Paa vej til skole

Paa vej til skole
Hver dag paa vej til skole, passerer jeg denne dynge affald. Det lader ikke til, at den nogensinde bliver fjernet, men fattigfolk faar en lille skilling for at grovsortere det, og saa braendes den jaevnligt af. Man soerger for at flytte de hellige koeer inden da. Paa grusvejen ses munke og laegfolk side om side.

søndag den 18. april 2010

Noget om skrædderstillingen

Hvis man konkurrerede i, hvem der er bedst til at sidde i skrædderstilling, så vil nepaleserne utvivlsomt vinde. Tanken om en sådan konkurrence forekommer jer måske tåbelig, men når man har konkurrencer i både pæle- og sauna-sidning, så synes jeg godt, at man kunne føje skrædderstilling-sidning til listen.

En afart af skrædderstillingen ynder man at kalde lotusstillingen, og det stammer fra Buddhas fødsel. Den var opspundet af en del hurlumhej - blandt andet at der voksede lotusblomster op de syv steder, han satte sine fødder straks efter han var blevet født, alt imens han sagde noget om, at han var den højeste og ældste i verden, og at dette var hans sidste inkarnation. Men inden han fandt vejen til Nirvarna, så sad han i skrædderstilling i mange, mange år og blev tynd som en pind. Den slags kalder man nu meditation, og det har man forbundet med de fantastiske hændelser, der akkompagnerede hans fødsel, og så kalder man det lotusstillingen.

Denne stilling er i religiøst aspekt utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at utrolig kraftfuld, og det fortælles om Buddha, at han i et af sine tidligere liv sad i denne berømte lotusstilling - i dyb meditation - da der kom en ondsindet soldat og huggede arme og ben af manden. Uanfægtet forblev Buddha i dyb meditation. Og så er man vist ikke i tvivl om, hvilket kraftfuldt stykke værktøj denne lotusstilling er.

Men ser man sekulært på denne lotusstilling, og blot kalder det en skrædderstilling, så er den, som indikeret i indledningen, meget udbredt her i Nepal. Og de er gode til det - at sidde i skrædderstilling. I hvert fald sidder mange nepalesere sådan dagen lang uden at vise tegn på det mindste ubehag. De må være vant til det, for mange gange er skrædderstillingen en del af deres job, hvorfor man logisk nok har navngivet det 'skrædderstilling'. Det er imidlertidigt ikke kun skrædderne, der indtager denne position. De deler gerne stillingen med andre arbejdere, men det beror så vidt jeg ved på forhandlinger foretaget i 1800-tallet, hvor skrædderne tillod de andre at sidde i skrædderstilling, men de ville krediteres via navnet. Og derfor kalder vi det i dag skrædderstilling.

Nå, men tilbage på sporet. Det er nemlig sådan, at både skrædderen og smeden og snedkeren og thanka-maleren og syersken og skomageren og væveren og tiggeren, der udgiver sig for ikke at have nogen ben, sidder i skrædderstilling dagen lang. Og jeg vil samle alle disse under fællesberegnelsen erhvervsarbejdere. Tiggeren, der foregiver at være benløs, er et nyt erhverv blandt de gamle, traditionsrige erhverv, der ellers er nævnt. Jovist er der reele, fattige tiggere, men der findes også dem, for hvem det er en profession og dem kalder vi professionelle tiggere. Ham, der har anskaffet sig en kørestol, hvori han tvinger sig selv i skrædderstilling så benene ligner stumper, er en af dem. Men han har allieret sig med nogle kvinder, der går rundt med en baby på armen og siger: "Baby hungry. Buy milk.", og så slæber de én med ind i supermarkedet i den tro, at man bare skal købe en pose mælk (mælk købes i poser af 500 ml). Men lige pludselig har de smidt alt op på båndet og tvinger én til at betale, hvorefter de sælger varerne tilbage til supermarkedet igen, for tiggerne har rigeligt med penge, og så skal de bare hjem til tiggerklanen og smovse og grine.

De andre erhverv, de gamle, traditionsrige, er mere ærlige og ærværdige, og det er vitterligt utroligt, at de kan sidde der og stirre sig blinde på deres fine pilfinger-arbejde dag ud og ind igen. De er over det hele, og man mærker tydeligt, at Nepal er et arbejdersamfund og ikke et videnssamfund. Jeg kan blive så glad og taknemmelig over, at vi i Danmark har mulighed for at bruge både vores ben og vores hjerner, omend tendensen i stigende grad peger i retning af, at vi ikke bruger vores ben synderligt meget. Eller også bruger vi ikke hjernen, når det handler om, hvad vi spiser. Åh, det gør min pointe dårlig. Nå, men i hvert fald er vi ikke tvunget i skrædderstilling, siddende fuldstændig uvidende om, hvad der er op og ned. Og det er på mange måder en god ting.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar