Sig nærmer tiden hvor jeg skal hjem til Danmark. Hjem til familien og Emma og venner. Det nærmer sig så hastigt, at jeg overvejer, om det kan betale sig at gøre rent på værelset, eller om jeg lige kan strække den. Værelsets tilstand taget i betragtning burde svaret være et stort, rungende "JA, DU SKAL GØRE RENT!", da det allerede har trængt de sidste tre uger, men når man lever i Nepal, lever man i forvejen lidt uhumsk, og når man har krydset grænsen, er det nogengange ligegyldigt, hvor langt man går.
Det samme gælder tøjvask. Måske vaskede jeg her til morgen den sidste portion t-shirts og underbukser?! Alt tøjvask er jo i hånden, så man bruger hellere sit tøj en gang for meget end en gang for lidt, inden man smider det til vask.
Og så er der hårvask - det synger måske også på sidste vers, når det nu er så besværligt. Faktisk ligger jeg i en forvredet stilling for at tvinge hovedet ind under en lille hane, hver gang jeg vasker hår. Og så kigger man sig ofte i spejlet og tænker: "arh, det går vist lige!".
Ja, jeg har været en fedtet lille en hernede, men det ophører inden længe, og det flytter unægteligt fokus fra det sted, jeg rent faktisk er (Nepal), til der, hvor jeg er om små tre uger (Danmark).
Men der er nu stadig god grund til at blive i Nepal - både fysisk og mentalt. I morgen er det 1. maj, og Nepal, der nærmest er et nyslået demokrati fra 2006, har stadig lidt problemer med at finde ud af, hvad demokrati går ud på. Derfor holder de sig ikke til 1. maj-møder i Fælledparken og drikker øl og fejrer den gamle tradition. Nej, de har stadig en kamp at kæmpe, og derfor har Maoistpartiet varslet den største demonstration i 60 år, ja the Unified CPN-Maoist Vice Chairman Dr. Baburam Bhattarai siger endda, at "UCPN-M would show other parties the power of the people through a unique demonstration that Nepal had never witnessed". Det er selvsagt UCPN-Maoist, der er i opposition her i landet, og de kræver blandt andet regeringen opløst pr. 1. maj. Sker det ikke, er der meldt generelstrejke over hele landet på ubestemt tid, indtil maoisterne får deres vilje. Den generelle befolkning forbereder sig ved at købe ind i et omfang svarende til danskeres julemads-indkøb, og lagt størstedelen af de mennesker jeg kender, holder sig inden døre i morgen. Mig selv inklusiv. Det er svært at finde hoved og hale i det, når alting er på nepalesisk, og når ens informationskilde er børnehjemsbørn. Fra børn, billeder og nepalesiske nyhedsudsendelser har jeg de sidste par dage forsøgt at danne mig et overblik over situationen, og nu har jeg købt den engelske avis "The Himalayan", hvorfra jeg har ovenstående citat. De melder også om beslaglæggelser af materialer til improviserede bomber, og "The Kathmandu Post" skrev i går: "After May Day, renewed war?".
Ja, så jeg er noget spændt på, hvad der kommer til at ske den kommende tid. Man ved nemlig aldrig, hvad man skal forvente i Nepal - også selvom man tror man ved det. Det lyder alt sammen meget alvorligt, og folk i tusindfold kommer vandrende fra hele landet for at deltage i demonstrationerne i Kathmandu, som partiet dog melder er fredelige. Men min erfaring gennem de sidste tre måneder er, at nepalesere nemt kan skabe en storm i et glas vand, så jeg venter i spænding på, hvad morgendagen bringer, men gør mig dog den forholdsregel at barriere mig i huset.
Som alvorlighedsbarometer tjekkede jeg de danske netaviser i dag, og de nævnte ikke Nepal med et ord. Spaltepladsen var derimod optaget af historier som "Indere jagter sexgal dræberelefant" og "To anholdt for salg af abefrikadeller". Den sidste historie var fra Indonesion og meldte om et ægtepar, der havde dræbt fredede aber og lavet dem til kødboller for derefter at sælge dem. Ja, op imod den slags alvorlige sager kan jeg godt se, at situationen i Nepal træder i baggrunden. Og det beroliger mig egentlig, når jeg sidder midt i denne oppiskede stemning.
Opdatering af tingenes udvikling følger en af de nærmeste dage. Indtil da, så skål i Fælledparken!
fredag den 30. april 2010
tirsdag den 27. april 2010
Udsigt og indsigt
Der er mange køer i Nepal, og de er alle hellige. Men jeg skelner nu alligevel mellem to slags: de hellige køer og de heldige køer. De hellige køer er dem, som pryder gadebilledet i Kathmandu. De, som meget profant af udseende står og gumler skrald i vejsiden, og hvis eneste privilegium er ikke at blive forstyrret, hvis det passer dem at stille sig midt i trafikken. De er hellige, men jeg synes nu ikke de er heldige, for de ser højest usunde ud, og de får bare lov til at leve deres miserable liv indtil det ender.
Nej, nu har jeg været i Annapurna-området. Det er et område i det nordlige Nepal op mod den tibetanske grænse, som er fyldt med bjerge, dem man kalder Himalaya, og frisk luft og plads -ualmindelig stor plads - så man kan føle sig rigtig lille bitte. Og man gør sig alskens tanker om livet og væren, mens man går raskt af sted. Og på min vej (som af og til er noget smal og stenet og gruset, så man vil nok kalde det en sti) møder man de køer, som jeg betegner som heldige. De får ganskevist også lov til at passe sig selv, men de er noget mere sunde at se på, ja faktisk helt idylliske, som de står der og fuldender det smukke panorama. Fri for forurening og fri for støj. Med undtagelse af den ko-klokke, de har rundt om halsen, men det gør bare alting endnu mere idyllisk, så man må nok sige, at det er heldig køer.
Og så er der porterne. Det er dem, der bærer alle turisternes rygsække, når de går rundt oppe i bjergene. Det er vældig kontrastfyldt at se turisterne iklædt det sidste nye teknologiske udstyr - lige fra mikrofibertøj til vandflasker -vandrestokke og hatte i alverdens afskygninger, mens porterne bærer turisternes tunge tasker iført klip-klappere og beskidt bomuld. Men selvom porterne går langt og bærer tungt, så vil jeg nu alligevel betegne dem som heldige portere, for der er mange måder at være porter på, og mange ting man kan bære.
Inden vi tog på trekking, var vi fx i en by uden for Kathmandu kaldet Godawari. Her ligger en kæmpemæssig murstensfabrik, hvor mursten bliver lavet ved håndkraft. Det er et sæsonarbejde, hvor en masse fattige, uuddannede mennesker kommer efter monsoonen i september, og så går de ellers i gang med at lave mursten. Af de første mursten bygger arbejderne deres egne huse, så de bor faktisk i et lille klodsmajor-hus af stablede sten uden cement. Inde i dette minihus, som kun har ét rum og er halvanden meter højt, bor hele familien, som ofte omfatter forældre, en hel del børn og bedsteforældre. Og inde i dette ene rum har de deres køkken, som er en bålplads, og de har ingen skorsten. Så det I skal forestille jer er en klynge små, lave huse med sod hele vejen langs bliktaget og mellem sprækkerne i mustenene. Sådan bor arbejderne uden et eneste inventar. Udover den seng, der er lavet af mursten stablet to høj. Så er der forskellige sektioner på fabrikken. Adskillige hundrede mennesker sidder med en form og slår mursten ud på præcis samme måde, som når små børn laver sandkager. Og de tusindvis af murstensandkager ligger så på jorden i tre dage, hvor de tørrer i solen. Når det er sket, samler arbejderne stenene op fra jorden og stabler dem oven på hinanden, så de udgør en mur rundt om deres mudderlegeplads (hvilket det nok er en hån at kalde dem, for pladserne er nu ikke særlig sjove). Derefter kommer der nogle hundrede andre arbejdere og bærer stenene, som vejer to kilo hver, på ryggen i store stabler. De går så i pendulfart hele dagen med disse sten på ryggen, og læsser dem af i de kæmpemæssige brændeovne. Disse brændeovne er en stor, stor skorsten, hvor omkring murstenene stables, således at man kan hælde kul ned mellem sprækker i stablerne. Og når det er gjort, så dækker man murstenene med er lag sand og tænder ild til kullet. Det brænder lystigt i et par timer, og når ilden er brændt ud, køler ovnen i et par dage, inden den sidste del af arbejdere kommer og bærer 10-20 mursten ad gangen oven på deres hoveder. Og sådan produceres mursten overalt i Nepal. Det er så barskt at se, og man kan slet ikke begribe, hvordan kvinder og mænd kan udsætte sig selv for det - en evig traven i støv og forurening - dels fra deres egne mad-bål, men nok mest fra den store skorsten, der konstant spytter tyk, sort røg ud over fabrikken. Det er så fjernt fra, hvad vi i Danmark kan acceptere som menneskeligt. Ja, faktisk ville hele landet stå på den anden ende i demonstrationer og kampagner, hvis man satte dyr til at udføre det tunge slæbearbejde. Med vores referenceramme og viden, vil vi ikke nogensinde, på nogen måde, overkomme bare en enkelt time af, hvad arbejderne gør hver dag 3/4 af året. Menneskekroppen kan øjensynligt klare det (bare ikke særlig mange år), men mentalt er det ufatteligt, at de kan. Jeg vil faktisk kalde det umenneskeligt, men det strider lidt mod det faktum, at flere tusinde mennesker overkommer det hver eneste dag her i Nepal.
De fleste turister ser trekker-porterne, og man får ondt af dem - taenk, at de skal baere alle de tasker i deres smaa klip-klappere. Men når det kommer til stykket, så er de yderst priviligerede. God løn, god mad hver aften, god seng, godt selskab, frisk luft og god udsigt. Men hvis man dykker dybere ned, så er der mennesker, der lever et liv så haardt, at man får ondt i maven bare af at se på det. At rette op på det er en lang proces, for det er virkelig omfattende og der er rigtig mange mennesker, der fortjener at leve bedre, men det er helt klart vaerd at forsøge.
I Godawari, hvor vi var ude og besoege en murstensfabrik, koerte der et nepalesisk startet projekt, og det var derigennem, at vi fik indblik i det hele. Hvis du har lyst til at se mere om det, kan du besoege dem paa:
http://caredevelopment.org/
Eller tag herned og se det selv - Nepal er fantastisk!
Nej, nu har jeg været i Annapurna-området. Det er et område i det nordlige Nepal op mod den tibetanske grænse, som er fyldt med bjerge, dem man kalder Himalaya, og frisk luft og plads -ualmindelig stor plads - så man kan føle sig rigtig lille bitte. Og man gør sig alskens tanker om livet og væren, mens man går raskt af sted. Og på min vej (som af og til er noget smal og stenet og gruset, så man vil nok kalde det en sti) møder man de køer, som jeg betegner som heldige. De får ganskevist også lov til at passe sig selv, men de er noget mere sunde at se på, ja faktisk helt idylliske, som de står der og fuldender det smukke panorama. Fri for forurening og fri for støj. Med undtagelse af den ko-klokke, de har rundt om halsen, men det gør bare alting endnu mere idyllisk, så man må nok sige, at det er heldig køer.
Og så er der porterne. Det er dem, der bærer alle turisternes rygsække, når de går rundt oppe i bjergene. Det er vældig kontrastfyldt at se turisterne iklædt det sidste nye teknologiske udstyr - lige fra mikrofibertøj til vandflasker -vandrestokke og hatte i alverdens afskygninger, mens porterne bærer turisternes tunge tasker iført klip-klappere og beskidt bomuld. Men selvom porterne går langt og bærer tungt, så vil jeg nu alligevel betegne dem som heldige portere, for der er mange måder at være porter på, og mange ting man kan bære.
Inden vi tog på trekking, var vi fx i en by uden for Kathmandu kaldet Godawari. Her ligger en kæmpemæssig murstensfabrik, hvor mursten bliver lavet ved håndkraft. Det er et sæsonarbejde, hvor en masse fattige, uuddannede mennesker kommer efter monsoonen i september, og så går de ellers i gang med at lave mursten. Af de første mursten bygger arbejderne deres egne huse, så de bor faktisk i et lille klodsmajor-hus af stablede sten uden cement. Inde i dette minihus, som kun har ét rum og er halvanden meter højt, bor hele familien, som ofte omfatter forældre, en hel del børn og bedsteforældre. Og inde i dette ene rum har de deres køkken, som er en bålplads, og de har ingen skorsten. Så det I skal forestille jer er en klynge små, lave huse med sod hele vejen langs bliktaget og mellem sprækkerne i mustenene. Sådan bor arbejderne uden et eneste inventar. Udover den seng, der er lavet af mursten stablet to høj. Så er der forskellige sektioner på fabrikken. Adskillige hundrede mennesker sidder med en form og slår mursten ud på præcis samme måde, som når små børn laver sandkager. Og de tusindvis af murstensandkager ligger så på jorden i tre dage, hvor de tørrer i solen. Når det er sket, samler arbejderne stenene op fra jorden og stabler dem oven på hinanden, så de udgør en mur rundt om deres mudderlegeplads (hvilket det nok er en hån at kalde dem, for pladserne er nu ikke særlig sjove). Derefter kommer der nogle hundrede andre arbejdere og bærer stenene, som vejer to kilo hver, på ryggen i store stabler. De går så i pendulfart hele dagen med disse sten på ryggen, og læsser dem af i de kæmpemæssige brændeovne. Disse brændeovne er en stor, stor skorsten, hvor omkring murstenene stables, således at man kan hælde kul ned mellem sprækker i stablerne. Og når det er gjort, så dækker man murstenene med er lag sand og tænder ild til kullet. Det brænder lystigt i et par timer, og når ilden er brændt ud, køler ovnen i et par dage, inden den sidste del af arbejdere kommer og bærer 10-20 mursten ad gangen oven på deres hoveder. Og sådan produceres mursten overalt i Nepal. Det er så barskt at se, og man kan slet ikke begribe, hvordan kvinder og mænd kan udsætte sig selv for det - en evig traven i støv og forurening - dels fra deres egne mad-bål, men nok mest fra den store skorsten, der konstant spytter tyk, sort røg ud over fabrikken. Det er så fjernt fra, hvad vi i Danmark kan acceptere som menneskeligt. Ja, faktisk ville hele landet stå på den anden ende i demonstrationer og kampagner, hvis man satte dyr til at udføre det tunge slæbearbejde. Med vores referenceramme og viden, vil vi ikke nogensinde, på nogen måde, overkomme bare en enkelt time af, hvad arbejderne gør hver dag 3/4 af året. Menneskekroppen kan øjensynligt klare det (bare ikke særlig mange år), men mentalt er det ufatteligt, at de kan. Jeg vil faktisk kalde det umenneskeligt, men det strider lidt mod det faktum, at flere tusinde mennesker overkommer det hver eneste dag her i Nepal.
De fleste turister ser trekker-porterne, og man får ondt af dem - taenk, at de skal baere alle de tasker i deres smaa klip-klappere. Men når det kommer til stykket, så er de yderst priviligerede. God løn, god mad hver aften, god seng, godt selskab, frisk luft og god udsigt. Men hvis man dykker dybere ned, så er der mennesker, der lever et liv så haardt, at man får ondt i maven bare af at se på det. At rette op på det er en lang proces, for det er virkelig omfattende og der er rigtig mange mennesker, der fortjener at leve bedre, men det er helt klart vaerd at forsøge.
I Godawari, hvor vi var ude og besoege en murstensfabrik, koerte der et nepalesisk startet projekt, og det var derigennem, at vi fik indblik i det hele. Hvis du har lyst til at se mere om det, kan du besoege dem paa:
http://caredevelopment.org/
Eller tag herned og se det selv - Nepal er fantastisk!
søndag den 18. april 2010
Noget om skrædderstillingen
Hvis man konkurrerede i, hvem der er bedst til at sidde i skrædderstilling, så vil nepaleserne utvivlsomt vinde. Tanken om en sådan konkurrence forekommer jer måske tåbelig, men når man har konkurrencer i både pæle- og sauna-sidning, så synes jeg godt, at man kunne føje skrædderstilling-sidning til listen.
En afart af skrædderstillingen ynder man at kalde lotusstillingen, og det stammer fra Buddhas fødsel. Den var opspundet af en del hurlumhej - blandt andet at der voksede lotusblomster op de syv steder, han satte sine fødder straks efter han var blevet født, alt imens han sagde noget om, at han var den højeste og ældste i verden, og at dette var hans sidste inkarnation. Men inden han fandt vejen til Nirvarna, så sad han i skrædderstilling i mange, mange år og blev tynd som en pind. Den slags kalder man nu meditation, og det har man forbundet med de fantastiske hændelser, der akkompagnerede hans fødsel, og så kalder man det lotusstillingen.
Denne stilling er i religiøst aspekt utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at han i et af sine tidligere liv sad i denne berømte lotusstilling - i dyb meditation - da der kom en ondsindet soldat og huggede arme og ben af manden. Uanfægtet forblev Buddha i dyb meditation. Og så er man vist ikke i tvivl om, hvilket kraftfuldt stykke værktøj denne lotusstilling er.
Men ser man sekulært på denne lotusstilling, og blot kalder det en skrædderstilling, så er den, som indikeret i indledningen, meget udbredt her i Nepal. Og de er gode til det - at sidde i skrædderstilling. I hvert fald sidder mange nepalesere sådan dagen lang uden at vise tegn på det mindste ubehag. De må være vant til det, for mange gange er skrædderstillingen en del af deres job, hvorfor man logisk nok har navngivet det 'skrædderstilling'. Det er imidlertidigt ikke kun skrædderne, der indtager denne position. De deler gerne stillingen med andre arbejdere, men det beror så vidt jeg ved på forhandlinger foretaget i 1800-tallet, hvor skrædderne tillod de andre at sidde i skrædderstilling, men de ville krediteres via navnet. Og derfor kalder vi det i dag skrædderstilling.
Nå, men tilbage på sporet. Det er nemlig sådan, at både skrædderen og smeden og snedkeren og thanka-maleren og syersken og skomageren og væveren og tiggeren, der udgiver sig for ikke at have nogen ben, sidder i skrædderstilling dagen lang. Og jeg vil samle alle disse under fællesberegnelsen erhvervsarbejdere. Tiggeren, der foregiver at være benløs, er et nyt erhverv blandt de gamle, traditionsrige erhverv, der ellers er nævnt. Jovist er der reele, fattige tiggere, men der findes også dem, for hvem det er en profession og dem kalder vi professionelle tiggere. Ham, der har anskaffet sig en kørestol, hvori han tvinger sig selv i skrædderstilling så benene ligner stumper, er en af dem. Men han har allieret sig med nogle kvinder, der går rundt med en baby på armen og siger: "Baby hungry. Buy milk.", og så slæber de én med ind i supermarkedet i den tro, at man bare skal købe en pose mælk (mælk købes i poser af 500 ml). Men lige pludselig har de smidt alt op på båndet og tvinger én til at betale, hvorefter de sælger varerne tilbage til supermarkedet igen, for tiggerne har rigeligt med penge, og så skal de bare hjem til tiggerklanen og smovse og grine.
De andre erhverv, de gamle, traditionsrige, er mere ærlige og ærværdige, og det er vitterligt utroligt, at de kan sidde der og stirre sig blinde på deres fine pilfinger-arbejde dag ud og ind igen. De er over det hele, og man mærker tydeligt, at Nepal er et arbejdersamfund og ikke et videnssamfund. Jeg kan blive så glad og taknemmelig over, at vi i Danmark har mulighed for at bruge både vores ben og vores hjerner, omend tendensen i stigende grad peger i retning af, at vi ikke bruger vores ben synderligt meget. Eller også bruger vi ikke hjernen, når det handler om, hvad vi spiser. Åh, det gør min pointe dårlig. Nå, men i hvert fald er vi ikke tvunget i skrædderstilling, siddende fuldstændig uvidende om, hvad der er op og ned. Og det er på mange måder en god ting.
En afart af skrædderstillingen ynder man at kalde lotusstillingen, og det stammer fra Buddhas fødsel. Den var opspundet af en del hurlumhej - blandt andet at der voksede lotusblomster op de syv steder, han satte sine fødder straks efter han var blevet født, alt imens han sagde noget om, at han var den højeste og ældste i verden, og at dette var hans sidste inkarnation. Men inden han fandt vejen til Nirvarna, så sad han i skrædderstilling i mange, mange år og blev tynd som en pind. Den slags kalder man nu meditation, og det har man forbundet med de fantastiske hændelser, der akkompagnerede hans fødsel, og så kalder man det lotusstillingen.
Denne stilling er i religiøst aspekt utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at han i et af sine tidligere liv sad i denne berømte lotusstilling - i dyb meditation - da der kom en ondsindet soldat og huggede arme og ben af manden. Uanfægtet forblev Buddha i dyb meditation. Og så er man vist ikke i tvivl om, hvilket kraftfuldt stykke værktøj denne lotusstilling er.
Men ser man sekulært på denne lotusstilling, og blot kalder det en skrædderstilling, så er den, som indikeret i indledningen, meget udbredt her i Nepal. Og de er gode til det - at sidde i skrædderstilling. I hvert fald sidder mange nepalesere sådan dagen lang uden at vise tegn på det mindste ubehag. De må være vant til det, for mange gange er skrædderstillingen en del af deres job, hvorfor man logisk nok har navngivet det 'skrædderstilling'. Det er imidlertidigt ikke kun skrædderne, der indtager denne position. De deler gerne stillingen med andre arbejdere, men det beror så vidt jeg ved på forhandlinger foretaget i 1800-tallet, hvor skrædderne tillod de andre at sidde i skrædderstilling, men de ville krediteres via navnet. Og derfor kalder vi det i dag skrædderstilling.
Nå, men tilbage på sporet. Det er nemlig sådan, at både skrædderen og smeden og snedkeren og thanka-maleren og syersken og skomageren og væveren og tiggeren, der udgiver sig for ikke at have nogen ben, sidder i skrædderstilling dagen lang. Og jeg vil samle alle disse under fællesberegnelsen erhvervsarbejdere. Tiggeren, der foregiver at være benløs, er et nyt erhverv blandt de gamle, traditionsrige erhverv, der ellers er nævnt. Jovist er der reele, fattige tiggere, men der findes også dem, for hvem det er en profession og dem kalder vi professionelle tiggere. Ham, der har anskaffet sig en kørestol, hvori han tvinger sig selv i skrædderstilling så benene ligner stumper, er en af dem. Men han har allieret sig med nogle kvinder, der går rundt med en baby på armen og siger: "Baby hungry. Buy milk.", og så slæber de én med ind i supermarkedet i den tro, at man bare skal købe en pose mælk (mælk købes i poser af 500 ml). Men lige pludselig har de smidt alt op på båndet og tvinger én til at betale, hvorefter de sælger varerne tilbage til supermarkedet igen, for tiggerne har rigeligt med penge, og så skal de bare hjem til tiggerklanen og smovse og grine.
De andre erhverv, de gamle, traditionsrige, er mere ærlige og ærværdige, og det er vitterligt utroligt, at de kan sidde der og stirre sig blinde på deres fine pilfinger-arbejde dag ud og ind igen. De er over det hele, og man mærker tydeligt, at Nepal er et arbejdersamfund og ikke et videnssamfund. Jeg kan blive så glad og taknemmelig over, at vi i Danmark har mulighed for at bruge både vores ben og vores hjerner, omend tendensen i stigende grad peger i retning af, at vi ikke bruger vores ben synderligt meget. Eller også bruger vi ikke hjernen, når det handler om, hvad vi spiser. Åh, det gør min pointe dårlig. Nå, men i hvert fald er vi ikke tvunget i skrædderstilling, siddende fuldstændig uvidende om, hvad der er op og ned. Og det er på mange måder en god ting.
onsdag den 14. april 2010
Trafikprop! Trafikprooop!
Hvis man ser en krokodille i sit badekar, så skal man ikke blive bange. Hvorfor? For den er så rar, hvis man blot gi'r den en kop kaffe og en god cigar.
Forleden fandt jeg krokodillens artsfælle i mit badekar, nemlig et firben. Tillad mig at putte dem under samme kategori, da der er klare ligheder imellem dem. Firbenet er blot mindre rå i huden. Og mindre. Jeg fangede bæstet i lommelygtens skær, men besluttede at opgive kampen og lade den sidde, omend jeg trængte gevaldigt til et bad. Næ, jeg måtte vente, og det er ikke noget nyt her i Nepal. Det med at vente, altså. At finde firben i badekarret er temmelig nyt og noget, der er kommet sammen med varmen.
Samme tendens ser man ofte i samfundet. At noget krydser ens ej og forhindrer det, man egentlig havde planlagt. Som dansker kan man godt blive utålmodig og i kølvandet på det vældig frustreret, når udefrakommende faktorer forhindrer en i at gøre det, man havde tænkt sig. Nepaleserne derimod accepterer det uden at løfte et bryn. Og det skal man også acceptere, ventetiden altså, hvis der ikke er noget at stille op, og årsagen er reel. Men hvor er det helvedes irriterende, når hele trafikken er stoppet i ualmindelige tider, fordi en idiot har besluttet at lave en u-vending midt på vejen (og dem er der 6 af i Nepal, så man kan ikke dreje af inden køen og køre udenom), mens seks andre idioter beslutter at køre HELT tæt på idioten, der midt i sin u-vending nu holder på tværs af vejen og er spærret inde af de omkringholdende biler. Og de seks biler bliver hurtigt til mange biler, for der er som sagt 6 veje i Nepal. Og alle de små lufthuller mellem bilerne bliver lynhurtigt fyldt ud af motorcykler og scootere. Pladsen, som idioten havde tænkt sig at udføre sin u-vending på, har således indskrænket sig til ingenting, og derfor bruges den næste halve time på, at en spinkel dreng med overblik går mellem biler og busser og banker på dem for at give tegn til chaufføreren om, at han kan køre 4 centimeter frem. Og således går han og banker og banker, indtil idioten kan tvinge sin u-vending igennem. Og ingen synes at bebrejde idioten. Ikke så meget som en lille irritation over den forsinkelse, idioten har forvoldt. Næ, de dytter bare og fortsætter deres idiotiske kørsel, og ingen tøver et sekund med at lave samme nummer, hvis der skal vendes.
Emma og jeg så dog en mærkværdig kødannelse, da hun var her. Vi lejede en scooter og kørte laaaangt ud af Kathmandu-dalen, men måtte pludselig gøre holdt i en lille landsby på vejen. Køen var ikke tæt som før beskrevet, men der var til gengæld en halvedes masse mennesker. Og køen var tilsyneladende opstået pga. en lastbil, der med stor omhyggelighed var parkeret på tværs af vejen, så selv ikke vores lille scooter kunne klemme sig forbi. Efter en del spørgen fik en venlig mand endelig medlidenhed med os, og forklarede, at der dagen forinden havde været et uheld på stedet, hvor en bus havde kørt en mand ned, og manden døde som følge deraf. Emma og jeg kunne ikke umiddelbart se sammenhængen mellem hændelsen og den parkerede lastbil, men fandt så ud af, at buschaufføren og den afdødes familie nu skulle mødes, og sammen med politiet skulle de internt finde en løsning på problemet - hvordan buschaufføren skulle straffes. Og det kunne meget vel være at betale familien en sum penge, sagde manden. Så meget klogere begyndte vi at vente. Og vi ventede. Og der kom flere motorcyklister, som alle uden protest parkerede og ventede. Alle accepterede at blive holdt som gidsel i dette drama, for som manden forklarede os, så havde de spærret vejen for at lægge pres på buschaufføreren, så han ikke bare ville stikke af eller slippe for billigt. Og således fik Emma og jeg et indblik i det nepalesiske retssystem. Tre timers venten i bagende sol, før problemet var løst og en mand slentrede op og fjernede lastbilen.
Og det er nok derfor, at man opererer med begrebet 'nepali time'. Det betyder, at man altid kommer alt for sent til alting. Jeg tror det er en accept af, at alt er så uforudsigeligt, og de fleste ting bliver aldrig helt som planlagt alligevel, for tusind udefrakommende ting kan nemt ændre det hele.Og så har nepalesere generelt aldrig travlt, og alting synes at kunne udskydes til i morgen, så på den måde er det jo glimrende, at netop nepaleserne lever i det nepalesiske samfund. Jeg tror ikke mange danskere ville kunne klare dette alt for længe. Mig selv inklusiv.
Forleden fandt jeg krokodillens artsfælle i mit badekar, nemlig et firben. Tillad mig at putte dem under samme kategori, da der er klare ligheder imellem dem. Firbenet er blot mindre rå i huden. Og mindre. Jeg fangede bæstet i lommelygtens skær, men besluttede at opgive kampen og lade den sidde, omend jeg trængte gevaldigt til et bad. Næ, jeg måtte vente, og det er ikke noget nyt her i Nepal. Det med at vente, altså. At finde firben i badekarret er temmelig nyt og noget, der er kommet sammen med varmen.
Samme tendens ser man ofte i samfundet. At noget krydser ens ej og forhindrer det, man egentlig havde planlagt. Som dansker kan man godt blive utålmodig og i kølvandet på det vældig frustreret, når udefrakommende faktorer forhindrer en i at gøre det, man havde tænkt sig. Nepaleserne derimod accepterer det uden at løfte et bryn. Og det skal man også acceptere, ventetiden altså, hvis der ikke er noget at stille op, og årsagen er reel. Men hvor er det helvedes irriterende, når hele trafikken er stoppet i ualmindelige tider, fordi en idiot har besluttet at lave en u-vending midt på vejen (og dem er der 6 af i Nepal, så man kan ikke dreje af inden køen og køre udenom), mens seks andre idioter beslutter at køre HELT tæt på idioten, der midt i sin u-vending nu holder på tværs af vejen og er spærret inde af de omkringholdende biler. Og de seks biler bliver hurtigt til mange biler, for der er som sagt 6 veje i Nepal. Og alle de små lufthuller mellem bilerne bliver lynhurtigt fyldt ud af motorcykler og scootere. Pladsen, som idioten havde tænkt sig at udføre sin u-vending på, har således indskrænket sig til ingenting, og derfor bruges den næste halve time på, at en spinkel dreng med overblik går mellem biler og busser og banker på dem for at give tegn til chaufføreren om, at han kan køre 4 centimeter frem. Og således går han og banker og banker, indtil idioten kan tvinge sin u-vending igennem. Og ingen synes at bebrejde idioten. Ikke så meget som en lille irritation over den forsinkelse, idioten har forvoldt. Næ, de dytter bare og fortsætter deres idiotiske kørsel, og ingen tøver et sekund med at lave samme nummer, hvis der skal vendes.
Emma og jeg så dog en mærkværdig kødannelse, da hun var her. Vi lejede en scooter og kørte laaaangt ud af Kathmandu-dalen, men måtte pludselig gøre holdt i en lille landsby på vejen. Køen var ikke tæt som før beskrevet, men der var til gengæld en halvedes masse mennesker. Og køen var tilsyneladende opstået pga. en lastbil, der med stor omhyggelighed var parkeret på tværs af vejen, så selv ikke vores lille scooter kunne klemme sig forbi. Efter en del spørgen fik en venlig mand endelig medlidenhed med os, og forklarede, at der dagen forinden havde været et uheld på stedet, hvor en bus havde kørt en mand ned, og manden døde som følge deraf. Emma og jeg kunne ikke umiddelbart se sammenhængen mellem hændelsen og den parkerede lastbil, men fandt så ud af, at buschaufføren og den afdødes familie nu skulle mødes, og sammen med politiet skulle de internt finde en løsning på problemet - hvordan buschaufføren skulle straffes. Og det kunne meget vel være at betale familien en sum penge, sagde manden. Så meget klogere begyndte vi at vente. Og vi ventede. Og der kom flere motorcyklister, som alle uden protest parkerede og ventede. Alle accepterede at blive holdt som gidsel i dette drama, for som manden forklarede os, så havde de spærret vejen for at lægge pres på buschaufføreren, så han ikke bare ville stikke af eller slippe for billigt. Og således fik Emma og jeg et indblik i det nepalesiske retssystem. Tre timers venten i bagende sol, før problemet var løst og en mand slentrede op og fjernede lastbilen.
Og det er nok derfor, at man opererer med begrebet 'nepali time'. Det betyder, at man altid kommer alt for sent til alting. Jeg tror det er en accept af, at alt er så uforudsigeligt, og de fleste ting bliver aldrig helt som planlagt alligevel, for tusind udefrakommende ting kan nemt ændre det hele.Og så har nepalesere generelt aldrig travlt, og alting synes at kunne udskydes til i morgen, så på den måde er det jo glimrende, at netop nepaleserne lever i det nepalesiske samfund. Jeg tror ikke mange danskere ville kunne klare dette alt for længe. Mig selv inklusiv.
onsdag den 7. april 2010
Nyheder - nu fra Danmark
Selvom det er længe siden, at jeg sidst postede på bloggen, så vil jeg alligevel samle tråden op, hvor jeg slap. Jeg indser nemlig nu, at der er en frygtelig fejl at rette op på: De fem-hundrede-tre-og-tyve milliarder nyudklækkede bananfluer sidder ikke ALLE sammen på mig. Faktisk kan man lave et lagkagediagram over de steder, de sætter sig.
50 % sætter sig på kødet, der ligger henslægt på slagternes beskidte borde.
20 % sætter sig på kødsaften, der løber ned langs forsiden af slagternes beskidte borde.
20 % sætter sig på grønthandlernes frugt mens de resterende
10 % sidder på mig og mine bananer.
Og nu hvor du kender til fordelingen af fluer i Nepal, så vil du måske gerne have noget læsestof med lidt mere kød på. Og det kødben jeg smider til dig kommer i dag til at handle om magelighed og bekvemmelighed. Det har vi nemlig satans meget af i vores vestlige verden, og det er først rigtig gået op for mig, efter jeg har levet i Nepal. Jeg var faktisk begyndt at vænne mig til denne ikke-magelighed, og efter to-en-halv måned tænkte jeg nærmest ikke over det.
Men SÅ skete der to ting. Den ene ting er ret sjov. Skæbnen vil nemlig (og tillad mig at bruge sådan en slidt frase, men jeg synes nu det er på sin plads i denne sammenhæng, for det forekommer mig at være et helt utroligt tilfælde. Og derfor gentager jeg det lige efter parentesen) Skæbnen vil nemlig, at der lige under mit lille værelse ligger en lille shop. Sådan en, hvor man kan købe kiks og nudler og andre basisvarer (ja, nepalesiske basisvarer). Det viser sig, at shop- ejerens søde datter, min gode veninde, i morgen rejser til Danmark for at være au pair hos en familie i Horsens - blot 20 km fra hvor jeg bor. Så det sidste stykke tid har jeg hørt mig selv fortælle, at man i Danmark har en maskine til at vaske både tøj og tallerkener, og at vejene er store og brede og uden huller, og at der altid er strøm, og at alle har både computer og net og at telefonen altid virker og at man kan tage varme bade og se tv dagen lang. Og hun gjorde store øjne, og det kan jeg godt forstå, for jeg begyndte at forestille mig det førstehåndsindtryk hun får, når hun kører fra lufthavnen til Horsens på jævne veje i støjfri trafik og over enorme broer, der ikke er udstyret med skilte som "The bridge is damaged - only one vehicle at the time". Hvem mon er mest rundtosset over samfundets forskelligheder - hende eller mig?
Og så er der den anden ting. Emma kom nemlig til Nepal med en stribe ugeblade, hvor jeg chokeret kunne læse, at Sandra Bullocks mand har været hende utro (GISP!). Og ikke nok med det; som Kig Ind formulerer det på forsiden: "Elskerinden er nazist og pornomodel!" (NEJ!) Og da måtte jeg sætte mig på min seng (men ej for hårdt, for sengen er selv ganske hård) med åben mund, for det slog mig, at det måske er det al den magelighed fører med sig, hvis man ikke er varsom. Der er lige præcis nul nepalesere, der definerer sig selv som nazist og pornomodel, for det har de simpelthen ikke overskud til. Forestil dig at skulle lave ris-retter tre gange om dagen, vaske alt tøj i hånden (og om lørdagen også sengetøjet) samt selvfølgelig den almindelige opvask. Og hvis du ikke er en heldig en, så må du hente vandet ved den lokale fælleshane. Og gulvet fejer du med den tidligere omtalte kvist af en halv meters længde. Og om aftenen (tidligt om aftenen, for der er ikke meget at blive længe oppe for, når man ikke har strøm) trækker du ikke kun tæppet op over dig selv, men også over din kusine, med hvem du deler seng, og du falder i søvn til lyden af din bedstemors snorken, for hun ligger i sengen en halv meter fra dig sammen med din lillebror. Og når du vågner, tradsker du med slippers ud på toilettet, som i sin enkelthed blot er et hul i jorden, og bagefter kan du begynde på alt det, du gjorde dagen før. Og så tror jeg ikke, at du kan svinge dig selv op til at være nazist og pornomodel.
Så vær varsom med al den magelighed - den giver plads og frihed til at definere sig selv helt forskruet, hvis man ikke er varsom. Og det er også al den magelighed, der har givet Kandis-Johnny "vokseværk", og det skyldes ifølge Se & Hør kæresten Ditte, der "slæber store, tunge bæreposer med hjem fra supermarkedet i Hurup". Og det er også den magelighed, der får Annie Fønsby til at ligne et ødelagt stykke legetøj fra Toy Story. Og det er al den magelighed, der får os til at læse den slags pjat i kulørte magasiner.
Men tag nu ikke fejl af mig. Magelighed og bekvemmelighed er det bedste i verden, og hvor jeg dog glææææder mig til at få et ordentligt bad til lyden af P3. Det er bare skønt!
50 % sætter sig på kødet, der ligger henslægt på slagternes beskidte borde.
20 % sætter sig på kødsaften, der løber ned langs forsiden af slagternes beskidte borde.
20 % sætter sig på grønthandlernes frugt mens de resterende
10 % sidder på mig og mine bananer.
Og nu hvor du kender til fordelingen af fluer i Nepal, så vil du måske gerne have noget læsestof med lidt mere kød på. Og det kødben jeg smider til dig kommer i dag til at handle om magelighed og bekvemmelighed. Det har vi nemlig satans meget af i vores vestlige verden, og det er først rigtig gået op for mig, efter jeg har levet i Nepal. Jeg var faktisk begyndt at vænne mig til denne ikke-magelighed, og efter to-en-halv måned tænkte jeg nærmest ikke over det.
Men SÅ skete der to ting. Den ene ting er ret sjov. Skæbnen vil nemlig (og tillad mig at bruge sådan en slidt frase, men jeg synes nu det er på sin plads i denne sammenhæng, for det forekommer mig at være et helt utroligt tilfælde. Og derfor gentager jeg det lige efter parentesen) Skæbnen vil nemlig, at der lige under mit lille værelse ligger en lille shop. Sådan en, hvor man kan købe kiks og nudler og andre basisvarer (ja, nepalesiske basisvarer). Det viser sig, at shop- ejerens søde datter, min gode veninde, i morgen rejser til Danmark for at være au pair hos en familie i Horsens - blot 20 km fra hvor jeg bor. Så det sidste stykke tid har jeg hørt mig selv fortælle, at man i Danmark har en maskine til at vaske både tøj og tallerkener, og at vejene er store og brede og uden huller, og at der altid er strøm, og at alle har både computer og net og at telefonen altid virker og at man kan tage varme bade og se tv dagen lang. Og hun gjorde store øjne, og det kan jeg godt forstå, for jeg begyndte at forestille mig det førstehåndsindtryk hun får, når hun kører fra lufthavnen til Horsens på jævne veje i støjfri trafik og over enorme broer, der ikke er udstyret med skilte som "The bridge is damaged - only one vehicle at the time". Hvem mon er mest rundtosset over samfundets forskelligheder - hende eller mig?
Og så er der den anden ting. Emma kom nemlig til Nepal med en stribe ugeblade, hvor jeg chokeret kunne læse, at Sandra Bullocks mand har været hende utro (GISP!). Og ikke nok med det; som Kig Ind formulerer det på forsiden: "Elskerinden er nazist og pornomodel!" (NEJ!) Og da måtte jeg sætte mig på min seng (men ej for hårdt, for sengen er selv ganske hård) med åben mund, for det slog mig, at det måske er det al den magelighed fører med sig, hvis man ikke er varsom. Der er lige præcis nul nepalesere, der definerer sig selv som nazist og pornomodel, for det har de simpelthen ikke overskud til. Forestil dig at skulle lave ris-retter tre gange om dagen, vaske alt tøj i hånden (og om lørdagen også sengetøjet) samt selvfølgelig den almindelige opvask. Og hvis du ikke er en heldig en, så må du hente vandet ved den lokale fælleshane. Og gulvet fejer du med den tidligere omtalte kvist af en halv meters længde. Og om aftenen (tidligt om aftenen, for der er ikke meget at blive længe oppe for, når man ikke har strøm) trækker du ikke kun tæppet op over dig selv, men også over din kusine, med hvem du deler seng, og du falder i søvn til lyden af din bedstemors snorken, for hun ligger i sengen en halv meter fra dig sammen med din lillebror. Og når du vågner, tradsker du med slippers ud på toilettet, som i sin enkelthed blot er et hul i jorden, og bagefter kan du begynde på alt det, du gjorde dagen før. Og så tror jeg ikke, at du kan svinge dig selv op til at være nazist og pornomodel.
Så vær varsom med al den magelighed - den giver plads og frihed til at definere sig selv helt forskruet, hvis man ikke er varsom. Og det er også al den magelighed, der har givet Kandis-Johnny "vokseværk", og det skyldes ifølge Se & Hør kæresten Ditte, der "slæber store, tunge bæreposer med hjem fra supermarkedet i Hurup". Og det er også den magelighed, der får Annie Fønsby til at ligne et ødelagt stykke legetøj fra Toy Story. Og det er al den magelighed, der får os til at læse den slags pjat i kulørte magasiner.
Men tag nu ikke fejl af mig. Magelighed og bekvemmelighed er det bedste i verden, og hvor jeg dog glææææder mig til at få et ordentligt bad til lyden af P3. Det er bare skønt!
Abonner på:
Opslag (Atom)
