Der er nok den største diversitet her - på alle områder. Så mange religioner, så mange forskellige kalendre, så mange kaster, så mange farver, så mange landskaber, så mange sprog, så mange små butikker, så mange nationaldragter, saa mange festivaler. Men der er kun EN madret: Daal bhat - ris med linsesuppe. Mht. religionerne, så er det ikke lykkes mig at blive helt klog på dem endnu. Hinduisme og buddhisme er i hvert fald mest udpræget, men det er svært at holde styr på, hvem der har hvilke ritualer og traditioner, og hvem der beder hvor. Nogle steder beder hinduer og buddhister i de samme templer, og i andre templer er det kun tilladt for hinduer at komme ind. Når man spørger menigmand på gaden, så virker det heller ikke som om, at de har helt styr på det, men under alle omstændigheder, så er religion en stor del af kulturen og årsag til megen festivitas. Den slags kan de godt lide hernede, og nu er Holi ved at tage over, hvor Losar slap (nytårsfestlighederne, som jeg skrev om i sidste indlæg). Holi er farvefestival, og er egentlig først på søndag. Det går ud på, at man kaster farvet vand på hinanden, men børnene er allerede tyvstartet - de har vaeret i gang med vandballoner de sidste mange dage. De kigger skælmsk på en med vandballonen gemt bag ryggen, og når man er gået forbi, får man den lige i nakken. Vandballonen altsaa. Det er et kæmpechok, og mens man kommer til sig selv, råber de grinende "HAPPY HOLI". På søndag, når der rigtig går løs, har jeg en drøm om at bevæbne mig til tænderne og gå i åben krig!
En anden ting er sproget. Der tales omkring 100 forskellige sprog i Nepal, hvoraf nepali er det forenende sprog, som alle kan snakke. De resterende sprog (ja, sprog - ikke dialekter) hører til forskellige kaster og områder, og det er især vildt taget i betragtning af, at Nepal kun er tre gange så stort som Danmark. Det har måske noget med diversiteten i landskabet at gøre, for de forskellige kaster udspringer fra forskellige områder i landet, og det er først på det seneste, at folk er begyndt at søge ned i storbyen. Infrastrukturen er sindsyg ringe hernede, så det bidrager også kun til, at folk bliver, hvor de er. Dermed bliver sprogene ikke blandet, men kan fortsat bestå. Sidste weekend, da vi var i Nagarkot, gik jeg hjem derfra. Små 20 km, hvor vi kom igennem landbrugsområder, og det var virkelig som at se Danmark i meget, meget gamle dage. Umiddelbart er mit gæt, at der boede store familier på gårdene, og at de var selvforsynende. Der var arbejde nok til alle (især kvinderne). Markerne skulle dyrkes og luges i hånden, en lade skulle repereres, høns og køer skulle fodres og malkes, der skulle laves mad, og børnene rendte rundt og legede i solen. De var drevet af minimumsbehov, som blev dækket, så det var på ingen måde nærliggende at skulle rejse andre steder hen, eller blot holde sig orienteret om omverdenen, for det er jo ikke nyttigt i sådan et landbrug. Når man befinder sig i Kathmandu, hvor de fleste går i skole og kan engelsk, så tænker man ikke så meget over det, men når man kommer få kilometer udenfor byen, så er der godt nok ikke meget uddannelse og information blandt befolkningen, og saa kan jeg bedre forstaa, hvordan de kan have saa mange forskellige sprog.
Trods alle forskellighederne lever man side om side, og man mærker umiddelbart ingen spændinger mellem de forskellige kaster eller religioner. Her er man nærmest en stor familie, og hvis man tiltaler en ukendt - hvis man spørger om vej eller skal i kontakt med en tjener - så siger man bare "dhai" eller "didi", som betyder storebror eller - søster. Som jeg tidligere skrev, så har man her et meget mere afslappet forhold til hinanden. Det er sjovt, for i Danmark siger man "undskyld", hvis man skal spørge om vej eller lign., men det undrer mig egentlig, hvorfor man siger undskyld. Undskyld-jeg-forstyrer-og-hvor-er-jeg-dum-og-klodset-og-til-besvær, men kan du fortælle mig vejen til Himmelbjerget? Denne underdanighed ligger ikke implicit, når man bruger dhai eller didi. Her er man en stor familie, og der er altid en fars søsters datters mand, som kan hjælpe, hvis man skal have lavet en farvekopi, eller man kan låne onklens motorcykel weekenden over. Som vores nepalesiske ven, Prem, siger: "No problem, why not?!".
onsdag den 24. februar 2010
fredag den 19. februar 2010
Dyt, dyt og happy Losar!
Det er sjovt med Nepal, for det virker umiddelbart som om, at der ikke er så mange regler. Man kan blot se på trafikken. Den virker fuldstændig uoverskuelig, og der er lige så mange spor, som hver enkelt bilist/motorcyklist/scooter-list/cyklist/gå-list (det hele er en stor pærevælling på vejen) nu synes, der er plads til. Er der plads, så overhaler man bare, men ikke i yderbanen. Næ, man lister sig frem gennem uåbnede passager i den tætte tafik, og man snor sig udenom og indenom, op på kantsten eller ud i det modkørende spor. Det lader til, at hvis man bare lige dytter, så ved alle jo, at man kommer, og så må de jo flytte sig lidt. Blænder man op for lygterne, så betyder det, at man ikke flytter sig - det er vist i grove træk de regler, der er. Det er anarki og overlevelse, og bussen, den største art, er til hver en tid motorcyklen overlegen, og svinger uden videre ind til kantstenen for at samle passagere op. Så må motorcyklen vige midt i sin indenomsoverhaling. Trods det, så ser man sjældent ulykker her i Nepal. Det skyldes nok mest, at trafikken ikke er så hurtig, så hvis man kører sammen, er det sjældent med døden til følge. Det udmønter sig oftest i et par buler, og så snakker man ikke mere om det, for det er øjensynligt sket et par gange for de fleste bilister. Og hvad skulle man også snakke om? Ingen har en forsikring, jeg tvivler på, at de kender begrebet 'elitebilist', og der er ikke en hel række regler og bestemmelser, som aktiveres. I stedet finder man en løsning internt, og på den måde går det meget godt. Ansvaret for ens handlinger ligger i højere grad hos den enkelte, og her kan man ikke falde tilbage på alle mulige regler. Det synes jeg, er charmerende, for det giver hver enkelt mulighed for at håndtere situationer på egen hånd. Der er ikke en højere instans, som hele tiden kontrollerer og tjekker, at man nu også gør det, man skal. Alt det beaukrati vi kender i Danmark, ligger i nepalesernes egne hænder og må løses internt. Det gør også, at nepaleserne er mere afhængige af hinanden, fordi der ikke altid er en offentlig instition, hvor man naturligt kan gå til. I stedet må de hjælpe hinanden, og det lader også til, at de er meget mere vant til at snakke med hinanden, selvom de ikke har mødt hinanden før. I Danmark undlader man ofte at spørge, fordi man synes det er pinligt, hvis man ikke selv kan finde ud af det eller fordi man ikke vil være til besvær. Jeg tror det til en vis grænse er sundt selv at løse situationer, uden at det skal dokumeteres og bevises og sendes videre og behandles og vurderes af eksperter. Det samme gør sig gældende, når man handler. Prisen er diskutabel, og man kan indgå en handel, som er tilfredstillende for begge parter. Vi vesterlændinge betaler helt sikkert en højere pris for alting hernede, men med vores referenceramme er det stadig en god handel for os. Nu ved jeg ikke, hvordan det forholder sig med skattesystemet hernede, men det fungerer nærmest som deres eget lille skattesystem, når man handler på den måde. Jeg synes det er dejligt, at man selv er mere ansvarlig for, hvad man foretager sig, og at man kan finde ud af tingene internt.
På den anden side sørger reglerne i Danmark også for, at der er er sikkerhedsnet, og det må man sige er uvurdeligt, når man hernede ser krøblinge tiggende på gaden uden at vide, om de er krøblingegjort af en beskidt industri, eller om det er deres skæbne og den eneste mulighed er tiggervejen. Så selv om tingene hernede umiddelbart forløber gnidningsfrit uden alt for mange regler, så må jeg sige, at Danmark er et andet sted i udviklingen, og at jeg til hver en tid foretrækker Danmark.
Nu hiver jeg lige bloggen lidt mere ned på dagbogsniveau. Der har virkelig været drøn på i denne uge pga. Losar. Jeg har ikke præcist styr på, hvor mange forskellige kalendre de har i Nepal, men umiddelbart forekommer det mig, at der er en del. Losar er nytår, og i søndags fejrede Sherpa-folket deres nytår. Jeg blev inviteret hjem til en familie, som bor lige rundt om hjørnet fra mig, og det var helt vildt, som de tog imod mig og bespiste mig og gav mig deres hjerter. Nepaleserne er det mest gæstfrie og hjælpsomme folkefærd jeg til dato har mødt, og de serverer alt det bedste for deres gæster og går ikke og gemmer det bedste til sig selv. Festlighederne har fortsat ugen ud, og jeg har også været med til de offentlige, traditionsrige festligheder på klostrerne, hvor der er blevet kastet med ris, opført maskedanse til ære for guderne, sunget og danset, ringet på bedeklokker, trommet, messet, brændt røgelsesbål, holdt taler - på alle måder ekstreme sanseindtryk. I tirsdags var det Sherpa-festivitas, hvor kvinderne troppede op i de smukkeste, traditionelle Sherpa-kjoler i alle farver, og i går, fredag, holdt Tamang-kasten deres nytår, og også de var iført deres traditionelle Tamang-kjoler. Selv havde jeg lånt en Tamang-kjole, og selv om jeg følte mig som lidt af en vits, så fik jeg overordentlig mange rosende ord med på vejen. Jeg håber at kunne vise billeder fra festlighederne snarest.
Et andet syn, som jeg også gerne ville kunne dele med jer derhjemme, var den smukkeste solopgang over bjergene. Jeg bor i Kathmandu-dalen, og har ikke udsigt til de store Himalaya-bjerge, men i weekenden tog jeg sammen med tre andre piger (to danske, en englænder) og fire nepalesiske gutter til Nagarkot. Det er et højtliggende udsigtspost, hvorfra man har panorama-udsigt til bjergene. Vi overnattede på et hotel og var tidligt oppe for at se solopgangen. Jeg ville gerne kunne beskrive luftens klarhed og solens stråler, der gradvist ændrede nuancer fra dyb, glødende rød, som farvede himlen og tegnede bjergene frem i skarpe konturer, til solen fik løsnet sig fra horisonten og kastede sine varme stråler mod os. Men det lader sig vist ikke gøre, så jeg dropper hermed forsøget.
Alt det bedste og mere til her fra Nepal
- Kh. Astrid
På den anden side sørger reglerne i Danmark også for, at der er er sikkerhedsnet, og det må man sige er uvurdeligt, når man hernede ser krøblinge tiggende på gaden uden at vide, om de er krøblingegjort af en beskidt industri, eller om det er deres skæbne og den eneste mulighed er tiggervejen. Så selv om tingene hernede umiddelbart forløber gnidningsfrit uden alt for mange regler, så må jeg sige, at Danmark er et andet sted i udviklingen, og at jeg til hver en tid foretrækker Danmark.
Nu hiver jeg lige bloggen lidt mere ned på dagbogsniveau. Der har virkelig været drøn på i denne uge pga. Losar. Jeg har ikke præcist styr på, hvor mange forskellige kalendre de har i Nepal, men umiddelbart forekommer det mig, at der er en del. Losar er nytår, og i søndags fejrede Sherpa-folket deres nytår. Jeg blev inviteret hjem til en familie, som bor lige rundt om hjørnet fra mig, og det var helt vildt, som de tog imod mig og bespiste mig og gav mig deres hjerter. Nepaleserne er det mest gæstfrie og hjælpsomme folkefærd jeg til dato har mødt, og de serverer alt det bedste for deres gæster og går ikke og gemmer det bedste til sig selv. Festlighederne har fortsat ugen ud, og jeg har også været med til de offentlige, traditionsrige festligheder på klostrerne, hvor der er blevet kastet med ris, opført maskedanse til ære for guderne, sunget og danset, ringet på bedeklokker, trommet, messet, brændt røgelsesbål, holdt taler - på alle måder ekstreme sanseindtryk. I tirsdags var det Sherpa-festivitas, hvor kvinderne troppede op i de smukkeste, traditionelle Sherpa-kjoler i alle farver, og i går, fredag, holdt Tamang-kasten deres nytår, og også de var iført deres traditionelle Tamang-kjoler. Selv havde jeg lånt en Tamang-kjole, og selv om jeg følte mig som lidt af en vits, så fik jeg overordentlig mange rosende ord med på vejen. Jeg håber at kunne vise billeder fra festlighederne snarest.
Et andet syn, som jeg også gerne ville kunne dele med jer derhjemme, var den smukkeste solopgang over bjergene. Jeg bor i Kathmandu-dalen, og har ikke udsigt til de store Himalaya-bjerge, men i weekenden tog jeg sammen med tre andre piger (to danske, en englænder) og fire nepalesiske gutter til Nagarkot. Det er et højtliggende udsigtspost, hvorfra man har panorama-udsigt til bjergene. Vi overnattede på et hotel og var tidligt oppe for at se solopgangen. Jeg ville gerne kunne beskrive luftens klarhed og solens stråler, der gradvist ændrede nuancer fra dyb, glødende rød, som farvede himlen og tegnede bjergene frem i skarpe konturer, til solen fik løsnet sig fra horisonten og kastede sine varme stråler mod os. Men det lader sig vist ikke gøre, så jeg dropper hermed forsøget.
Alt det bedste og mere til her fra Nepal
- Kh. Astrid
onsdag den 3. februar 2010
Noget om goeren og laden
Lige en beretning om, hvordan mit liv tager sig ud her i Nepal og om, hvad jeg laver.
Jeg bor hos verdens bedste nepalesiske familie. Jeg har mit eget rooftop-værelse, som ikke er helt værst i 20 graders varme og udsigt til bjergene. Hvad værre er, er at der kun er elektricitet under halvdelen af døgnets 24 timer, så man kan godt føle sig lidt dum, når man sidder med tyndskid og pandelampe. Maven har heldigvis fået det bedre, og der skulle gerne komme elektricitet flere timer i døgnet, nu hvor der snart falder lidt regn og der kommer vand i floderne, hvorfra de udvinder strømmen. Med vandet og stroemmen haaber jeg ogsaa at kunne faa rindende vand paa vaerelset, hvad der kun er sporadisk lige i oejeblikket.
Jeg vågner som regel samtidig med byen - ved 6-tiden, hvor de første lyde fra gaden trænger gennem de tynde vægge til mit værelse. De spæde lyde fra butikker, som ruller carporten op og hammerslag fra smedjen tager til i løbet af dagen og ender i et inferno af motorkørertøjer, dytten, råben, banken, gøen, harken og spytten... Det er lyden af Kathmandu. Det siges, at der er en anden ro over bjergene, så der planlægger jeg at trekke sammen med Emma, når hun kommer og besøger mig sidst i marts. Desvaerre hoerer jeg, at ogsaa bjergene er fyldt med affald efter turister, men det er der vist ikke saa meget at sige til, naar der selv paa min "trekker-musli"-pose staar: "Keep the environment clean - bury this bag after use". Min dybe naturvidenskabelige forstaelse siger mig, at posen nok skal grave sig frem efter noget tid.
Hvor jeg bor, snakker den 72-årige grandmother "little little english" og jeg snakker "tori tori nepali", så vi mødes på midten. I Nepal viser man gæstfrihed ved at servere overdådigt meget mad, og hun siger altid: "You. Rice. Eat." Jeg har dertil lært at sige "pugyo", som betyder "jeg er mæt", så det er der vi mødes på tværs af sproget. Man mærker tydeligt, at hun er fra en anden generation - hun bøvser uhæmmet (det er værre end en uopdragen teenager) under og efter hvert måltid og går jævnligt uden for huset for at harke og spytte og pudse næse i den dertil indrettede rende. Ingen synes dog at bemærke det. Der tages heller ingen notits af det, når hun hver eftermiddag går gennem huset og velsigner det hele med en røgelseslampe, eller når hun ringer ustandseligt med den lille bedeklokke, så det hele bimler.
20-årige Sangita bestyrer huset, og jeg hjælper hende sommetider med at lave mad, vaske op og gøre rent. Det er er meget spartansk køkken, de har, og alt laves over de to små gasblus. Ris er fast hovedbeststanddel af ethvert måltid, om det så er morgen-, middag- eller aftensmad. Det siges, at det giver hvide tænder, så det tænker jeg på, mens jeg tygger mig igennem de enorme mængder ris. Vi snakker om, at jeg skal lave et traditionelt dansk måltid til dem, og jeg vrider min hjerne for at finde en dansk ret, der kan tilberedes over to gasblus og overvejer, om det er en god idé at servere kød, da alle slagterbutikker er indrettet som boder på et loppemarked, hvor halve dyr og indvolde ligger spredt i solskinnet, og hvor man ser slagterkniven brugt som neglerenser sekundet inden, at der skæres. Det kan godt være, at det bliver uden kød...
Imens går de restende fire børn i skole, og de kommer hjem med de fineste karakterer. De har lige nu sportsdag, hvor de konkurrerer i både traditionelle og internationalt kendte discipliner lige fra itusmadring af lerpotter med et bat til almindelig bordtennis og sjipning. På næste lørdag bliver vinderne præmieret til forældre-dag, samt de tre, som klarede sig bedst i forrige uges faglige test. Har er alle eleverne blevet rangeret udfra et pointsystem, som procentvis fordeler elevernes placering paa tvaers af alle aargange. Traels af blive nr. 200 :( Jeg ved ikke, hvad pædagogikken siger til den slags?! Jeg tror jeg kommer til at bruge lidt andre metoder i min undervisning paa den tibetanske skole. Jeg er i denne uge begyndt arbejdet med en klasse bestaaende af tibetanske flygtninge, sherpa-folk (bjergfolk) og buddhistiske munke, som er i alderen 20 - 40 aar. Det er en udfordring at finde paa forloeb, som rammer nepalesiske maend og kvinder over saa stor aldersmaessig spredning. Jeg har lagt ud med Bollywood-tema (Indiens Hollywood), og saa koerer jeg det over paa kaerlighed og droemme - saadan nogen maa alle have.
Det var alt for nu. Jeg proever at lave nogle diasshow med billeder af den dejlige familie, jeg bor hos, og af hverdagssituationer i Nepal.
Kaerligst Astrid
Ps. Rul til bunden af bloggen for at se mine nepalesiske soeskende
Jeg bor hos verdens bedste nepalesiske familie. Jeg har mit eget rooftop-værelse, som ikke er helt værst i 20 graders varme og udsigt til bjergene. Hvad værre er, er at der kun er elektricitet under halvdelen af døgnets 24 timer, så man kan godt føle sig lidt dum, når man sidder med tyndskid og pandelampe. Maven har heldigvis fået det bedre, og der skulle gerne komme elektricitet flere timer i døgnet, nu hvor der snart falder lidt regn og der kommer vand i floderne, hvorfra de udvinder strømmen. Med vandet og stroemmen haaber jeg ogsaa at kunne faa rindende vand paa vaerelset, hvad der kun er sporadisk lige i oejeblikket.
Jeg vågner som regel samtidig med byen - ved 6-tiden, hvor de første lyde fra gaden trænger gennem de tynde vægge til mit værelse. De spæde lyde fra butikker, som ruller carporten op og hammerslag fra smedjen tager til i løbet af dagen og ender i et inferno af motorkørertøjer, dytten, råben, banken, gøen, harken og spytten... Det er lyden af Kathmandu. Det siges, at der er en anden ro over bjergene, så der planlægger jeg at trekke sammen med Emma, når hun kommer og besøger mig sidst i marts. Desvaerre hoerer jeg, at ogsaa bjergene er fyldt med affald efter turister, men det er der vist ikke saa meget at sige til, naar der selv paa min "trekker-musli"-pose staar: "Keep the environment clean - bury this bag after use". Min dybe naturvidenskabelige forstaelse siger mig, at posen nok skal grave sig frem efter noget tid.
Hvor jeg bor, snakker den 72-årige grandmother "little little english" og jeg snakker "tori tori nepali", så vi mødes på midten. I Nepal viser man gæstfrihed ved at servere overdådigt meget mad, og hun siger altid: "You. Rice. Eat." Jeg har dertil lært at sige "pugyo", som betyder "jeg er mæt", så det er der vi mødes på tværs af sproget. Man mærker tydeligt, at hun er fra en anden generation - hun bøvser uhæmmet (det er værre end en uopdragen teenager) under og efter hvert måltid og går jævnligt uden for huset for at harke og spytte og pudse næse i den dertil indrettede rende. Ingen synes dog at bemærke det. Der tages heller ingen notits af det, når hun hver eftermiddag går gennem huset og velsigner det hele med en røgelseslampe, eller når hun ringer ustandseligt med den lille bedeklokke, så det hele bimler.
20-årige Sangita bestyrer huset, og jeg hjælper hende sommetider med at lave mad, vaske op og gøre rent. Det er er meget spartansk køkken, de har, og alt laves over de to små gasblus. Ris er fast hovedbeststanddel af ethvert måltid, om det så er morgen-, middag- eller aftensmad. Det siges, at det giver hvide tænder, så det tænker jeg på, mens jeg tygger mig igennem de enorme mængder ris. Vi snakker om, at jeg skal lave et traditionelt dansk måltid til dem, og jeg vrider min hjerne for at finde en dansk ret, der kan tilberedes over to gasblus og overvejer, om det er en god idé at servere kød, da alle slagterbutikker er indrettet som boder på et loppemarked, hvor halve dyr og indvolde ligger spredt i solskinnet, og hvor man ser slagterkniven brugt som neglerenser sekundet inden, at der skæres. Det kan godt være, at det bliver uden kød...
Imens går de restende fire børn i skole, og de kommer hjem med de fineste karakterer. De har lige nu sportsdag, hvor de konkurrerer i både traditionelle og internationalt kendte discipliner lige fra itusmadring af lerpotter med et bat til almindelig bordtennis og sjipning. På næste lørdag bliver vinderne præmieret til forældre-dag, samt de tre, som klarede sig bedst i forrige uges faglige test. Har er alle eleverne blevet rangeret udfra et pointsystem, som procentvis fordeler elevernes placering paa tvaers af alle aargange. Traels af blive nr. 200 :( Jeg ved ikke, hvad pædagogikken siger til den slags?! Jeg tror jeg kommer til at bruge lidt andre metoder i min undervisning paa den tibetanske skole. Jeg er i denne uge begyndt arbejdet med en klasse bestaaende af tibetanske flygtninge, sherpa-folk (bjergfolk) og buddhistiske munke, som er i alderen 20 - 40 aar. Det er en udfordring at finde paa forloeb, som rammer nepalesiske maend og kvinder over saa stor aldersmaessig spredning. Jeg har lagt ud med Bollywood-tema (Indiens Hollywood), og saa koerer jeg det over paa kaerlighed og droemme - saadan nogen maa alle have.
Det var alt for nu. Jeg proever at lave nogle diasshow med billeder af den dejlige familie, jeg bor hos, og af hverdagssituationer i Nepal.
Kaerligst Astrid
Ps. Rul til bunden af bloggen for at se mine nepalesiske soeskende
Abonner på:
Opslag (Atom)
