Maoisterne kommer! Med banner! BANNER!

Sig nærmer tiden hvor jeg skal hjem til Danmark. Hjem til familien og Emma og venner. Det nærmer sig så hastigt, at jeg overvejer, om det kan betale sig at gøre rent på værelset, eller om jeg lige kan strække den. Værelsets tilstand taget i betragtning burde svaret være et stort, rungende "JA, DU SKAL GØRE RENT!", da det allerede har trængt de sidste tre uger, men når man lever i Nepal, lever man i forvejen lidt uhumsk, og når man har krydset grænsen, er det nogengange ligegyldigt, hvor langt man går.

Det samme gælder tøjvask. Måske vaskede jeg her til morgen den sidste portion t-shirts og underbukser?! Alt tøjvask er jo i hånden, så man bruger hellere sit tøj en gang for meget end en gang for lidt, inden man smider det til vask.

Og så er der hårvask - det synger måske også på sidste vers, når det nu er så besværligt. Faktisk ligger jeg i en forvredet stilling for at tvinge hovedet ind under en lille hane, hver gang jeg vasker hår. Og så kigger man sig ofte i spejlet og tænker: "arh, det går vist lige!".

Ja, jeg har været en fedtet lille en hernede, men det ophører inden længe, og det flytter unægteligt fokus fra det sted, jeg rent faktisk er (Nepal), til der, hvor jeg er om små tre uger (Danmark).

Men der er nu stadig god grund til at blive i Nepal - både fysisk og mentalt. I morgen er det 1. maj, og Nepal, der nærmest er et nyslået demokrati fra 2006, har stadig lidt problemer med at finde ud af, hvad demokrati går ud på. Derfor holder de sig ikke til 1. maj-møder i Fælledparken og drikker øl og fejrer den gamle tradition. Nej, de har stadig en kamp at kæmpe, og derfor har Maoistpartiet varslet den største demonstration i 60 år, ja the Unified CPN-Maoist Vice Chairman Dr. Baburam Bhattarai siger endda, at "UCPN-M would show other parties the power of the people through a unique demonstration that Nepal had never witnessed". Det er selvsagt UCPN-Maoist, der er i opposition her i landet, og de kræver blandt andet regeringen opløst pr. 1. maj. Sker det ikke, er der meldt generelstrejke over hele landet på ubestemt tid, indtil maoisterne får deres vilje. Den generelle befolkning forbereder sig ved at købe ind i et omfang svarende til danskeres julemads-indkøb, og lagt størstedelen af de mennesker jeg kender, holder sig inden døre i morgen. Mig selv inklusiv. Det er svært at finde hoved og hale i det, når alting er på nepalesisk, og når ens informationskilde er børnehjemsbørn. Fra børn, billeder og nepalesiske nyhedsudsendelser har jeg de sidste par dage forsøgt at danne mig et overblik over situationen, og nu har jeg købt den engelske avis "The Himalayan", hvorfra jeg har ovenstående citat. De melder også om beslaglæggelser af materialer til improviserede bomber, og "The Kathmandu Post" skrev i går: "After May Day, renewed war?".

Ja, så jeg er noget spændt på, hvad der kommer til at ske den kommende tid. Man ved nemlig aldrig, hvad man skal forvente i Nepal - også selvom man tror man ved det. Det lyder alt sammen meget alvorligt, og folk i tusindfold kommer vandrende fra hele landet for at deltage i demonstrationerne i Kathmandu, som partiet dog melder er fredelige. Men min erfaring gennem de sidste tre måneder er, at nepalesere nemt kan skabe en storm i et glas vand, så jeg venter i spænding på, hvad morgendagen bringer, men gør mig dog den forholdsregel at barriere mig i huset.

Som alvorlighedsbarometer tjekkede jeg de danske netaviser i dag, og de nævnte ikke Nepal med et ord. Spaltepladsen var derimod optaget af historier som "Indere jagter sexgal dræberelefant" og "To anholdt for salg af abefrikadeller". Den sidste historie var fra Indonesion og meldte om et ægtepar, der havde dræbt fredede aber og lavet dem til kødboller for derefter at sælge dem. Ja, op imod den slags alvorlige sager kan jeg godt se, at situationen i Nepal træder i baggrunden. Og det beroliger mig egentlig, når jeg sidder midt i denne oppiskede stemning.

Opdatering af tingenes udvikling følger en af de nærmeste dage. Indtil da, så skål i Fælledparken!