Ikke-ekspertraad

Jeg tror der sidder et par romantikkere rundt omkring i Danmark og forestiller sig det hele være meget bedre, hvis vi blot vendte tilbage til den glade Bullerby-tid, hvor børnene var rødkindede og friske, og livet kun var surt, når drengene puttede gedelort ned i den dåse, som man troede var en hemmelig skat. For det var dengang, at man fandt på den slags narrestreger, men det blev aldrig rigtig alvorligt, og når man kom hjem, var der varme boller fra stenovn, og I kan rigtig tro, at de hyggede sig. Og den gamle bedstemor strikkede vintertøj hele sommeren og fortalte historier fra endnu mere gamle dage - altså de dage, som var gamle, dengang Bullerby-tiden ikke var gammel. Sådan skulle man også tro, at det er her. Og børnene er da også rødkindede og friske og stormer ud og leger hver dag de kommer hjem fra skole. At spille med marmorkugler er det store hit hernede, og min nepalesiske bhai (lillebror) kører en hel forretning, hvor han sælger de marmorkugler, han vinder. Så kan han spare sammen til hvad som helst. Eller man ser børn løbe med et trillende cykeldæk, som de holder kørende med en pind, eller de kan finde på at stavre rundt på stylter.

I Danmark hører jeg, at eksperter er bekymrede over fordummende tv- serier, elektronisk legetøj, selvtalende dukker, computerspil og teknologi. "Det ødelægger fuldstændig børnenes fantasi!", siger de. "Nu kan de ikke tænke selvstændig og kreativt!", kan de sige, for de vil gerne piske en stemning op. Og så køber forældrene BRIO i træ, så børnene selv kan forestille sig både farver og lyde og funktioner, og af uransageige årsager er BRIO djævlens dyrt. Måske er det fordi, at det er økologisk, og jeg vil medgive, at det er bedre at forestille sig, at træ-toget er en is, og slikke på den, end det er, når børn hernede forestiller sig det samme om batterier eller båndsalat fra kassettebånd.

Når jeg ser på nepalesiske børn og teenagere, så leger de præcis, som økologi-fanatiske forældre og eksperter raader boern i Danmark til at lege, men jeg siger jer: spar pengene. Det kommer an på skolegangen, og al kreativ tankegang og fantasi bliver slået hårdt og sikkert til jorden her i Nepal - bogstaveligt talt - med flad hånd eller stok. Man kan have trillet nok så mange cykeldæk som barn, men hvad end det har sat i gang af selvtrillende tanker i hovedet, saa bliver de bremset af de nepalesiske indlæringsmetoder, hvis inderste kerne er udenadslære. Børnene, jeg bor hos, sidder og terper definitioner på fyskiske og kemiske begreber, som de kan lire af præcis som det står i bogen, men der er ingen dybere forståelse. Og de kender Nepals placering i verden angivet i laengde- og breddegrader. Og de skal kunne alle afrikanske lande inkl. hovedstæder. De har sågar et fag, som hedder generel knowledge, hvor der bare står tørre facts, som de skal vide. Kendte forfattere med tilhørende klassikkere, navngivning af de forskellige spillepladser på et fodboldhold, rækkefølgen af planeterne i solsystemet, procentdelen af analfabeter i diverse lande. Og når de har billedkunst, så afbilleder de billeder fra bogen, og deres lektie er at tegne det, som de i timen tegnede efter fra bogen. Men aldrig analyserer de konsekvenserne af disse facts. Når de laver opgaver, er der altid et rigtigt og et forkert svar.

På fredag begynder eksamensperioden hernede, og børnene på min skole skal op i alle fag - to-en-halv time med spørgeark - og de må ikke medtage bøger. Det forekommer mig, at der er rimelig mange paralleller fra deres test og til integrationsprøven i Danmark, men når det kommer til stykket, så er det jo ikke det, der betyder noget. At være kritisk, at indsamle information og holde dem op mod hinanden, at kunne vurdere fordele og ulemper og analysere sig frem til et output er det gældende, og det kommer ikke bare ved at løbe med cykeldæk. Så spar jeres BRIO-penge i put dem i en god efterskole i stedet. Det er mit ikke-ekspert-råd herfra.