givet børnene meget. Jeg stiftede først bekendtskab med ham på børnehjemmet, men han kunne vise mig billeder, hvor alle 23 børn sad smilende med hver deres amerikanske dollar i hånden. Han havde også købt 10 liter cola til børnene, og tog alle børnene med på restaurant efter showet. Paa vejen kastede han endda penge paa gaden, saa folk stimlede sammen for at samle penge. Og børnene var glade. Og børnene lo. Så på den måde var det jo rigtig nobelt af amerikaneren, for alle børnene glædede sig over de fem gange, han havde været i huset med gaver. Men på den anden side fik jeg den fornemmelse, at han hellere ville købe sig til historien om, at han var frelseren fra Amerika, og det at hjælpe børnene kom i anden række. Det gav mig et lidt ambivalent forhold til volontør- arbejdet, for nogen gange virker det som om, at det er blevet den moderne form for afladsbreve. Eller som om at vi fra vesten er kommet så langt væk fra livet i vores hunger efter prestige og skabelsen af et image, at vi skal ned og holde en fattig pige i hånden for at genopdage det liv, som blot er for livets skyld. Jeg tror nogen gange, at vi i Vesten bygger så meget oven på vores liv under identitetsdannelsen, at det helt grundlæggende bliver væk. Måske er det derfor, at vi gerne vil have fingrene ned i de helt fattige miljøer, hvor det ikke handler om så meget andet end at leve.

Dagene er godt fyldt ud hernede, så det er selektive beretninger, men ufiltrede tanker, som du/I (afhængigt af antal læsere) får her på bloggen. Jeg vil snarest forsøge at lægge billeder ind også.

Og lige så du/I ved det, så bor jeg lige i nærheden af verdens største Stupa.Og så har jeg udviddet mit nepalesiske ordforråd, så jeg nu også kan sige rãmro, som betyder dejligt, og det er lige netop hvad det er :)

Alt godt herfra- Astrid

Ankommet!

Namaste i DK!

Det betyder hej paa napalesisk, og det udstraaler maaske, at jeg allerede er faldet rigtig godt til og fundet mig til rette. Jeg foeler mig ogsaa meget velkommen, hvorend jeg kommer hen, men hold fast, hvor er der meget, man skal vaenne sig til.

Vi landede midt mellem de smukkeste bjerge, og her i Kathmandu er der det smukkeste udsyn. Nede i dalen er der dog meget forurenet, og alting er stoevet og slidt. Gadebilledet er et flimmer af farver og mennesker, dyr, affald, biler, busser, dythorn, bedetrommer, messende munke-boenner, og luften er forurenet. Det er en sanseeksplosion uden lige, og det foerste doegn har vaeret saa overvaeldende.

Men jeg vil egentlig bare fortaelle, at jeg er ankommet og blevet godt indkvarteret hos en familie, som driver et lille home-stay. Dvs., at de har et stort hus, hvor de huser gaester som mig og Catrine, min rejsekammerat, der skal vaere her i laengere tid. Han har fra starten gjort det meget klart, at vi altid kan komme til ham, og vi skal lade ham vide, hvis vi er glade eller kede af det, eller hvis vi skal have hjaelp til noget, saa vi er i gode haender. Han bor der med sin kone og deres tre boern (to paa 13 og en lille datter paa 2 aar), men det virker som om, at det er samlingssted for hele familien, som er kaempe stor. Familiebaandende er meget taette her i Nepal, og han har altid en kontakt (my sister-in-law's older brother`s son), som kan hjaelpe os. Vi har saagar vaeret til bryllup i dag - ogsaa hos et meget langt ude familiemedlem. Det er helt vildt, som nepaleserne inviterer os ind i deres hjem og i deres hjerter, og man skammer sig naermest over alt det gode, de giver en. Jeg tror, at man som dansker skal vaenne sig til den overstroemmende varme, som ikke er udpraeget i saa hoej grad i Danmark.

Undskyld den udtrukturede og maaske lidt rodede melding fra Nepal, men jeg maa sige, at jeg stadig er meget rundt paa gulvet og overvaeldet over da mange foandringer. Hver gang jeg skriver en ting, saa vaelder den naeste op i mig, men det er umuligt at faa det hele med, men jeg forsoeger.

Jeg er sikker paa, at det bliver helt fantastisk hernede, og jeg glaeder mig til at laere mere om landet og til at kunne begaa mig paa egen haand.

Jeg haaber at kunne rapportere igen snart, og saa vil jeg forsoege at strukturere det lidt mere.
Haaber alt er godt derhjemme. Det er det her. Ingen daarlig mave endnu - det maa vaere en god ting.

Kaerligst Astrid

Velkommen!

Kære allesammen, og velkommen til det, som de næste fem måneder skal være min virtuelle dagbog fra Nepal. Det bliver beretninger, iagttagelser, refleksioner, stemninger og tanker fra min hverdag, der udgøres af arbejdet på Vajrayana School (skolen for tibetanske flygtninge) og Slisha Home (børnehjemmet). Derudover skal jeg bo privat indkvarteret hos en fyr, der hedder Niegma.

Alt dette er faktuelle oplysninger, som der findes flere af på http://www.dialogosungdom.dk/. Det er organisationen, som jeg rejser med, og her kan man læse mere om skolen og børnehjemmet.

Jeg glæder mig meget til at blive en del af lokalmiljøet i Boudha uden for hovedstaden Kathmandu. Så vil jeg i bedste Itsi-Bitsi-stil forsøge at tage dig med til Nepal.

Alt det bedste fra mig
- Astrid