Noget om goeren og laden

Lige en beretning om, hvordan mit liv tager sig ud her i Nepal og om, hvad jeg laver.

Jeg bor hos verdens bedste nepalesiske familie. Jeg har mit eget rooftop-værelse, som ikke er helt værst i 20 graders varme og udsigt til bjergene. Hvad værre er, er at der kun er elektricitet under halvdelen af døgnets 24 timer, så man kan godt føle sig lidt dum, når man sidder med tyndskid og pandelampe. Maven har heldigvis fået det bedre, og der skulle gerne komme elektricitet flere timer i døgnet, nu hvor der snart falder lidt regn og der kommer vand i floderne, hvorfra de udvinder strømmen. Med vandet og stroemmen haaber jeg ogsaa at kunne faa rindende vand paa vaerelset, hvad der kun er sporadisk lige i oejeblikket.

Jeg vågner som regel samtidig med byen - ved 6-tiden, hvor de første lyde fra gaden trænger gennem de tynde vægge til mit værelse. De spæde lyde fra butikker, som ruller carporten op og hammerslag fra smedjen tager til i løbet af dagen og ender i et inferno af motorkørertøjer, dytten, råben, banken, gøen, harken og spytten... Det er lyden af Kathmandu. Det siges, at der er en anden ro over bjergene, så der planlægger jeg at trekke sammen med Emma, når hun kommer og besøger mig sidst i marts. Desvaerre hoerer jeg, at ogsaa bjergene er fyldt med affald efter turister, men det er der vist ikke saa meget at sige til, naar der selv paa min "trekker-musli"-pose staar: "Keep the environment clean - bury this bag after use". Min dybe naturvidenskabelige forstaelse siger mig, at posen nok skal grave sig frem efter noget tid.

Hvor jeg bor, snakker den 72-årige grandmother "little little english" og jeg snakker "tori tori nepali", så vi mødes på midten. I Nepal viser man gæstfrihed ved at servere overdådigt meget mad, og hun siger altid: "You. Rice. Eat." Jeg har dertil lært at sige "pugyo", som betyder "jeg er mæt", så det er der vi mødes på tværs af sproget. Man mærker tydeligt, at hun er fra en anden generation - hun bøvser uhæmmet (det er værre end en uopdragen teenager) under og efter hvert måltid og går jævnligt uden for huset for at harke og spytte og pudse næse i den dertil indrettede rende. Ingen synes dog at bemærke det. Der tages heller ingen notits af det, når hun hver eftermiddag går gennem huset og velsigner det hele med en røgelseslampe, eller når hun ringer ustandseligt med den lille bedeklokke, så det hele bimler.

20-årige Sangita bestyrer huset, og jeg hjælper hende sommetider med at lave mad, vaske op og gøre rent. Det er er meget spartansk køkken, de har, og alt laves over de to små gasblus. Ris er fast hovedbeststanddel af ethvert måltid, om det så er morgen-, middag- eller aftensmad. Det siges, at det giver hvide tænder, så det tænker jeg på, mens jeg tygger mig igennem de enorme mængder ris. Vi snakker om, at jeg skal lave et traditionelt dansk måltid til dem, og jeg vrider min hjerne for at finde en dansk ret, der kan tilberedes over to gasblus og overvejer, om det er en god idé at servere kød, da alle slagterbutikker er indrettet som boder på et loppemarked, hvor halve dyr og indvolde ligger spredt i solskinnet, og hvor man ser slagterkniven brugt som neglerenser sekundet inden, at der skæres. Det kan godt være, at det bliver uden kød...

Imens går de restende fire børn i skole, og de kommer hjem med de fineste karakterer. De har lige nu sportsdag, hvor de konkurrerer i både traditionelle og internationalt kendte discipliner lige fra itusmadring af lerpotter med et bat til almindelig bordtennis og sjipning. På næste lørdag bliver vinderne præmieret til forældre-dag, samt de tre, som klarede sig bedst i forrige uges faglige test. Har er alle eleverne blevet rangeret udfra et pointsystem, som procentvis fordeler elevernes placering paa tvaers af alle aargange. Traels af blive nr. 200 :( Jeg ved ikke, hvad pædagogikken siger til den slags?! Jeg tror jeg kommer til at bruge lidt andre metoder i min undervisning paa den tibetanske skole. Jeg er i denne uge begyndt arbejdet med en klasse bestaaende af tibetanske flygtninge, sherpa-folk (bjergfolk) og buddhistiske munke, som er i alderen 20 - 40 aar. Det er en udfordring at finde paa forloeb, som rammer nepalesiske maend og kvinder over saa stor aldersmaessig spredning. Jeg har lagt ud med Bollywood-tema (Indiens Hollywood), og saa koerer jeg det over paa kaerlighed og droemme - saadan nogen maa alle have.

Det var alt for nu. Jeg proever at lave nogle diasshow med billeder af den dejlige familie, jeg bor hos, og af hverdagssituationer i Nepal.

Kaerligst Astrid

Ps. Rul til bunden af bloggen for at se mine nepalesiske soeskende