Hvorledes det gik til, at Astrid fik 2 kg ris med hjem i rygsækken (og mere til)

For godt en uge siden ramte jeg igen Danmark. Inden da var jeg i Nepal. I en anden tid, et andet sted (fin formulering dækkende over: for en uge siden i Nepal) havde jeg noget så travlt med at sige farvel til mit nepalesiske hjem og de mennesker, som de sidste fire måneder har dannet rammen om min hverdag. Men jeg glemte at sige farvel til én. Det er dig. Du blev snydt for et farvel, for nu lukker denne blog. Faktisk er "glemt" et forkert ord at bruge, for jeg havde egentlig skrevet et sidste indlæg. Det var Nepal, som snød mig en sidste gang med sin uforudsigelighed. Det er som om, at Nepal bevidst modarbejder de planer, man laver, og i onsdags gjorde Nepal sin sidste kraftanstrengelse for at spolere mine planer, inden jeg rejste hjem. Strømmen gik nemlig, netop som jeg ville poste det sidste blogindlæg.

I en anden tid, et andet sted (for en uge siden i Nepal) sagde jeg farvel til børnehjemmet, Slisha. Jeg sagde også farvel til børnene, som bor der. De gav mig en masse vink med på vejen, og de gav mig også en t-shirt, hvorpå der stod Slisha. T-shirten gjorde mig ikke så lidt glad, for så kunne jeg rejse hjem i den og dermed slippe for at håndvaske en t-shirt til lejligheden.

Men jeg fik mere til. Jeg fik en masse leg og sjov og smil og glæde og små hænder mast ind i mine bryster, og de fingeraftryk kan jeg nok forvente bliver siddende. Det må de også gerne. Hellere end gerne. Jeg ved ikke, om man kan gøre sig nogen forhåbninger om, at man selv har sat sig nogle spor i børnene - det er jo det, man går og drømmer om, inden man tager af sted - men virkeligheden er nok, at man selv er mere mærket af dem end omvendt. Deres liv går videre med skolegang, daal bhat og måske en ny volontør (dig?!), men vi har haft det noget så sjovt og dejligt sammen, mens det stod på, og det er jeg svært tilfreds med.

Og jeg fik mere. Jeg kom hjem fra Slisha, og Grandmother havde også besluttet sig for at give mig gaver. Hun gik rundt i huset og fandt ingredienser til en komplet daal bhat - inklusiv to kilo ris - mens hun messede: "Grandmother. Give. Rice. You. Family. Father. Morther. Sister". Og jeg vidste, at det var en nobel gave, og jeg var meget beæret. Jeg har nemlig set, hvordan Grandmother sidder på terrassen og kaster linserne op i luften for at sortere skidtet fra. Bagefter samler hun nøjsomt de linser op, som ved et uheld er blæst på jorden. Det drejer sig oftest om en 10-stykker. 10 små linser samler hun op fra jorden! Det vil måske svare til at skylle mælkekartonen for at få det sidste mælk ud (det gør hun også). Ja, så du kan nok forstå, at jeg endnu engang blev svært glad og meget beæret over den flotte gave.

Så nu er jeg kommet hjem med rygsækken fyldt med ris og andre gode ting, men det er nok mest de ting, som man ikke kan putte i en rygsæk, der betyder mest. Denne rejse har været helt fantastisk, og jeg tror, at tiden vil vise, at den også er uforglemmelig. Tiden vil sikkert også vise, at rejsen har vendt op og ned på mange ting og ændret min opfattelse af en hel del. Hvad det helt præcist er, er svært at indfange i ord - det viser sig nok hen ad vejen.