Dyt, dyt og happy Losar!

Det er sjovt med Nepal, for det virker umiddelbart som om, at der ikke er så mange regler. Man kan blot se på trafikken. Den virker fuldstændig uoverskuelig, og der er lige så mange spor, som hver enkelt bilist/motorcyklist/scooter-list/cyklist/gå-list (det hele er en stor pærevælling på vejen) nu synes, der er plads til. Er der plads, så overhaler man bare, men ikke i yderbanen. Næ, man lister sig frem gennem uåbnede passager i den tætte tafik, og man snor sig udenom og indenom, op på kantsten eller ud i det modkørende spor. Det lader til, at hvis man bare lige dytter, så ved alle jo, at man kommer, og så må de jo flytte sig lidt. Blænder man op for lygterne, så betyder det, at man ikke flytter sig - det er vist i grove træk de regler, der er. Det er anarki og overlevelse, og bussen, den største art, er til hver en tid motorcyklen overlegen, og svinger uden videre ind til kantstenen for at samle passagere op. Så må motorcyklen vige midt i sin indenomsoverhaling. Trods det, så ser man sjældent ulykker her i Nepal. Det skyldes nok mest, at trafikken ikke er så hurtig, så hvis man kører sammen, er det sjældent med døden til følge. Det udmønter sig oftest i et par buler, og så snakker man ikke mere om det, for det er øjensynligt sket et par gange for de fleste bilister. Og hvad skulle man også snakke om? Ingen har en forsikring, jeg tvivler på, at de kender begrebet 'elitebilist', og der er ikke en hel række regler og bestemmelser, som aktiveres. I stedet finder man en løsning internt, og på den måde går det meget godt. Ansvaret for ens handlinger ligger i højere grad hos den enkelte, og her kan man ikke falde tilbage på alle mulige regler. Det synes jeg, er charmerende, for det giver hver enkelt mulighed for at håndtere situationer på egen hånd. Der er ikke en højere instans, som hele tiden kontrollerer og tjekker, at man nu også gør det, man skal. Alt det beaukrati vi kender i Danmark, ligger i nepalesernes egne hænder og må løses internt. Det gør også, at nepaleserne er mere afhængige af hinanden, fordi der ikke altid er en offentlig instition, hvor man naturligt kan gå til. I stedet må de hjælpe hinanden, og det lader også til, at de er meget mere vant til at snakke med hinanden, selvom de ikke har mødt hinanden før. I Danmark undlader man ofte at spørge, fordi man synes det er pinligt, hvis man ikke selv kan finde ud af det eller fordi man ikke vil være til besvær. Jeg tror det til en vis grænse er sundt selv at løse situationer, uden at det skal dokumeteres og bevises og sendes videre og behandles og vurderes af eksperter. Det samme gør sig gældende, når man handler. Prisen er diskutabel, og man kan indgå en handel, som er tilfredstillende for begge parter. Vi vesterlændinge betaler helt sikkert en højere pris for alting hernede, men med vores referenceramme er det stadig en god handel for os. Nu ved jeg ikke, hvordan det forholder sig med skattesystemet hernede, men det fungerer nærmest som deres eget lille skattesystem, når man handler på den måde. Jeg synes det er dejligt, at man selv er mere ansvarlig for, hvad man foretager sig, og at man kan finde ud af tingene internt.
På den anden side sørger reglerne i Danmark også for, at der er er sikkerhedsnet, og det må man sige er uvurdeligt, når man hernede ser krøblinge tiggende på gaden uden at vide, om de er krøblingegjort af en beskidt industri, eller om det er deres skæbne og den eneste mulighed er tiggervejen. Så selv om tingene hernede umiddelbart forløber gnidningsfrit uden alt for mange regler, så må jeg sige, at Danmark er et andet sted i udviklingen, og at jeg til hver en tid foretrækker Danmark.

Nu hiver jeg lige bloggen lidt mere ned på dagbogsniveau. Der har virkelig været drøn på i denne uge pga. Losar. Jeg har ikke præcist styr på, hvor mange forskellige kalendre de har i Nepal, men umiddelbart forekommer det mig, at der er en del. Losar er nytår, og i søndags fejrede Sherpa-folket deres nytår. Jeg blev inviteret hjem til en familie, som bor lige rundt om hjørnet fra mig, og det var helt vildt, som de tog imod mig og bespiste mig og gav mig deres hjerter. Nepaleserne er det mest gæstfrie og hjælpsomme folkefærd jeg til dato har mødt, og de serverer alt det bedste for deres gæster og går ikke og gemmer det bedste til sig selv. Festlighederne har fortsat ugen ud, og jeg har også været med til de offentlige, traditionsrige festligheder på klostrerne, hvor der er blevet kastet med ris, opført maskedanse til ære for guderne, sunget og danset, ringet på bedeklokker, trommet, messet, brændt røgelsesbål, holdt taler - på alle måder ekstreme sanseindtryk. I tirsdags var det Sherpa-festivitas, hvor kvinderne troppede op i de smukkeste, traditionelle Sherpa-kjoler i alle farver, og i går, fredag, holdt Tamang-kasten deres nytår, og også de var iført deres traditionelle Tamang-kjoler. Selv havde jeg lånt en Tamang-kjole, og selv om jeg følte mig som lidt af en vits, så fik jeg overordentlig mange rosende ord med på vejen. Jeg håber at kunne vise billeder fra festlighederne snarest.

Et andet syn, som jeg også gerne ville kunne dele med jer derhjemme, var den smukkeste solopgang over bjergene. Jeg bor i Kathmandu-dalen, og har ikke udsigt til de store Himalaya-bjerge, men i weekenden tog jeg sammen med tre andre piger (to danske, en englænder) og fire nepalesiske gutter til Nagarkot. Det er et højtliggende udsigtspost, hvorfra man har panorama-udsigt til bjergene. Vi overnattede på et hotel og var tidligt oppe for at se solopgangen. Jeg ville gerne kunne beskrive luftens klarhed og solens stråler, der gradvist ændrede nuancer fra dyb, glødende rød, som farvede himlen og tegnede bjergene frem i skarpe konturer, til solen fik løsnet sig fra horisonten og kastede sine varme stråler mod os. Men det lader sig vist ikke gøre, så jeg dropper hermed forsøget.

Alt det bedste og mere til her fra Nepal

- Kh. Astrid