Trafikprop! Trafikprooop!

Hvis man ser en krokodille i sit badekar, så skal man ikke blive bange. Hvorfor? For den er så rar, hvis man blot gi'r den en kop kaffe og en god cigar.

Forleden fandt jeg krokodillens artsfælle i mit badekar, nemlig et firben. Tillad mig at putte dem under samme kategori, da der er klare ligheder imellem dem. Firbenet er blot mindre rå i huden. Og mindre. Jeg fangede bæstet i lommelygtens skær, men besluttede at opgive kampen og lade den sidde, omend jeg trængte gevaldigt til et bad. Næ, jeg måtte vente, og det er ikke noget nyt her i Nepal. Det med at vente, altså. At finde firben i badekarret er temmelig nyt og noget, der er kommet sammen med varmen.

Samme tendens ser man ofte i samfundet. At noget krydser ens ej og forhindrer det, man egentlig havde planlagt. Som dansker kan man godt blive utålmodig og i kølvandet på det vældig frustreret, når udefrakommende faktorer forhindrer en i at gøre det, man havde tænkt sig. Nepaleserne derimod accepterer det uden at løfte et bryn. Og det skal man også acceptere, ventetiden altså, hvis der ikke er noget at stille op, og årsagen er reel. Men hvor er det helvedes irriterende, når hele trafikken er stoppet i ualmindelige tider, fordi en idiot har besluttet at lave en u-vending midt på vejen (og dem er der 6 af i Nepal, så man kan ikke dreje af inden køen og køre udenom), mens seks andre idioter beslutter at køre HELT tæt på idioten, der midt i sin u-vending nu holder på tværs af vejen og er spærret inde af de omkringholdende biler. Og de seks biler bliver hurtigt til mange biler, for der er som sagt 6 veje i Nepal. Og alle de små lufthuller mellem bilerne bliver lynhurtigt fyldt ud af motorcykler og scootere. Pladsen, som idioten havde tænkt sig at udføre sin u-vending på, har således indskrænket sig til ingenting, og derfor bruges den næste halve time på, at en spinkel dreng med overblik går mellem biler og busser og banker på dem for at give tegn til chaufføreren om, at han kan køre 4 centimeter frem. Og således går han og banker og banker, indtil idioten kan tvinge sin u-vending igennem. Og ingen synes at bebrejde idioten. Ikke så meget som en lille irritation over den forsinkelse, idioten har forvoldt. Næ, de dytter bare og fortsætter deres idiotiske kørsel, og ingen tøver et sekund med at lave samme nummer, hvis der skal vendes.

Emma og jeg så dog en mærkværdig kødannelse, da hun var her. Vi lejede en scooter og kørte laaaangt ud af Kathmandu-dalen, men måtte pludselig gøre holdt i en lille landsby på vejen. Køen var ikke tæt som før beskrevet, men der var til gengæld en halvedes masse mennesker. Og køen var tilsyneladende opstået pga. en lastbil, der med stor omhyggelighed var parkeret på tværs af vejen, så selv ikke vores lille scooter kunne klemme sig forbi. Efter en del spørgen fik en venlig mand endelig medlidenhed med os, og forklarede, at der dagen forinden havde været et uheld på stedet, hvor en bus havde kørt en mand ned, og manden døde som følge deraf. Emma og jeg kunne ikke umiddelbart se sammenhængen mellem hændelsen og den parkerede lastbil, men fandt så ud af, at buschaufføren og den afdødes familie nu skulle mødes, og sammen med politiet skulle de internt finde en løsning på problemet - hvordan buschaufføren skulle straffes. Og det kunne meget vel være at betale familien en sum penge, sagde manden. Så meget klogere begyndte vi at vente. Og vi ventede. Og der kom flere motorcyklister, som alle uden protest parkerede og ventede. Alle accepterede at blive holdt som gidsel i dette drama, for som manden forklarede os, så havde de spærret vejen for at lægge pres på buschaufføreren, så han ikke bare ville stikke af eller slippe for billigt. Og således fik Emma og jeg et indblik i det nepalesiske retssystem. Tre timers venten i bagende sol, før problemet var løst og en mand slentrede op og fjernede lastbilen.

Og det er nok derfor, at man opererer med begrebet 'nepali time'. Det betyder, at man altid kommer alt for sent til alting. Jeg tror det er en accept af, at alt er så uforudsigeligt, og de fleste ting bliver aldrig helt som planlagt alligevel, for tusind udefrakommende ting kan nemt ændre det hele.Og så har nepalesere generelt aldrig travlt, og alting synes at kunne udskydes til i morgen, så på den måde er det jo glimrende, at netop nepaleserne lever i det nepalesiske samfund. Jeg tror ikke mange danskere ville kunne klare dette alt for længe. Mig selv inklusiv.