God paaske !

Der er virkelig forandring i luften her i Nepal. Og med forandringen blander fluerne sig - de summer lystigt omkring nu. Det er som om, at fem-hundrede-og-tre-og-tyve-milliarder bananflueæg er udklækket i løbet af de sidste fire dage, og de er alle af den dovne slags, som man ser kravle rundt i øjenkrogen på udsultede afrikanske børn i nødhjælpsreklamerne. De sidder bare alle sammen på mig og mine bananer.

Det er vejret, som har ændret sig i Nepal, og jeg forstår nu, hvorfor nepaleserne gik rundt med hue og dynejakke, da jeg ankom i januar og egentlig syntes, at det var noget så sommerligt og lunt. Jeg tager det tilbage på stedet, for NU er det blevet sommerligt og lunt, men desværre på den måde, hvor ens hud bliver helt fedtet som om man har badet i Sprite. Men det mindes jeg nu ikke, at jeg på noget tidspunkt har gjort.

Det er nu meget godt med forandringerne, for det er forandringer og forskelligheder, der gør én opmærksom på, hvordan livet leves. Ensformighed sløver og luller én ind i faste rutiner, og man får ikke sat spørgsmålstegn ved noget som helst. Netop derfor er det også helt fantastisk, at Emma nu kommer herned og skal tilbringe påsken med mig i Nepal. Jeg glæder mig til at opleve hende opleve det hele for første gang, og se de ting, som for mig blot er blevet hverdag. Det bringer måske nye ting i fokus, som jeg kan poste her på bloggen og stjæle credit for. For hvem ved; jeg er måske blevet helt blind på aberne i snor, eller på bjerggederne, der kravler rundt, eller på skraldevognen, der tøffer af sted med verdens højeste skraldetårn på ladet, som bare skriger "Hold, hold! Det går gal'". Men det gør det nu sjældent. Går gal' hernede altså. Og det er selvom man står på stålstiger og fikser el- ledninger, der mest af alt ligner edderkoppespin og mindst af alt ligner noget, man har tiltro til ikke giver en helvedes masse stød. Og selvom alle kører som en brækket arm og uden kørekort (men bare rolig - de øver sig i slalomkørsel på de lokale fodbold/støvbaner). Ja, alt den slags glemmer jeg måske helt at skrive om, fordi det slet og ret er blevet min hverdag. Og det kan man jo ikke just sige, at det er for jer i Danmark, så det vil måske alligevel være spændende for jer at høre om.

Så jeg byder Emma velkommen i morgen (I MORGEN! HVOR ER DET VILDT!), og jeg glæder mig som jeg-ved- snart-ikke-hvad til at bruge tiden med hende og til at opleve hende opleve Nepal. Det må jo være en dobbelt-oplevelse, og dobbelt op er altid godt.

Det betyder nok, at der bliver stille på bloggen påsken over, men I kan hilse og sige, at jeg har det GODT!

Rigtig god påske!

Kejthåndens reinkarnation. (Eller det tåbeligste indlæg til dato)

Endelig er der andre end nepaleserne, der dummer sig, og selvfølgelig er det amerikanerne. KFC (der er én her i området, men ingen McDonalds nogensteder - befriendende) serverer deres kyllingestykker i store bægere, hvor der står "fingerlicking good" op og ned ad siderne. Taget i betragtning af, at alle spiser alt (undtagen suppe, men det er tæt på) med fingerne, så er det en rimelig dårlig kampagne. De kunne måske moderere den lidt, så der stod "left- fingerlicking good" da alle hernede er meget påpasselige med ikke hverken at spise eller at give noget til andre med deres venstre hånd. Jeg ville fx være rigtig ked af at blive reinkarneret som en nepalesisk venstre hånd, for skulle man dele kroppen op i kaster, så er venstre hånd helt klart tilhørende laveste kaste. Og det er ikke bare fordi, at man er så fræk at kalde den 'kejthånden'. Nej, det kommer sig faktisk af, at venstre hånd i Nepal altid laver det beskidte arbejde. Venstre hånd tørrer næse og fejer spytklatter væk omkring munden og man tørrer sig sågar i røven med den - uden beskyttende lag toiletpapir mellem balle/næse/mund og hånd. Så hvis KFC kan få deres kunder til at slikke på denne, kejthånden, så synes jeg for alvor de kan prale.

Hvis man derimod forestillede sig at blive reinkarneret (de er rigtig glade for reinkarnationer hernede, hvorfor denne tanke er mig nærliggende. Alle hinduguderne (og dem er der i forvejen mange af) har hver hundredvis af forskellige inkarnationer, men jeg tror jeg gemmer inkarnation-snakken til en anden blog (cliffhanger). Og så tror jeg, at man skal læse denne sætning forfra igen - uden parentesen - for den kan jeg nu se er blevet alt for lang og klodset) som en dansk hånd, så ville man snarere være ganske overset som inkarnation. Og man kan have nok så mange gode intentioner for ens liv, men hvis man ikke bliver taget aktivt i brug, så kan man jo ikke vise ens gode henseender. Så ville de måske alligevel være bedre at være en nepalesisk kejthånd, for da kan man i det mindste udføre sit job rigtig, rigtig godt. Måske kan man ligefrem frygte, at den danske kejthånd er evighedsinkarnationen, fordi man da er passificeret og dermed reinkarneret på samme stadie hver gang. Medmindre man engang får chancen og bliver genfødt som kejthånd på en, der ER kejthåndet. Men hvis det ikke er tilfældet, så opnår man måske aldrig Nirvarna (svarende til Paradis), som er målet med hele buddhismen.

Og ad disse kringlede omveje kom bloggen vist alligevel til at handle om reinkarnationer og buddhisme og hinduisme. Princippet er nemlig det samme; at ens handlinger i ens nuværende liv bestemmer i hvilken form man genfødes næste gang. Og så er vi faktisk næsten helt tilbage til nogle af mine første blogindlæg, hvor jeg beskrev, hvordan nepalesere i højere grad er ansvarlig for egne handlinger, og at der er ikke en dommer-Gud, som bare tilgiver i højre i venstre og afgører, hvad der skal ske på ens vegne.

Hvis jeg kan tillade mig at køre ud ad en sidste tangent (du/I må gerne springe over dette og gå direkte til afslutningen, hvis du/I allerede nu finder det her for fjollet), så fører det med ansvar for egne handlinger nu ikke kun gode ting med sig, for der opstår af og til situationer, hvor ingen vil vedkende sig ansvaret. Fx er reklamationsret ikke just noget man reklamerer med (!) hernede, og hænder det, at man står med en nyindkøbt, defekt MP3-afspiller, så har sælgeren pludselig meget svært ved at se, hvorledes han kan være ansvarlig og endda endnu mere besvær med at forstå, hvorfor pengene skal returneres eller varen erstattes.

Og således fik jeg vist mere eller mindre elegant ledt jer igennem mine tanker, og hvis du/I faldt af et sted undervejs og tænker, at KFC da har forsvindende lidt med reinkarnationer og religion at gøre, så tilgiver jeg jer, velvidende, at det HAR forsvindende lidt med hinanden at gøre. Men jeg har også været meget, meget syg.

Hyldest til Nepal

Og så skriver jeg om romantikkere og stylter og gedelort i en dåse (jvf. mit tidligere indlæg), men jeg må sige jer, at I hellere må læse denne blog med lidt kilde-kritik i baghovedet, for i den anden ende af bloggen (altså min ende) sidder der en pige (det er mig), som ikke har fået en leverpostejsmad i to fulde måneder. Ja, faktisk ikke så meget som en skive rugbrød. Og en kogt kartoffel har jeg fået blot en enkelt gang, da jeg forsøgte at lave dansk mad til min nepalesiske familie (nu tænker I nok, at det gik galt, fordi jeg er en klovn i et køkken, men jeg må nu sige, at det blev en vældig succes, og grunden til, at jeg skriver "forsøgte" at lave dansk mad skyldes, at det er svært at tilberede dansk mad med nepalesiske råvarer og på to gasblus). Nå, men tilbage på sporet - vi kom fra det med romantikkeren og kildekritikken. Det jeg mener er, at I derhjemme må huske på, at jeg måske kommer til at romantisere Danmark, når jeg sidder fast i Nepals støjende, osende, oftest stillestående trafik midt på deres lusede veje med huller i, dynger med skrald og lastbiler, der synes de skal lave u-vendinger midt i myldretiden (hvorfor gør de det? Lastbilerne, altså. De kan umuligt have en GPS i forruden, som fortæller dem, at de skal foretage en u-vending). Alt dette kommer nok Danmark til gode. Derfor vil jeg her skrive et indlæg, som hylder Nepal. For Nepal er et dejligt sted, og jeg elsker Nepal, og jeg føler mig hjemme i Nepal. I Nepal er jeg både glad og tryg, og ikke en eneste gang har jeg oplevet - eller så meget som følt - at nogen vil mig noget ondt. Og i Nepal kan alt lade sig gøre. Nu skal I bare høre om alle de dejlige ting i Nepal.

Bananer i Nepal er halvt saa store men dobbelt saa gode, som man normalt kender dem. De er mere søde og har mere smag, men bliver ikke bløde, selvom de er så søde. Det er normalt noget man må gå på kompromis med, hvis man som jeg ikke så godt kan lide bløde bananer. Og så kan man købe dem for en skillig i en bod på hjørnet, som jeg passerer hver dag til og fra skole. Den stumme mimik-kommunikation med frugtdamen er et ritual i sig selv, og nu er jeg endda begyndt at få to ekstra bananer med efter jeg har betalt. Det er Nepal - meget mere sødme, og ikke den der bløde, halvraadne slags, hvor hver ting man giver væk bliver holdt op imod, hvor meget man selv får igen.

Og så er det så meget sjovere at køre med bus hernede. Godt nok er trafikken langsom og støjende, men i busserne er der hindi-musik af den slags, som chaufføren godt kan lide (faelles for buschaufoerere er, at de godt kan lide vild musik), og så er hele resten af bussens passagerer tvangsindlagt til at høre det. Og så falder man altid i snak med folk bussen - enten fordi de selv henvender sig i interesse, eller fordi man selv gerne vil have bekræftiget, at man er kommet på den rigtige bus. Det udvikler sig tit til en small talk, som fx da en veluddannet nepaleser oversatte for mig, at den ældre dame, som sad mast op mod mig, havde kvalme og følte, at hun skulle kaste op. Jeg kunne dog slappe helt af, for han havde sagt til hende, at det var psykologisk, og at hun bare skulle tænke på noget andet - saa skete der ikke noget. Ja, nepalesere er altid så hjælpsomme - i enhver situation.

Og så elsker jeg Nepal, fordi man her kan fikse alting. Forleden dag sad jeg og læste avis ved spisebordet, da jeg hørte en lyd præcis som når Tom brager igennem et kæmpe vindue i forsøget på at fange Jerry (der er her tale om tegneserien Tom & Jerry). Det viste sig at være den yngste knægt, Norke, på 8 år, der havde smadret en rude i huset med en fodbold. Der var efterfølgende en ordentlig skideballe i stedet for lyden af trompeter og bækkener. Nå, men i hvert fald blev en ny rude sat i i løbet af en halv time, og det kostede mindre end en æske chokolade. Jeg tror det samme gælder bilerne - blikdåser, som man for længst ville have opgivet at redde i DK, kører gladeligt op og ned ad stenede grusveje.

Og så er Nepal dejlig, fordi vejrudsigten indskrænker sig til en fra-dag-til-dag-prognose, der lyder "fair throughout the country" :)

Alting er også mere ligetil i Nepal. Der er faktisk ikke rigtig noget, der er højtideligt. Heller ikke det, man skulle tro var højtideligt. Fx sker det kun i Nepal, at man kommer hjem fra skole og finder huset tykt af røgelse. Det viser sig så, at huset skal have nye bedeflag på taget, så man har hidkaldt en munke-Lama til at velsigne alle flag og mennesker i huset. Han sidder så midt i huset og bimler med klokker og trommer og messer derudad, mens husets aktivitet fortsætter uanfægtet.

Og børn i Nepal er bare så meget bedre til at lege. Som jeg før har været inde på, så leger de bare på den rigtig sunde, aktive, simple måde. Og så leger de altid i en stor flok på åbne arealer, så snart de får fri fra skole. Og de leger og leger helt indtil deres ældre søskende eller forældre henter dem hjem til aftensmad.

Og så er maden lækker i Nepal. De får meget ris, men jeg er begyndt at elske det. Og man kan tilberede det med alskens tilbehør, og det er de bare gode til.

Det er også kun i Nepal, at hundene strejfer herreløse omkring, mens det er gederne, som bliver luftet i snor.

Og så er det her min første rejse og første gang, at jeg på den måde får et nyt perspektiv på livet, så selvfølgelig er Nepal helt speciel for mig. Jeg føler mig hjemme i Nepal. Især fordi, at jeg nu kender alle rutiner og ansigter, jeg møder på vej til og fra skole. Selv de herreløse hunde hører til i hvert sit område. Og den skaldede papegøje og den lille shop, som har en abe i snor. Jeg kender det hele nu, og det er ikke så ringe endda.

Og for at goere det til en aegte hyldest, saa vil jeg slutte af med et link, hvor man kan hoere den nepalesiske nationalmelodi, for den er ogsaa noget saa god. Paa computeren jeg sidder ved nu, er der ingen lyd, men jeg haaber, at jeg har fundet en god version. http://www.youtube.com/watch?v=9E40D796Dik
Sangen handler om Nepals forskellighed - kulturelle, religioese, sproglige, racemaessige og landskabsmaessige forskelligheder - der er som blomster, som sammen skaber en smuk blomsterkaede. Aah, ja - Nepal er blevet mit hjertebarn.

Ikke-ekspertraad

Jeg tror der sidder et par romantikkere rundt omkring i Danmark og forestiller sig det hele være meget bedre, hvis vi blot vendte tilbage til den glade Bullerby-tid, hvor børnene var rødkindede og friske, og livet kun var surt, når drengene puttede gedelort ned i den dåse, som man troede var en hemmelig skat. For det var dengang, at man fandt på den slags narrestreger, men det blev aldrig rigtig alvorligt, og når man kom hjem, var der varme boller fra stenovn, og I kan rigtig tro, at de hyggede sig. Og den gamle bedstemor strikkede vintertøj hele sommeren og fortalte historier fra endnu mere gamle dage - altså de dage, som var gamle, dengang Bullerby-tiden ikke var gammel. Sådan skulle man også tro, at det er her. Og børnene er da også rødkindede og friske og stormer ud og leger hver dag de kommer hjem fra skole. At spille med marmorkugler er det store hit hernede, og min nepalesiske bhai (lillebror) kører en hel forretning, hvor han sælger de marmorkugler, han vinder. Så kan han spare sammen til hvad som helst. Eller man ser børn løbe med et trillende cykeldæk, som de holder kørende med en pind, eller de kan finde på at stavre rundt på stylter.

I Danmark hører jeg, at eksperter er bekymrede over fordummende tv- serier, elektronisk legetøj, selvtalende dukker, computerspil og teknologi. "Det ødelægger fuldstændig børnenes fantasi!", siger de. "Nu kan de ikke tænke selvstændig og kreativt!", kan de sige, for de vil gerne piske en stemning op. Og så køber forældrene BRIO i træ, så børnene selv kan forestille sig både farver og lyde og funktioner, og af uransageige årsager er BRIO djævlens dyrt. Måske er det fordi, at det er økologisk, og jeg vil medgive, at det er bedre at forestille sig, at træ-toget er en is, og slikke på den, end det er, når børn hernede forestiller sig det samme om batterier eller båndsalat fra kassettebånd.

Når jeg ser på nepalesiske børn og teenagere, så leger de præcis, som økologi-fanatiske forældre og eksperter raader boern i Danmark til at lege, men jeg siger jer: spar pengene. Det kommer an på skolegangen, og al kreativ tankegang og fantasi bliver slået hårdt og sikkert til jorden her i Nepal - bogstaveligt talt - med flad hånd eller stok. Man kan have trillet nok så mange cykeldæk som barn, men hvad end det har sat i gang af selvtrillende tanker i hovedet, saa bliver de bremset af de nepalesiske indlæringsmetoder, hvis inderste kerne er udenadslære. Børnene, jeg bor hos, sidder og terper definitioner på fyskiske og kemiske begreber, som de kan lire af præcis som det står i bogen, men der er ingen dybere forståelse. Og de kender Nepals placering i verden angivet i laengde- og breddegrader. Og de skal kunne alle afrikanske lande inkl. hovedstæder. De har sågar et fag, som hedder generel knowledge, hvor der bare står tørre facts, som de skal vide. Kendte forfattere med tilhørende klassikkere, navngivning af de forskellige spillepladser på et fodboldhold, rækkefølgen af planeterne i solsystemet, procentdelen af analfabeter i diverse lande. Og når de har billedkunst, så afbilleder de billeder fra bogen, og deres lektie er at tegne det, som de i timen tegnede efter fra bogen. Men aldrig analyserer de konsekvenserne af disse facts. Når de laver opgaver, er der altid et rigtigt og et forkert svar.

På fredag begynder eksamensperioden hernede, og børnene på min skole skal op i alle fag - to-en-halv time med spørgeark - og de må ikke medtage bøger. Det forekommer mig, at der er rimelig mange paralleller fra deres test og til integrationsprøven i Danmark, men når det kommer til stykket, så er det jo ikke det, der betyder noget. At være kritisk, at indsamle information og holde dem op mod hinanden, at kunne vurdere fordele og ulemper og analysere sig frem til et output er det gældende, og det kommer ikke bare ved at løbe med cykeldæk. Så spar jeres BRIO-penge i put dem i en god efterskole i stedet. Det er mit ikke-ekspert-råd herfra.

Dumheder fra Nepal

I tror måske, at det må være svært at begå sig i et af verdens fattigste lande. Jeg må nu sige, at den største udfordring består i at besinde sig og væbne sig med tålmodighed. Nepalesere har et helt specielt forhold til tid, og man arbejder med begrebet 'nepali time'. Det betyder, at hvis man aftaler at mødes ved 10 - 11-tiden, så kommer man kl. 12. Distance er også et flyvsk begreb, og hvis man spørger en nepaleser om vej, kan man være sikker på, at der er "fifteen minutes walk" til destinationen. Det viser sig dog ofte, at man befinder sig en times gåtur fra den ønskede position.

Nogengange kan det også undre mig, hvordan en tjener, hvis job hver eneste dag er at tage imod bestillinger, kan få "one black coffee, no suger" (antal vist med den ene finger og den anden pegende i menukortet) og "one fresh mango juice" (samme procedure) til at blive to kopper kaffe med sukker og en appelsinjuice på karton. Den slags fejl opstår hyppigt.
Og det kan undre mig, hvordan man som vejarbejder kan slippe af sted med at reperere huller i vejen ved at lægge jernstænger på langs af køreretningen, så alle kørertøjer kører fast i rillerne mellem stængerne. Manden kan vælge at lægge dem på tværs og på langs af køreretningen, og så vælger han at lægge dem på langs. Igen: det er mandens job, og han vælger den dårligste løsning af to.
Og hvem er den elektriker, som har placeret min stikkontakt i den øverste ende af trappen, så jeg kan gå op ad trappen i mørke og tænde lyset, eller slukke lyset og gå ned ad trappen i mørke.

Det er måske nogen af de samme mekanismer, som gør sig gældende, når man i Nepal kun formår at udvinde 1 procent af den potentielle vandenergi, der er tilgængelig. Taget i betragtning af, at Nepal er verdens andenrigeste nation når det gælder vandressourcen, så er det altså skidt. Der er i høj grad noget at tage fat på i dette land, og et godt sted at starte er ved uddannelse. Alt det, som vi tager for givet og slet ikke tænker over i DK, fordi vi finder det logisk, er mange gange et stort mysterium hernede, så det er virkelig gået op for mig, hvor meget viden gør i et samfund. Udfordringen er især stor her i Nepal, fordi mange unge rejser fra Nepal og studerer og slår sig ned i andre lande. Der er heldigvis rigtig mange volontør-projekter hernede, men det er en lang proces, ingen tvivl om det. Jeg håber, at man kan få dette land hevet ud fra fattigdom og uvidenhed, men at man stadig kan bevare kulturen. Den er meget udtalt hernede, og der er simpelthen så mange traditioner, festivaler, farver og sjov. Amerika har Hollywood, Indien har Bollywood og Nepal har Kollywood. Sådan håber jeg, at det forbliver.


Nepalesisk opslagsværk

Der er mange ting, som ikke er helt som i Danmark. Man har opfundet alternative løsninger på alt muligt, så jeg har udarbejdet et lille opslagsværk. Nu tænker I nok, at jeg overdriver, men det er faktisk ikke slemt med overdrivelserne i det kommende. Nepal er på mange måder så ekstremt, at man ikke behøver at overdrive for at få en god historie.

En lastbil, substantiv: Rank kvinde med fletkurv på ryggen. Denne er fastspændt med en rem, som går op over hovedet, således at ryggen og nakken er de bærende muskelgrupper. Kapacitet: enorme mængder; både volumen- og massemæssigt. Kan transportere ALT lige fra grus og mursten til møbler og andet pak-pak (selvopfundet ord af samme betydning som pik-pak, men af betydelig større dimension). Er i god stand indtil sit fyrretyvende leveår, hvor ryggen knækker sammen i en 90-graders vinkel (det er heller ikke en overdrivelse. Man ser dem jævnligt i gadebilledet med stok og næsen i jorden, fordi ryggen er krøllet som en krog). Hjulene på denne alternative lastbil består af et par udtrådte skum-klipklappere, som synes at være universel-skoen her i Nepal. Det skyldes nok mest, at den er så billig. Ergonomisk korrekt er den i hvert fald ikke. Det er vist kun os i Vesten, som finder det nødvendigt at spendere en milliard på en ergonomisk sko med gyngeheste-såler, så vi kan bestride den jævne, flade og asfalterede vej til børnehaven og hjem.

En kost, substantiv: et bundt kviste af en halv meters længde. Meget praktisk hvis man i forvejen har smadret sin ryg, da man arbejdede som fuldtidslastbil. Ellers bliver den mere praktisk hen ad vejen, når man smadrer sin ryg ved at feje. Overordenet må jeg dog konkludere, at det er hamrende upraktisk for menigmand at bruge denne kvistekost.

En ovn, substantiv: en sjælden anordning hvis man fx vil bage en kage. Da placeres en kæmpemæssig gryde på gasblusset i køkkenet, og man putter dernæst en mindre gryde ned i den store. Kagedejen fordeles i den lille gryde, og man lægger låg på den store gryde. Nu tænder man et bål oven på låget af den store gryde og står og vifter om det, baalet altsaa, indtil kagen er færdig.

Et transportmiddel, substantiv: alt, hvad man på flade dæk og skramlende motorer kan tvinge frem. Mængden af det, der kan transporteres på disse kørertøjer stiger ekspotentielt med antallet af hjul. Tohjulede cykler kan således transportere 100 kg ris, 100 kg cementpulver, fungere som en rullede frugtbutik eller transportere 30 meter lange bambus- eller jernstænger. Er det en motoercykel, kan man snildt smække en kalveside på styret og sidde en hel familie på sædet (mand, kone, to børn og et par skoletasker).
Trehjulede kørertøjer fungerer som regel som rullende boder med alskens sortiment fra elektronik til mad og snacks. Kan også bruges, hvis man skal have flyttet hele sit indbo fra et sted til et andet.
Er man velsignet med et firehjulet køretøj, så kan man transportere ALT i hele verden. Er der tale om en bus (en minivan fungerer som busser her i Nepal), så er der således altid plads til en ekstra, og ikke nødvendigvis en med Rexona. Min rekord er små 30 mennesker i en minivan, og det på trods at hul direkte ned til vejen ved førerens gearstang.

En vej, substantiv: enhver given passage, der lige akkurat tillader en bil at klemme sig igennem. Vejens tilstand og hældning er underordnet. Fuldstændig underordnet. Det er saaledes ikke sjaeldent, at taxa'en dytter hidsigt af en, naar man med trekkingsko gaar paa den lille, naturyndige grussti, som snor sig op ad en bjergside. Der er altid en industri for en bleg amerikaner, der ikke gider gaa selv.