Nepali News

NB. Nedenstaende er skrevet paa min iPod for tre dage siden, men det er foerst nu, at jeg har faaet forbindelse til nettet. Derfor er den oprindelige udgivelsesdato d. 24. januar, og ikke 27. :)

Så er der igen lidt nyt fra Nepal. Jeg er flyttet fra Dawa, hvor jeg før boede med de to andre danske piger, ned til Dawas bror, Niegma. Her bor jeg nu i et rooftop-værelse og har det noget så skønt. Ikke på luksus-måden-skønt forstås (her er noget spartansk), men på den menneskelige måde. Faderen Niegma er ikke så meget hjemme, og moderen er i Amerika, så det er 20-årige Sangeetha, der bestyrer huset. Derudover er der de tre søskende: Dolma, Tenzing og Norke i alderen 8-13. Sidst er der kusinen Lahmu og mormoren på 72. Alle er så søde og sjove og åbne, så jeg nyder at være sammen med dem. De er bare så ligetil og livsglade.

Den anden dag havde jeg en lidt speciel oplevelse, hvor Dawa tog os med hen til hans hjem for hjemløse børn. Her bor 23 hjemløse børn med to voksne. Børnene havde øvet på et show, som de skulle vise til ære for Jason - en bleg amerikaner, som har givet børnene meget. Jeg stiftede først bekendtskab med ham på børnehjemmet, men han kunne vise mig billeder, hvor alle 23 børn sad smilende med hver deres amerikanske dollar i hånden. Han havde også købt 10 liter cola til børnene, og tog alle børnene med på restaurant efter showet. Paa vejen kastede han endda penge paa gaden, saa folk stimlede sammen for at samle penge. Og børnene var glade. Og børnene lo. Så på den måde var det jo rigtig nobelt af amerikaneren, for alle børnene glædede sig over de fem gange, han havde været i huset med gaver. Men på den anden side fik jeg den fornemmelse, at han hellere ville købe sig til historien om, at han var frelseren fra Amerika, og det at hjælpe børnene kom i anden række. Det gav mig et lidt ambivalent forhold til volontør- arbejdet, for nogen gange virker det som om, at det er blevet den moderne form for afladsbreve. Eller som om at vi fra vesten er kommet så langt væk fra livet i vores hunger efter prestige og skabelsen af et image, at vi skal ned og holde en fattig pige i hånden for at genopdage det liv, som blot er for livets skyld. Jeg tror nogen gange, at vi i Vesten bygger så meget oven på vores liv under identitetsdannelsen, at det helt grundlæggende bliver væk. Måske er det derfor, at vi gerne vil have fingrene ned i de helt fattige miljøer, hvor det ikke handler om så meget andet end at leve.

Dagene er godt fyldt ud hernede, så det er selektive beretninger, men ufiltrede tanker, som du/I (afhængigt af antal læsere) får her på bloggen. Jeg vil snarest forsøge at lægge billeder ind også.

Og lige så du/I ved det, så bor jeg lige i nærheden af verdens største Stupa.Og så har jeg udviddet mit nepalesiske ordforråd, så jeg nu også kan sige rãmro, som betyder dejligt, og det er lige netop hvad det er :)

Alt godt herfra- Astrid