Og saa gik de hjem - maoisterne

NB. Denne blog er skrevet torsdag d. 6. maj, men jeg har foerst haft mulighed for at poste den nu, da alting har vaeret lukket pga. strejke og demonstrationer. Den i nedenstaaende omtalte fredsdemonstration bar frugt, og maoisterne har trukket sig tilbage, selvom regeringen ikke har efterlevet maoisternes krav om en ny regeringen med maoist-prime minister. I morgen skulle alting gerne fungere som normalt - busserne koerer, butikkerne aabner, boernene kan komme i skole og alle er glade. Maaske lige med undtagelse af maoisterne.



1. maj er ikke kun forbeholdt arbejderne og deres røde faner. Nej, 1. maj er også international pandekagedag. Jeg ved ikke, om det er almen viden, men for mig var det ganske nyt. Jeg kastede mig dog frådende over denne traditionsrige (?) dag, og Sangita, Laxmi og jeg stod storsvedende over alle husets gasblus (to) og svingede med panderne (to).

Jeg brugte også dagen til at sætte mig ind i Nepals turbulente fortid. Jeg vidste overordnet lidt om noget monarki og en massakre og nogle maoister, og så var der nogen, som blev skudt, men hvem der gjorde hvad, hvornår og hvorfor, anede jeg ikke. Ligesom med pandekagedagen, så ved jeg ikke, om Nepals senhistorie også er almen viden. Hvis du tænker: "Ha, det ved jeg da godt", så spring denne blog over, for det kommer til at handle om Nepals historie. Hvis netop dette omraade er din spidskompetance, så må jeg især bede dig lukke ned, for dette er blot min udlægning af tingene, som jeg tror de var - et patchwork-værk af forskellige kilder; samtaler, læsning og resonering - sat sammen til et kort overblik. Og nu har jeg snart lavet så lang en introduktion, at jeg kun mangler en trommehvirvel. Nu kommer det:

Det er nemlig sådan, at Nepal var en samling af kongedømmer, der først blev forenet til Nepal i 1768. Siden da har Nepal været styret som et monarki, dog med en del turmult, skandaler og interne magtkampe. På den måde adskiller Nepal sig ikke så meget fra alle andre lande i 17 - 18-tallet; alle prøver at tilrane sig magten via snigmord, forgiftet mad og konkubiner.

I 1959 forsøgte kongen sig famlende med et parlament, men allerede i 1960 kunne selv samme konge se, at demokrati var fandens værk og satte sig derfor igen på magten. Partierne havde dog fået færden af demokrati, og selv om politikerne fik skåret næsen af eller brændt deres tunger med glødende stål, så syntes de alligevel, at det var det hele værd at kæmpe for et demokrati.

Efter en frygtelig masse demonstrationer og opstand i befolkningen i begyndelsen af 1990 blev Nepal d. 16. april samme aar et demokrati. Kongefamilien så med fra sidelinjen, mens hastigt udskiftede regeringer ødelagde det for sig selv via korruption og udnyttelse af magten. "Nu kan det være nok!", sagde en maoist til en anden, og det var der tilstrækkeligt mange der gjorde i 1996, og så udviklede det sig til en masse uroligheder kaldet People's War, hvor maoisterne kæmpede mod regeringens styrker, og de tog en masse civile liv med sig i faldet. 15.000 nepalesere blev dræbt frem til 2006, hvor freden blev genoprettet. Midtvejs - i 2001 - blev hele kongefamilien dræbt i en massakre, som siden har været omspundet af en masse mystik, for ingen ved præcist om det var et kup begået af kongens bror, som efterfølgende overtog tronen, eller om det var kronprinsen, der i raseri dræbte hele sin familie og til sidst sig selv. Det sidste er den officielle forklaring, og kronprinsens raseri forklares med, at forældrene syntes ilde om kronprinsens kæreste og forbød deres kærlighed.

Under alle omstændigheder forsøgte kongens bror, der nu havde indtaget både tronen og konspirationsteoriernes førsteplads over formodede gerningsmænd, at tilrane sig magten. Det lykkedes i 2002, hvor Nepal midt i forvirring og borgerkrig, kortvarigt blev et monarki, og samme nummer gentog sig i 2006, hvor det igen lykkedes kongen at sætte sig på magten i tre måneder. Siden da har Nepal været et demokrati - dog stadig med begyndervanskeligheder og korruption.

Lige nu har politikerne deres hyr med at skrive Nepals nye konstitution, som skal være færdig d. 28. maj 2010 (eller 1.2 - 2067, nepalesisk kalender), for som jeg tidligere skrev, laver maoisterne en forfærdelig masse ballade og tvinger en strejke ned over hele Nepal i protest. Der har nu været strejke i 4 dage, og fredag melder civilbefolkningen om en demonstration, som appelerer både til regeringen og maoisterne. Regeringen skal tage affære og maoisterne skal gå hjem. Og så kan alle igen få arbejdsro og fred.

Selv har jeg fået et andet syn på demokrati. Jeg vil stadig påstå, at det er den bedste styreform, men som Ngima - faderen i huset - siger, så mener han ikke, at Nepal er klar til et demokrati. Landet er generelt for uuddannet til at få det til at fungere. De, som ved noget, udnytter magten i egen favør, og de uuddannede gør oprør og følger ikke de regler, som regeringen rent faktisk laver. Et amputeret demokrati er derfor præcis ligeså frygteligt som enhver anden styreform, som vestlige lande brutalt forsøger at udrydde. Brutaliteten skal erstattes med viden, for kun gennem uddannelse og oplysning kan et demokrati fungere. Det er let sagt, men svært gjort og det er mellem disse to poler, at Nepal i øjeblikket befinder sig.