Privatlivets ikke-fred

Det ville aldrig nogensinde kunne lade sig gøre at lave en Natascha Kampusch i Nepal, for privatliv findes ikke. Overhovedet. Jeg har tidligere været inde på, at man oftest deler værelse og seng med store dele af ens familie. Således vågner teenage-drengen forskrækket op med sit livs første morgenfeder under samme dyne som sin bedstemor. Og hvordan skal datteren kunne græde ned i puden over en hemmelig kærestesorg, når faderen og lillebroderen ligger i sengen ved siden af. Og er man sådan installeret, så er man faktisk heldig.

Hvis man er uheldig, så bor man i sin lille shop, som har facade ud til gaden. Sådan en shop beskrives bedst som en garage af samme dimension som de danske, hvor man kører bilen ind, lister sig ud gennem bildøren og trækker porten ned bag sig, inden man går ind i sit hus. I Nepal putter de bare ikke biler derind - de lever der selv og har absolut intet privatliv. Fra kl. 6 om morgenen til kl. 9 om aftenen er garageporten åben, og eftersom ens hjem også er en butik, vader folk ind og ud.

Over for mit værelse ligger en skrædder, og i deres garage har de:

2 symaskinersymaskiner
1 seng
1 kommode
1 gasblus

Det samme gælder slagteren ved siden af - de har samme inventar, blot med en disk i stedet for to symaskiner. Hvor de går på toilet, ved jeg ikke, men når de går i bad, så sidder de på en lille skammel ude foran butikken - på gaden altså - og pøser vand ud over sig selv med en lille plastikkop. Deres eneste privatliv er det stykke stof, de har viklet rundt om torsoet på sig selv.

Forleden gik det også op for mig, at genboen lever i et åbenlyst voldeligt ægteskab. Det er almen viden for alle, og i går var hele gaden vidne til endnu et udbrud af vold, da konen løb ud ad huset efter en fejde, hvorefter manden kom, og så deltes gaden i to lejre, og stod skulende og sladrede om hinanden. Da parret så havde sluttet fred og trukket sig tilbage, samledes de to grupper til en kæmpe gruppe på omkring 20 mennesker og diskuterede sagen yderligere. Lige uden for parrets hus. Ja, alt dette så jeg med egne øjne, og jeg følte mig ikke så lidt som Tyttebær-Maja fra Emil fra Lønneberg. Hun har også altid vidst, hvad der var bedst for alle andre.

Og hvad gør det så ved folk, når de ikke har noget privatliv? Min teori er, at det smadrer deres forhold til begrebet intimsfære. For den er åbenlyst heller ikke til stede i Nepal. I bussen er det ingen skade til at stå klistret sammen i lag. Som oftest er det strengt nødvendigt, fordi man uden tøven smider 20 mennesker ind i en minivan + 10 på taget, men nepaleserne viser ingen tegn på forlegenhed i situationen eller smiler til en på undskyld-men-jeg-er-nødt-til-at- stå-med-min-armhule-i-dit-hoved-måden.

Og så er der bus-situation nummer to, hvor der rent faktisk er plads. Aldrig er jeg blevet spurgt om mit ophav i en afstand, hvor jeg både kan se madrester i hjørnetanden og lugte løgånden fra personen, der så venligt viser mig interesse.

Og så er der børnehjemsbørnene, som heller ikke holder deres fingrer fra noget sted min krop, men uden tøven maser deres små fingrer ind i bryster, mave og numse, når de ivrigt tilkendegiver, at de forfærdelige gerne vil være ræv i "Alle mine kyllinger, kom hjem".

Jeg ved ikke om det er dårlig ting, det med ikke at have noget for sig selv, og om brudte intimsfærer kan give varige mén, men det er nu noget, man skal vænne sig til. Og nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er det faktisk ikke så slemt. Måske er det næsten værre med den danske jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-i-kontakt-med-eller-røre- ukendte-mennesker. Hvis man kunne finde en mellemvej, så ville det måske være optimalt. Det var også det, Buddha kom frem til efter syv år i askese.