Vandballoner fra Nepal

Der er nok den største diversitet her - på alle områder. Så mange religioner, så mange forskellige kalendre, så mange kaster, så mange farver, så mange landskaber, så mange sprog, så mange små butikker, så mange nationaldragter, saa mange festivaler. Men der er kun EN madret: Daal bhat - ris med linsesuppe. Mht. religionerne, så er det ikke lykkes mig at blive helt klog på dem endnu. Hinduisme og buddhisme er i hvert fald mest udpræget, men det er svært at holde styr på, hvem der har hvilke ritualer og traditioner, og hvem der beder hvor. Nogle steder beder hinduer og buddhister i de samme templer, og i andre templer er det kun tilladt for hinduer at komme ind. Når man spørger menigmand på gaden, så virker det heller ikke som om, at de har helt styr på det, men under alle omstændigheder, så er religion en stor del af kulturen og årsag til megen festivitas. Den slags kan de godt lide hernede, og nu er Holi ved at tage over, hvor Losar slap (nytårsfestlighederne, som jeg skrev om i sidste indlæg). Holi er farvefestival, og er egentlig først på søndag. Det går ud på, at man kaster farvet vand på hinanden, men børnene er allerede tyvstartet - de har vaeret i gang med vandballoner de sidste mange dage. De kigger skælmsk på en med vandballonen gemt bag ryggen, og når man er gået forbi, får man den lige i nakken. Vandballonen altsaa. Det er et kæmpechok, og mens man kommer til sig selv, råber de grinende "HAPPY HOLI". På søndag, når der rigtig går løs, har jeg en drøm om at bevæbne mig til tænderne og gå i åben krig!

En anden ting er sproget. Der tales omkring 100 forskellige sprog i Nepal, hvoraf nepali er det forenende sprog, som alle kan snakke. De resterende sprog (ja, sprog - ikke dialekter) hører til forskellige kaster og områder, og det er især vildt taget i betragtning af, at Nepal kun er tre gange så stort som Danmark. Det har måske noget med diversiteten i landskabet at gøre, for de forskellige kaster udspringer fra forskellige områder i landet, og det er først på det seneste, at folk er begyndt at søge ned i storbyen. Infrastrukturen er sindsyg ringe hernede, så det bidrager også kun til, at folk bliver, hvor de er. Dermed bliver sprogene ikke blandet, men kan fortsat bestå. Sidste weekend, da vi var i Nagarkot, gik jeg hjem derfra. Små 20 km, hvor vi kom igennem landbrugsområder, og det var virkelig som at se Danmark i meget, meget gamle dage. Umiddelbart er mit gæt, at der boede store familier på gårdene, og at de var selvforsynende. Der var arbejde nok til alle (især kvinderne). Markerne skulle dyrkes og luges i hånden, en lade skulle repereres, høns og køer skulle fodres og malkes, der skulle laves mad, og børnene rendte rundt og legede i solen. De var drevet af minimumsbehov, som blev dækket, så det var på ingen måde nærliggende at skulle rejse andre steder hen, eller blot holde sig orienteret om omverdenen, for det er jo ikke nyttigt i sådan et landbrug. Når man befinder sig i Kathmandu, hvor de fleste går i skole og kan engelsk, så tænker man ikke så meget over det, men når man kommer få kilometer udenfor byen, så er der godt nok ikke meget uddannelse og information blandt befolkningen, og saa kan jeg bedre forstaa, hvordan de kan have saa mange forskellige sprog.

Trods alle forskellighederne lever man side om side, og man mærker umiddelbart ingen spændinger mellem de forskellige kaster eller religioner. Her er man nærmest en stor familie, og hvis man tiltaler en ukendt - hvis man spørger om vej eller skal i kontakt med en tjener - så siger man bare "dhai" eller "didi", som betyder storebror eller - søster. Som jeg tidligere skrev, så har man her et meget mere afslappet forhold til hinanden. Det er sjovt, for i Danmark siger man "undskyld", hvis man skal spørge om vej eller lign., men det undrer mig egentlig, hvorfor man siger undskyld. Undskyld-jeg-forstyrer-og-hvor-er-jeg-dum-og-klodset-og-til-besvær, men kan du fortælle mig vejen til Himmelbjerget? Denne underdanighed ligger ikke implicit, når man bruger dhai eller didi. Her er man en stor familie, og der er altid en fars søsters datters mand, som kan hjælpe, hvis man skal have lavet en farvekopi, eller man kan låne onklens motorcykel weekenden over. Som vores nepalesiske ven, Prem, siger: "No problem, why not?!".