For godt en uge siden ramte jeg igen Danmark. Inden da var jeg i Nepal. I en anden tid, et andet sted (fin formulering dækkende over: for en uge siden i Nepal) havde jeg noget så travlt med at sige farvel til mit nepalesiske hjem og de mennesker, som de sidste fire måneder har dannet rammen om min hverdag. Men jeg glemte at sige farvel til én. Det er dig. Du blev snydt for et farvel, for nu lukker denne blog. Faktisk er "glemt" et forkert ord at bruge, for jeg havde egentlig skrevet et sidste indlæg. Det var Nepal, som snød mig en sidste gang med sin uforudsigelighed. Det er som om, at Nepal bevidst modarbejder de planer, man laver, og i onsdags gjorde Nepal sin sidste kraftanstrengelse for at spolere mine planer, inden jeg rejste hjem. Strømmen gik nemlig, netop som jeg ville poste det sidste blogindlæg.
I en anden tid, et andet sted (for en uge siden i Nepal) sagde jeg farvel til børnehjemmet, Slisha. Jeg sagde også farvel til børnene, som bor der. De gav mig en masse vink med på vejen, og de gav mig også en t-shirt, hvorpå der stod Slisha. T-shirten gjorde mig ikke så lidt glad, for så kunne jeg rejse hjem i den og dermed slippe for at håndvaske en t-shirt til lejligheden.
Men jeg fik mere til. Jeg fik en masse leg og sjov og smil og glæde og små hænder mast ind i mine bryster, og de fingeraftryk kan jeg nok forvente bliver siddende. Det må de også gerne. Hellere end gerne. Jeg ved ikke, om man kan gøre sig nogen forhåbninger om, at man selv har sat sig nogle spor i børnene - det er jo det, man går og drømmer om, inden man tager af sted - men virkeligheden er nok, at man selv er mere mærket af dem end omvendt. Deres liv går videre med skolegang, daal bhat og måske en ny volontør (dig?!), men vi har haft det noget så sjovt og dejligt sammen, mens det stod på, og det er jeg svært tilfreds med.
Og jeg fik mere. Jeg kom hjem fra Slisha, og Grandmother havde også besluttet sig for at give mig gaver. Hun gik rundt i huset og fandt ingredienser til en komplet daal bhat - inklusiv to kilo ris - mens hun messede: "Grandmother. Give. Rice. You. Family. Father. Morther. Sister". Og jeg vidste, at det var en nobel gave, og jeg var meget beæret. Jeg har nemlig set, hvordan Grandmother sidder på terrassen og kaster linserne op i luften for at sortere skidtet fra. Bagefter samler hun nøjsomt de linser op, som ved et uheld er blæst på jorden. Det drejer sig oftest om en 10-stykker. 10 små linser samler hun op fra jorden! Det vil måske svare til at skylle mælkekartonen for at få det sidste mælk ud (det gør hun også). Ja, så du kan nok forstå, at jeg endnu engang blev svært glad og meget beæret over den flotte gave.
Så nu er jeg kommet hjem med rygsækken fyldt med ris og andre gode ting, men det er nok mest de ting, som man ikke kan putte i en rygsæk, der betyder mest. Denne rejse har været helt fantastisk, og jeg tror, at tiden vil vise, at den også er uforglemmelig. Tiden vil sikkert også vise, at rejsen har vendt op og ned på mange ting og ændret min opfattelse af en hel del. Hvad det helt præcist er, er svært at indfange i ord - det viser sig nok hen ad vejen.
lørdag den 29. maj 2010
lørdag den 15. maj 2010
Nepal på matematisk
Ved juletid kunne man i Netto købe ris i poser af 5 kg. I Nepal køber de sække med ris af 30 kg. På børnehjemmet, Slisha Home, spiser de 30 kg ris på 4 dage. 17 børn og 2 voksne. Det er 7,5 kg ris pr. dag eller 0,4 kg pr. mand pr. dag.
I de sidste fire dage har jeg boet på Slisha. Altså har jeg ifølge statistikken konsumeret 1,6 kg ris. Og når jeg tænker over det, så undrer det mig faktisk ikke. Mangt en gang har jeg mæt siddet og stirret ned i en portion ris, som vil være en fornærmelse af dimensioner ikke at spise, og spist hver enkelt lille riskorn.
Nå, men det skal faktisk slet ikke handle om ris. Det skal handle om de børn, som spiser risene. Der er som sagt 17 af dem - 11 drenge og 6 piger. Langt størstedelen er på Slisha, fordi deres fædre er blevet dræbt under borgerkrigen. Og borgerkrigen er en indviklet sag, men skylden tilskrives maoisterne, og derfor vil jeg kalde dem forpulede. Dog var nogle af børnenes fædre selv maoister, som blev dræbt af regeringens styrker, mens andre bare var almindelige mennesker dræbt af maoister, eller af regeringsstyrker, som troede de var maoister den faktisk at være det. Men hvis maoisterne ikke havde startet urolighederne tilbage i 1996, så havde alle kunnet have deres overbevisning i fred, og så var ingen døde. Ja, og hvis Emma ikke havde spist kødet, der var inficeret med dårligdom, så havde hun nok ikke fået så dårlig mave. Og hvis jeg havde taget sko på, da jeg spillede fodbold, så havde jeg ikke haft sår på mine fødder. Men sådan er der så meget, og vi kan blot pleje de gnups, vi har pådraget os.
Nå, men det skal faktisk heller ikke handle om hvis'er. Det skal handle om børnene. Nogle af børnene er efter faderens død blevet forladt af moderen, som har indgået et nyt ægteskab, og når man gør sådan noget, så kan man ikke tage sine børn fra tidligere ægteskab med. Andre mødre er stadig enlige enker, og det er småt med enkebal og kulørte lamper blandt disse, for enker har ikke mange friheder i Nepal. Uden mand har man nærmest ingen rettigheder og ingen til at forsørge familien. Derfor er en del af børnene hentet underærneret til Slisha i 2007. Der er også børn, hvis forældre blot er døde af sygdom eller slangebid, så børnene er en blandet flok fra landsbyer spredt over hele Nepal.
På Slisha Home lever de nu sammen som en familie med overordentlig mange børn, og alle har de taget efternavnet Slisha. De er så heldige at være sponsoreret af en schweizisk kvinde, så alle børnene går i skole og lærer rækkefølgen af planeter i solsystemet udenad, Nepals placering i bredde- og længdegrader og anden livsvigtig information. Og så er de vilde med at lege og hoppe rundt, og jeg kan være heldig med, at de har lidt under en smule underernæring, for ellers ville min ryg med tiden blive sammenlignelig med porternes.
Nu har jeg kun få dage tilbage med børnene, og det gør mig lidt ked. For de er alle nogle dejlige børn, som i den grad har brug for en, der klapper dem på hovedet, aer dem på kinden og fortæller dem søde ting, for det er der som tidligere nævnt kun to voksne til at gøre på 17 børn. Fra børnene kommer hjem fra skole kl. 15.30 til de går i seng kl. 20 sammenlagt med tiden fra de står op kl. 6 til de går i skole kl. 9 er der 26 min. til hvert barn, hvor forældrene kan klappe barnet på hovedet - hvis vi altså antager, at ALT tid bruges på at klappe hoveder og ae kinder. Men sådan er det jo ikke, for forældrene skal lave morgen-, middag-, og aftensmad til 17 børn, og det efterlader ca. hvert enkelt barn med 10 minutters opmærksomhed, hvilket igen er forudsaget af, at forældrene har overskud til at bruge al deres fritid på at ae og klappe. Og samtidig skal børnene også lave deres lektier, og det tager en rum tid, for de skal lære det hele udenad.
Derfor vil det være helt kanon, hvis der kom en volontør eller to herned, for så kunne der måske komme lidt orden i regnskaberne - børn har nemlig brug for at vide, at de er toppen. Og så er de vilde med at lege, og det har forældrene ikke tid til, selv hvis de virkelig gerne ville. Så hvis du er en, som kan klappe og ae og lege og grine og spise mange ris, så er der nogen i Nepal, som vil lægge hoveder til dine klap og skænke dig ris i svimlende mængder, og de kan faktisk også give dig de dejligste oplevelser og en masse lærdom. Hvis det endda skal være nemt, så kan du tjekke www.dialogosungdom.dk og så kan vi hjælpe dig med det meste. Nej, hvor bliver det bare fedt!
I de sidste fire dage har jeg boet på Slisha. Altså har jeg ifølge statistikken konsumeret 1,6 kg ris. Og når jeg tænker over det, så undrer det mig faktisk ikke. Mangt en gang har jeg mæt siddet og stirret ned i en portion ris, som vil være en fornærmelse af dimensioner ikke at spise, og spist hver enkelt lille riskorn.
Nå, men det skal faktisk slet ikke handle om ris. Det skal handle om de børn, som spiser risene. Der er som sagt 17 af dem - 11 drenge og 6 piger. Langt størstedelen er på Slisha, fordi deres fædre er blevet dræbt under borgerkrigen. Og borgerkrigen er en indviklet sag, men skylden tilskrives maoisterne, og derfor vil jeg kalde dem forpulede. Dog var nogle af børnenes fædre selv maoister, som blev dræbt af regeringens styrker, mens andre bare var almindelige mennesker dræbt af maoister, eller af regeringsstyrker, som troede de var maoister den faktisk at være det. Men hvis maoisterne ikke havde startet urolighederne tilbage i 1996, så havde alle kunnet have deres overbevisning i fred, og så var ingen døde. Ja, og hvis Emma ikke havde spist kødet, der var inficeret med dårligdom, så havde hun nok ikke fået så dårlig mave. Og hvis jeg havde taget sko på, da jeg spillede fodbold, så havde jeg ikke haft sår på mine fødder. Men sådan er der så meget, og vi kan blot pleje de gnups, vi har pådraget os.
Nå, men det skal faktisk heller ikke handle om hvis'er. Det skal handle om børnene. Nogle af børnene er efter faderens død blevet forladt af moderen, som har indgået et nyt ægteskab, og når man gør sådan noget, så kan man ikke tage sine børn fra tidligere ægteskab med. Andre mødre er stadig enlige enker, og det er småt med enkebal og kulørte lamper blandt disse, for enker har ikke mange friheder i Nepal. Uden mand har man nærmest ingen rettigheder og ingen til at forsørge familien. Derfor er en del af børnene hentet underærneret til Slisha i 2007. Der er også børn, hvis forældre blot er døde af sygdom eller slangebid, så børnene er en blandet flok fra landsbyer spredt over hele Nepal.
På Slisha Home lever de nu sammen som en familie med overordentlig mange børn, og alle har de taget efternavnet Slisha. De er så heldige at være sponsoreret af en schweizisk kvinde, så alle børnene går i skole og lærer rækkefølgen af planeter i solsystemet udenad, Nepals placering i bredde- og længdegrader og anden livsvigtig information. Og så er de vilde med at lege og hoppe rundt, og jeg kan være heldig med, at de har lidt under en smule underernæring, for ellers ville min ryg med tiden blive sammenlignelig med porternes.
Nu har jeg kun få dage tilbage med børnene, og det gør mig lidt ked. For de er alle nogle dejlige børn, som i den grad har brug for en, der klapper dem på hovedet, aer dem på kinden og fortæller dem søde ting, for det er der som tidligere nævnt kun to voksne til at gøre på 17 børn. Fra børnene kommer hjem fra skole kl. 15.30 til de går i seng kl. 20 sammenlagt med tiden fra de står op kl. 6 til de går i skole kl. 9 er der 26 min. til hvert barn, hvor forældrene kan klappe barnet på hovedet - hvis vi altså antager, at ALT tid bruges på at klappe hoveder og ae kinder. Men sådan er det jo ikke, for forældrene skal lave morgen-, middag-, og aftensmad til 17 børn, og det efterlader ca. hvert enkelt barn med 10 minutters opmærksomhed, hvilket igen er forudsaget af, at forældrene har overskud til at bruge al deres fritid på at ae og klappe. Og samtidig skal børnene også lave deres lektier, og det tager en rum tid, for de skal lære det hele udenad.
Derfor vil det være helt kanon, hvis der kom en volontør eller to herned, for så kunne der måske komme lidt orden i regnskaberne - børn har nemlig brug for at vide, at de er toppen. Og så er de vilde med at lege, og det har forældrene ikke tid til, selv hvis de virkelig gerne ville. Så hvis du er en, som kan klappe og ae og lege og grine og spise mange ris, så er der nogen i Nepal, som vil lægge hoveder til dine klap og skænke dig ris i svimlende mængder, og de kan faktisk også give dig de dejligste oplevelser og en masse lærdom. Hvis det endda skal være nemt, så kan du tjekke www.dialogosungdom.dk og så kan vi hjælpe dig med det meste. Nej, hvor bliver det bare fedt!
torsdag den 13. maj 2010
Privatlivets ikke-fred
Det ville aldrig nogensinde kunne lade sig gøre at lave en Natascha Kampusch i Nepal, for privatliv findes ikke. Overhovedet. Jeg har tidligere været inde på, at man oftest deler værelse og seng med store dele af ens familie. Således vågner teenage-drengen forskrækket op med sit livs første morgenfeder under samme dyne som sin bedstemor. Og hvordan skal datteren kunne græde ned i puden over en hemmelig kærestesorg, når faderen og lillebroderen ligger i sengen ved siden af. Og er man sådan installeret, så er man faktisk heldig.
Hvis man er uheldig, så bor man i sin lille shop, som har facade ud til gaden. Sådan en shop beskrives bedst som en garage af samme dimension som de danske, hvor man kører bilen ind, lister sig ud gennem bildøren og trækker porten ned bag sig, inden man går ind i sit hus. I Nepal putter de bare ikke biler derind - de lever der selv og har absolut intet privatliv. Fra kl. 6 om morgenen til kl. 9 om aftenen er garageporten åben, og eftersom ens hjem også er en butik, vader folk ind og ud.
Over for mit værelse ligger en skrædder, og i deres garage har de:
2 symaskinersymaskiner
1 seng
1 kommode
1 gasblus
Det samme gælder slagteren ved siden af - de har samme inventar, blot med en disk i stedet for to symaskiner. Hvor de går på toilet, ved jeg ikke, men når de går i bad, så sidder de på en lille skammel ude foran butikken - på gaden altså - og pøser vand ud over sig selv med en lille plastikkop. Deres eneste privatliv er det stykke stof, de har viklet rundt om torsoet på sig selv.
Forleden gik det også op for mig, at genboen lever i et åbenlyst voldeligt ægteskab. Det er almen viden for alle, og i går var hele gaden vidne til endnu et udbrud af vold, da konen løb ud ad huset efter en fejde, hvorefter manden kom, og så deltes gaden i to lejre, og stod skulende og sladrede om hinanden. Da parret så havde sluttet fred og trukket sig tilbage, samledes de to grupper til en kæmpe gruppe på omkring 20 mennesker og diskuterede sagen yderligere. Lige uden for parrets hus. Ja, alt dette så jeg med egne øjne, og jeg følte mig ikke så lidt som Tyttebær-Maja fra Emil fra Lønneberg. Hun har også altid vidst, hvad der var bedst for alle andre.
Og hvad gør det så ved folk, når de ikke har noget privatliv? Min teori er, at det smadrer deres forhold til begrebet intimsfære. For den er åbenlyst heller ikke til stede i Nepal. I bussen er det ingen skade til at stå klistret sammen i lag. Som oftest er det strengt nødvendigt, fordi man uden tøven smider 20 mennesker ind i en minivan + 10 på taget, men nepaleserne viser ingen tegn på forlegenhed i situationen eller smiler til en på undskyld-men-jeg-er-nødt-til-at- stå-med-min-armhule-i-dit-hoved-måden.
Og så er der bus-situation nummer to, hvor der rent faktisk er plads. Aldrig er jeg blevet spurgt om mit ophav i en afstand, hvor jeg både kan se madrester i hjørnetanden og lugte løgånden fra personen, der så venligt viser mig interesse.
Og så er der børnehjemsbørnene, som heller ikke holder deres fingrer fra noget sted min krop, men uden tøven maser deres små fingrer ind i bryster, mave og numse, når de ivrigt tilkendegiver, at de forfærdelige gerne vil være ræv i "Alle mine kyllinger, kom hjem".
Jeg ved ikke om det er dårlig ting, det med ikke at have noget for sig selv, og om brudte intimsfærer kan give varige mén, men det er nu noget, man skal vænne sig til. Og nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er det faktisk ikke så slemt. Måske er det næsten værre med den danske jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-i-kontakt-med-eller-røre- ukendte-mennesker. Hvis man kunne finde en mellemvej, så ville det måske være optimalt. Det var også det, Buddha kom frem til efter syv år i askese.
Hvis man er uheldig, så bor man i sin lille shop, som har facade ud til gaden. Sådan en shop beskrives bedst som en garage af samme dimension som de danske, hvor man kører bilen ind, lister sig ud gennem bildøren og trækker porten ned bag sig, inden man går ind i sit hus. I Nepal putter de bare ikke biler derind - de lever der selv og har absolut intet privatliv. Fra kl. 6 om morgenen til kl. 9 om aftenen er garageporten åben, og eftersom ens hjem også er en butik, vader folk ind og ud.
Over for mit værelse ligger en skrædder, og i deres garage har de:
2 symaskinersymaskiner
1 seng
1 kommode
1 gasblus
Det samme gælder slagteren ved siden af - de har samme inventar, blot med en disk i stedet for to symaskiner. Hvor de går på toilet, ved jeg ikke, men når de går i bad, så sidder de på en lille skammel ude foran butikken - på gaden altså - og pøser vand ud over sig selv med en lille plastikkop. Deres eneste privatliv er det stykke stof, de har viklet rundt om torsoet på sig selv.
Forleden gik det også op for mig, at genboen lever i et åbenlyst voldeligt ægteskab. Det er almen viden for alle, og i går var hele gaden vidne til endnu et udbrud af vold, da konen løb ud ad huset efter en fejde, hvorefter manden kom, og så deltes gaden i to lejre, og stod skulende og sladrede om hinanden. Da parret så havde sluttet fred og trukket sig tilbage, samledes de to grupper til en kæmpe gruppe på omkring 20 mennesker og diskuterede sagen yderligere. Lige uden for parrets hus. Ja, alt dette så jeg med egne øjne, og jeg følte mig ikke så lidt som Tyttebær-Maja fra Emil fra Lønneberg. Hun har også altid vidst, hvad der var bedst for alle andre.
Og hvad gør det så ved folk, når de ikke har noget privatliv? Min teori er, at det smadrer deres forhold til begrebet intimsfære. For den er åbenlyst heller ikke til stede i Nepal. I bussen er det ingen skade til at stå klistret sammen i lag. Som oftest er det strengt nødvendigt, fordi man uden tøven smider 20 mennesker ind i en minivan + 10 på taget, men nepaleserne viser ingen tegn på forlegenhed i situationen eller smiler til en på undskyld-men-jeg-er-nødt-til-at- stå-med-min-armhule-i-dit-hoved-måden.
Og så er der bus-situation nummer to, hvor der rent faktisk er plads. Aldrig er jeg blevet spurgt om mit ophav i en afstand, hvor jeg både kan se madrester i hjørnetanden og lugte løgånden fra personen, der så venligt viser mig interesse.
Og så er der børnehjemsbørnene, som heller ikke holder deres fingrer fra noget sted min krop, men uden tøven maser deres små fingrer ind i bryster, mave og numse, når de ivrigt tilkendegiver, at de forfærdelige gerne vil være ræv i "Alle mine kyllinger, kom hjem".
Jeg ved ikke om det er dårlig ting, det med ikke at have noget for sig selv, og om brudte intimsfærer kan give varige mén, men det er nu noget, man skal vænne sig til. Og nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er det faktisk ikke så slemt. Måske er det næsten værre med den danske jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-i-kontakt-med-eller-røre- ukendte-mennesker. Hvis man kunne finde en mellemvej, så ville det måske være optimalt. Det var også det, Buddha kom frem til efter syv år i askese.
lørdag den 8. maj 2010
Og saa gik de hjem - maoisterne
NB. Denne blog er skrevet torsdag d. 6. maj, men jeg har foerst haft mulighed for at poste den nu, da alting har vaeret lukket pga. strejke og demonstrationer. Den i nedenstaaende omtalte fredsdemonstration bar frugt, og maoisterne har trukket sig tilbage, selvom regeringen ikke har efterlevet maoisternes krav om en ny regeringen med maoist-prime minister. I morgen skulle alting gerne fungere som normalt - busserne koerer, butikkerne aabner, boernene kan komme i skole og alle er glade. Maaske lige med undtagelse af maoisterne.
1. maj er ikke kun forbeholdt arbejderne og deres røde faner. Nej, 1. maj er også international pandekagedag. Jeg ved ikke, om det er almen viden, men for mig var det ganske nyt. Jeg kastede mig dog frådende over denne traditionsrige (?) dag, og Sangita, Laxmi og jeg stod storsvedende over alle husets gasblus (to) og svingede med panderne (to).
Jeg brugte også dagen til at sætte mig ind i Nepals turbulente fortid. Jeg vidste overordnet lidt om noget monarki og en massakre og nogle maoister, og så var der nogen, som blev skudt, men hvem der gjorde hvad, hvornår og hvorfor, anede jeg ikke. Ligesom med pandekagedagen, så ved jeg ikke, om Nepals senhistorie også er almen viden. Hvis du tænker: "Ha, det ved jeg da godt", så spring denne blog over, for det kommer til at handle om Nepals historie. Hvis netop dette omraade er din spidskompetance, så må jeg især bede dig lukke ned, for dette er blot min udlægning af tingene, som jeg tror de var - et patchwork-værk af forskellige kilder; samtaler, læsning og resonering - sat sammen til et kort overblik. Og nu har jeg snart lavet så lang en introduktion, at jeg kun mangler en trommehvirvel. Nu kommer det:
Det er nemlig sådan, at Nepal var en samling af kongedømmer, der først blev forenet til Nepal i 1768. Siden da har Nepal været styret som et monarki, dog med en del turmult, skandaler og interne magtkampe. På den måde adskiller Nepal sig ikke så meget fra alle andre lande i 17 - 18-tallet; alle prøver at tilrane sig magten via snigmord, forgiftet mad og konkubiner.
I 1959 forsøgte kongen sig famlende med et parlament, men allerede i 1960 kunne selv samme konge se, at demokrati var fandens værk og satte sig derfor igen på magten. Partierne havde dog fået færden af demokrati, og selv om politikerne fik skåret næsen af eller brændt deres tunger med glødende stål, så syntes de alligevel, at det var det hele værd at kæmpe for et demokrati.
Efter en frygtelig masse demonstrationer og opstand i befolkningen i begyndelsen af 1990 blev Nepal d. 16. april samme aar et demokrati. Kongefamilien så med fra sidelinjen, mens hastigt udskiftede regeringer ødelagde det for sig selv via korruption og udnyttelse af magten. "Nu kan det være nok!", sagde en maoist til en anden, og det var der tilstrækkeligt mange der gjorde i 1996, og så udviklede det sig til en masse uroligheder kaldet People's War, hvor maoisterne kæmpede mod regeringens styrker, og de tog en masse civile liv med sig i faldet. 15.000 nepalesere blev dræbt frem til 2006, hvor freden blev genoprettet. Midtvejs - i 2001 - blev hele kongefamilien dræbt i en massakre, som siden har været omspundet af en masse mystik, for ingen ved præcist om det var et kup begået af kongens bror, som efterfølgende overtog tronen, eller om det var kronprinsen, der i raseri dræbte hele sin familie og til sidst sig selv. Det sidste er den officielle forklaring, og kronprinsens raseri forklares med, at forældrene syntes ilde om kronprinsens kæreste og forbød deres kærlighed.
Under alle omstændigheder forsøgte kongens bror, der nu havde indtaget både tronen og konspirationsteoriernes førsteplads over formodede gerningsmænd, at tilrane sig magten. Det lykkedes i 2002, hvor Nepal midt i forvirring og borgerkrig, kortvarigt blev et monarki, og samme nummer gentog sig i 2006, hvor det igen lykkedes kongen at sætte sig på magten i tre måneder. Siden da har Nepal været et demokrati - dog stadig med begyndervanskeligheder og korruption.
Lige nu har politikerne deres hyr med at skrive Nepals nye konstitution, som skal være færdig d. 28. maj 2010 (eller 1.2 - 2067, nepalesisk kalender), for som jeg tidligere skrev, laver maoisterne en forfærdelig masse ballade og tvinger en strejke ned over hele Nepal i protest. Der har nu været strejke i 4 dage, og fredag melder civilbefolkningen om en demonstration, som appelerer både til regeringen og maoisterne. Regeringen skal tage affære og maoisterne skal gå hjem. Og så kan alle igen få arbejdsro og fred.
Selv har jeg fået et andet syn på demokrati. Jeg vil stadig påstå, at det er den bedste styreform, men som Ngima - faderen i huset - siger, så mener han ikke, at Nepal er klar til et demokrati. Landet er generelt for uuddannet til at få det til at fungere. De, som ved noget, udnytter magten i egen favør, og de uuddannede gør oprør og følger ikke de regler, som regeringen rent faktisk laver. Et amputeret demokrati er derfor præcis ligeså frygteligt som enhver anden styreform, som vestlige lande brutalt forsøger at udrydde. Brutaliteten skal erstattes med viden, for kun gennem uddannelse og oplysning kan et demokrati fungere. Det er let sagt, men svært gjort og det er mellem disse to poler, at Nepal i øjeblikket befinder sig.
1. maj er ikke kun forbeholdt arbejderne og deres røde faner. Nej, 1. maj er også international pandekagedag. Jeg ved ikke, om det er almen viden, men for mig var det ganske nyt. Jeg kastede mig dog frådende over denne traditionsrige (?) dag, og Sangita, Laxmi og jeg stod storsvedende over alle husets gasblus (to) og svingede med panderne (to).
Jeg brugte også dagen til at sætte mig ind i Nepals turbulente fortid. Jeg vidste overordnet lidt om noget monarki og en massakre og nogle maoister, og så var der nogen, som blev skudt, men hvem der gjorde hvad, hvornår og hvorfor, anede jeg ikke. Ligesom med pandekagedagen, så ved jeg ikke, om Nepals senhistorie også er almen viden. Hvis du tænker: "Ha, det ved jeg da godt", så spring denne blog over, for det kommer til at handle om Nepals historie. Hvis netop dette omraade er din spidskompetance, så må jeg især bede dig lukke ned, for dette er blot min udlægning af tingene, som jeg tror de var - et patchwork-værk af forskellige kilder; samtaler, læsning og resonering - sat sammen til et kort overblik. Og nu har jeg snart lavet så lang en introduktion, at jeg kun mangler en trommehvirvel. Nu kommer det:
Det er nemlig sådan, at Nepal var en samling af kongedømmer, der først blev forenet til Nepal i 1768. Siden da har Nepal været styret som et monarki, dog med en del turmult, skandaler og interne magtkampe. På den måde adskiller Nepal sig ikke så meget fra alle andre lande i 17 - 18-tallet; alle prøver at tilrane sig magten via snigmord, forgiftet mad og konkubiner.
I 1959 forsøgte kongen sig famlende med et parlament, men allerede i 1960 kunne selv samme konge se, at demokrati var fandens værk og satte sig derfor igen på magten. Partierne havde dog fået færden af demokrati, og selv om politikerne fik skåret næsen af eller brændt deres tunger med glødende stål, så syntes de alligevel, at det var det hele værd at kæmpe for et demokrati.
Efter en frygtelig masse demonstrationer og opstand i befolkningen i begyndelsen af 1990 blev Nepal d. 16. april samme aar et demokrati. Kongefamilien så med fra sidelinjen, mens hastigt udskiftede regeringer ødelagde det for sig selv via korruption og udnyttelse af magten. "Nu kan det være nok!", sagde en maoist til en anden, og det var der tilstrækkeligt mange der gjorde i 1996, og så udviklede det sig til en masse uroligheder kaldet People's War, hvor maoisterne kæmpede mod regeringens styrker, og de tog en masse civile liv med sig i faldet. 15.000 nepalesere blev dræbt frem til 2006, hvor freden blev genoprettet. Midtvejs - i 2001 - blev hele kongefamilien dræbt i en massakre, som siden har været omspundet af en masse mystik, for ingen ved præcist om det var et kup begået af kongens bror, som efterfølgende overtog tronen, eller om det var kronprinsen, der i raseri dræbte hele sin familie og til sidst sig selv. Det sidste er den officielle forklaring, og kronprinsens raseri forklares med, at forældrene syntes ilde om kronprinsens kæreste og forbød deres kærlighed.
Under alle omstændigheder forsøgte kongens bror, der nu havde indtaget både tronen og konspirationsteoriernes førsteplads over formodede gerningsmænd, at tilrane sig magten. Det lykkedes i 2002, hvor Nepal midt i forvirring og borgerkrig, kortvarigt blev et monarki, og samme nummer gentog sig i 2006, hvor det igen lykkedes kongen at sætte sig på magten i tre måneder. Siden da har Nepal været et demokrati - dog stadig med begyndervanskeligheder og korruption.
Lige nu har politikerne deres hyr med at skrive Nepals nye konstitution, som skal være færdig d. 28. maj 2010 (eller 1.2 - 2067, nepalesisk kalender), for som jeg tidligere skrev, laver maoisterne en forfærdelig masse ballade og tvinger en strejke ned over hele Nepal i protest. Der har nu været strejke i 4 dage, og fredag melder civilbefolkningen om en demonstration, som appelerer både til regeringen og maoisterne. Regeringen skal tage affære og maoisterne skal gå hjem. Og så kan alle igen få arbejdsro og fred.
Selv har jeg fået et andet syn på demokrati. Jeg vil stadig påstå, at det er den bedste styreform, men som Ngima - faderen i huset - siger, så mener han ikke, at Nepal er klar til et demokrati. Landet er generelt for uuddannet til at få det til at fungere. De, som ved noget, udnytter magten i egen favør, og de uuddannede gør oprør og følger ikke de regler, som regeringen rent faktisk laver. Et amputeret demokrati er derfor præcis ligeså frygteligt som enhver anden styreform, som vestlige lande brutalt forsøger at udrydde. Brutaliteten skal erstattes med viden, for kun gennem uddannelse og oplysning kan et demokrati fungere. Det er let sagt, men svært gjort og det er mellem disse to poler, at Nepal i øjeblikket befinder sig.
Abonner på:
Opslag (Atom)
